VM 78 – HISTORIENS MEST BESKIDTE SLUTRUNDE! | FODBOLD

Uruguay vandt VM i 1930 og 1950, og Brasilien vandt VM i 1958, 1962 og 1970, så der var ingen tvivl om det umenneskelige pres som hvilede på alle implicerede i den argentinske landsholdstrup, da en af historiens mest kontroversielle slutrunder blev sat i gang d. 1 juni 1978, hvor åbningskampen på Estadio Monumental i Buenos Aires, stod mellem de forsvarende verdensmestre Vesttyskland og bronzevinderne fra 1974 Polen. Kampen sluttede 0-0, og var mildt sagt ikke noget at råbe hurra for, men nu var den ellevte VM slutrunde da i det mindste i gang.

Personligt var jeg 10 år, få måneder fra at runde 11 år, gik i skole på Sønderbro Skole på Amager, og spillede til dagligt fodbold i boldklubben Sylvia på Kløvermarken. Her drømte jeg, akkurat som mange andre drenge i min alder, om at blive en ny fodboldstjerne. Fredagene var den bedste dag i ugen, for her dumpede ikke færre end 3 blade ind af vores postkasse hjemme i Østrigsgade. Tipsbladet, som dengang var særdeles læsværdig, proppet med spændende historier fra det store udland, ikke mindst engelsk fodbold, og så de 2 engelske blade, henholdsvis Shoot og Match. Sidstnævnte havde den særlige finesse at der til samtlige kampe i alle 4 engelske divisioner, kamp for kamp, blev uddelt karakterer, og da jeg var noget af en fodboldnørd, satte jeg mig fluks hjemkommet fra fritidshjemmet, og før min moder kom hjem fra arbejde, til rette inde ved spisebordet, og skrev så karakterer af fra alle kampene i den bedste engelske række. Jeg havde mapper for hver sæson, hvor jeg ivrigt lavede egne notater om de kampe jeg selv så i TV (Tipslørdag). Det var en aldeles uproblematisk tid, og en vidunderlig tid for en fodboldgal ung dreng som mig, noget som man virkelig kan tænke tilbage på med et smil om læberne.

Men tilbage til VM slutrunden, som var tæt på at slet ikke at blive til noget, eller rettere ikke blive afholdt i Argentina, for landet var på randen af økonomisk kaos og socialt anarki, eksporten var nærmest ikke eksisterende, og landet kæmpede konstant med en omsiggribende inflation. Konkurrenceevnen var i årtier blevet undermineret af en protektionistisk regeringspolitik, som om muligt var blevet forværret, da præsidenten Juan Peron døde i 1974. Han havde da i det mindste formået at holde sammen på en uhellig alliance af nationalister og venstre orienterede partisaner, men efter præsidentens død, erklærede parterne hinanden åben krig. I starten af 1976 blev der hver femte time begået et politisk mord et eller andet sted i landet, og hver tredje time eksploderede der en bombe. Det hele kulminerede i et på alle måder gennemført modbydeligt militærkup foranlediget af den karismatiske general Jorge Videla. Han overtog på den måde magten i landet senere i 1976, og i årene derefter blev et utal af civile dræbt, smidt i fængsel eller ganske enkelt forsvandt. Naturligvis altovervejende dem der ikke var enige med de nye magthavere.

Helt op til i månederne før slutrunden gik i gang, forsøgte utallige landes regeringer og fodboldforbund, at lægge et pres på FIFA for at rykke slutrunden et andet sted hen, men FIFA og det argentinske fodboldforbund holdt fast, hvilket bl.a. betød at verdens på det tidspunkt måske bedste fodboldspiller Johan Cruyff, efter sigende nægtede at deltage. Rygter går dog også på at den hollandske stjernes familie havde modtaget trusler i Spanien, hvor han tørnede ud for FC Barcelona, og derfor siges det at det ikke var pga. regeringen i Argentina, at han ikke deltog i VM, men pga. kidnapningstrusler i Spanien. Sandheden kommer måske aldrig frem, for som bekendt er “Den flyvende hollænder” død, og har derved taget sin version af historien med i graven.

Hvis vi forholder os til det sportslige, så deltog der akkurat som 4 år tidligere, 16 nationer i slutrunden. Vesttyskland som forsvarende verdensmestre og Argentina som værter, var på forhånd sikret deltagelse, og de resterende 14 lande fordelte sig over 5 verdensdele, hvoraf hovedparten (10) kom fra Europa (UEFA). Fra Sydamerika var det udover Argentina, kun Brasilien og Peru der var med, mens Iran fra Asien og Tunesien fra Afrika, var slutrundens debutanter, og i øvrigt eneste repræsentanter fra respektive fodboldforbund. Skulle man pege på hvem der var savnet, var det akkurat som 4 år tidligere, England. “The three Lions” var snublet i gruppespillet, hvor de var sluttet som 2èr efter Italien i gruppe 2. Også Portugal og Belgien var lande som flere gerne havde set med, men også de havde ikke formået at kvalificere sig.

Favoritterne var først og fremmest de forsvarende verdensmestre fra Vesttyskland, der ganske vist havde sagt farvel til legenderne Beckenbauer, Müller, Breitner, Grabowski m.fl., men omvendt havde nye spænende navne med som f.eks. Rummenigge, Hansi Müller og Kaltz m.fl., og træneren var stadig EM og VM vinderen Helmut Schön. Også Argentina blev nævnt omkring favoritfeltet, selvom den store sydamerikanske nation ikke siden 1930, hvor de tabte VM finalen til Uruguay, sådan for alvor havde markeret sig i VM sammenhæng. Seneste placering i 1974 var at de var røget ud efter andet gruppespil, men med nye interessante navne som anføreren Passarella, angriberen Kempes (havde som 19 årig været sporadisk med i 1974), samt Gallego, Bertoni og Tarantini m.fl., så holdet faktisk ret interessant ud. Udover de to nationer, måtte viceverdensmestrene Holland bestemt tages alvorligt, selv uden superstjernen Cruyff, og så måtte man jo aldrig undervurdere de 3-foldige verdensmestre fra Brasilien, der efterhånden kun havde Leao og Rivellino med fra det succesfulde VM tilbage i 1970. Spændende nyere navne som Zico, Dinamite og Cerezo lovede godt for “Selacaos” fremtid, og holdet havde klaret sig fornemt i deres utallige testkampe mod primært europæiske modstandere. I outsider feltet havde man hold som bronzeholdet fra 1974 Polen, Frankrig der var ved at bygge en ny spændende nation op, anført af en sprudlende ung Michel Platini, samt som altid Italien, der godt nok ikke havde vundet en landsholdsturnering siden 1968 (EM), men som med navne som Bettega, Rossi og Antognoni partout måtte tages alvorligt.

Som det altid forholder sig fra slutrunde til slutrunde, var der flere store navne man desværre ikke skulle se mere, i det de siden seneste VM, nu havde sluttet landsholdskarrieren. Først og fremmest var det førnævnte Beckenbauer, som stadig var aktiv, men ikke længere ønskede at spille på landsholdet. “Der Kaiser” havde været generalen og kaptajnen da Vesttyskland vandt EM i 1972 og VM i 1974, men efter 103 kampe for landsholdet, hvilket var rekord på daværende tidspunkt, var det altså nok. Johan Cruyff var et navn påm niveau med Beckenbauer, og også han var jo væk som beskrevet, ligesom VM topscoren fra VM 70 – og seneste målscorer fra VM 74 Gerd Müller (hvor han scorede slutrundens sidste mål i 2-1 finalesejren over Holland), var ej heller til rådighed for landsholdet. Endelig manglede Italien kvartetten Facchetti, Riva, Rivera og Mazzola, 4 spillere som de seneste 10-15 år, havde tilhørt den absolutte verdenselite, men som nu var pensionerede fra landsholdet.

Skulle man på forhånd udpege de største, eller i hvert fald de potentielt mest interessante navne i denne slutrunde, måtte det være Kazimierz Deyna der havde strålet så fantastisk 4 år tidligere, VM topscoren fra 1974 Gregorz Lato, den stadig stærke keeper Sepp Maier, gode gamle Rivellino samt Hollands Neeskens. Unge eller i hvert fald yngre navne vi potentielt så frem til at nyde var vel Platini, Rossi, Rummenigge, Zico og Mexicos lille måltyv Hugo Sanchez. I alt deltog 9 spillere, som tidligere i karrieren var blevet kronet som VM vindere. Det var de føromtalte brassere Rivellino og Leao, samt 7 fra det vesttyske landshold – Maier, Vogts, Bonhof, Flohe, Schwarzenbeck, Cullmann og Hölzenbein.

De 16 lande blev fordelt i 4 grupper, hvor gruppe 1 var det man roligt kunne betegne som en vaskeægte “dynamitgruppe”, bestående af Italien, Argentina, Frankrig og Ungarn, og noget overraskende var det præcis den rækkefølge som gruppen sluttede med, efter en afsluttende kamp i gruppen mellem Italien og Argentina, som på mål af Roberto Bettega, sluttede 1-0 til “Gli Azzurri” (Billedet). Polen og Vesttyskland gik videre fra deres gruppe, mens Østrig højst overraskende vandt gruppe 3 foran Brasilien, mens Spanien og Sverige blev “Sorteper”. I den sidste gruppe sluttede upåagtede Peru øverst, ikke mindst pga. 3 scoringer af landets stjerne Teofilo Cubillas, mens Holland endte på 2 pladsen. Derved var de 8 lande klar til andet gruppespil, hvor Holland, Italien, Vesttyskland og Østrig kom i gruppe 1, mens Argentina, Brasilien, Polen og Peru kom i gruppe 2.

Ligeså suveræne Østrig havde været i det indledende gruppespil, ligeså skidt kørende var de her i det andet gruppespil. Det var tydeligt at bredden slet ikke var på niveau med de øvrige holds i gruppen, så da stjernerne Hans Krankl, Kurt Jara og forsvarsklippen Bruno Pezzey blev trætte, var der ikke meget at gøre for den lille midteuropæiske nation, som sluttede sidst i gruppen efter 2 nederlag og en meriterende sejr over naboerne fra Vesttyskland, der grotesk nok betød, at verdensmestrene ikke gik videre. Det var Krankl der scorede sejrsmålet et par minutter før tid, og derved sendte Schøns drenge ud i kulden, mens et sprudlende Holland og et lad os sige afbalanceret Italien, sluttede på de øverste pladser. Holland havde været helt fantastiske, og de lagde ud med at smadre Østrig med 5-1, hvorefter de spillede 2-2 mod naboerne og arvefjenden Vesttyskland. For at vinde gruppen skulle de til sidst besejre Italien, hvilket lykkedes på scoringer af Brandts og den hårdtskydende Arie Haan, og de “Gli Azzurri” kun formåede at score på et hollandsk selvmål, var Holland som gruppevinder nu klar til sin anden VM finale i træk.

I den anden gruppe lagde Brasilien og Argentina ud med et par sikre sejre, på henholdsvis 3-0 over Peru og 2-0 over Polen. Især den brasilianske playmaker Dirceu strålede i kampen mod Peru, hvor han med 2 mål, var den store helt. Det sidste mål blev scoret af den fremstormende angriber Zico. Argentinas 2 mål i sejren over Polen blev scoret af Mario Kempes, der ganske enkelt var her, der og nærmest alle vegne, og præcis var den angriber som Argentina havde sukket efter i mange år. Den langhårede angriber spillede til daglig i spanske Valencia, og hans flagrende stil, var nærmest umulig at dæmme op for, ikke mindst når hans samarbejde med Leopolde Lugue og Ardiles fungerede. Lugue tog de dybe løb, mens Ardiles stod for afleveringerne i en fysisk anlagt spillestil, hvor alle generelt arbejdede stenhårdt.

Herefter vandt Polen 1-0 over Peru, mens det sydamerikanske mega brag mellem Argentina og Brasilien, mundede ud i en vaskeægte fuser, i hvert fald underholdningsmæssigt. Der blev spillet hårdt og direkte grimt i kampen, som passende sluttede 0-0. I den sidste spillerunde, skulle de to kampe besynderligt nok ikke afvikles samtidigt, hvilket betød at Brasilien spillede mod Polen med kick off (dansk tid) kl. 16.45 i Mendoza, hvor Estadio Malvinas Argentinas lagde græstæppe til brassernes 3-1 sejr, og så ventede en hel verden, herunder ikke mindst den brasilianske befolkning, holdet og dets ledere på at Argentinas kamp mod Peru gik i gang får kilometer derfra i Rosario.

Estadio Gigante de Arroyito er ikke så enormt som navnet antyder, for der kan “kun” være ca. 45.000 tilskuere på det i den store sammenhæng intime stadion. Til gengæld er det et stadion med en enorm fortættet atmosfære, hvor tilskuerpladserne nærmest troner ind over banen, og der hersker ingen tvivl om at lyden i perioder nærmest kan blive infernalsk, grænsende til det ulidelige. Til kampen mellem Argentina og Peru, hvor værterne partout skulle vinde med minimum 4 mål for at gå i finalen, tillod man “kun” knap 40.000 tilskuere at komme ind til kampen. Der var enorme sikkerhedsforanstaltninger rundt om og på selve stadion, hvor især Perus spillere og ledere blev forsøgt intimideret af tusinder af argentinske fans. Rygter gik på at Perus spillere var blevet lovet “guld og grønne skove”, såfremt de lod sig tabe tilstrækkeligt stort, mens andre var sikre på at selveste Argentinas øverste leder, manden der gik under tilnavnet “Pampassens Hitler” general Jorge Rafael Videla var troppet op i Perus omklædningsrum få minutter før kampstart, og her nærmest insisteret på at hans land simpelthen skulle komme i finalen. Hvad der er op og ned i den fortælling er selvsagt ikke til at vide, men det korte af det lange er, at Argentina vandt opgøret hele 6-0, og dermed gik i landets anden VM finale. Forargelsen var enorm, men til trods for indtil flere tilbundsgående undersøgelser, er der den dag i dag ikke fundet afgørende beviser for, at der på nogen måde var snyd eller andet involveret i matchen, hvor Kempes og Lugue med hver 2, samt Tarantini og Houseman med hver 1 mål, sørgede for de 6 mål.

Selve VM finalen blev afviklet på Estadio Monumental, og knap 72.000 tilskuere kunne se den italienske dommer Sergio Gonella fløjte opgøret i gang kl. 15.00 dansk tid. Holdopstillingerne så således ud:

Argentina: Ubaldo Fillol (River Plate) – Jorge Olguin (San Lorenzo), Luis Galvan (Talleres de Cordoba), Daniel Passarella – anf. (River Plate), Alberto Tarantini (klubløs) – Amerigo Gallego (Newell`s Old Boys), Osvaldo Ardiles (Huracan), Mario Kempes (CF Valencia) – Daniel Bertoni (Independiente), Oscar Ortiz (River Plate), Leopolde Lugue (River Plate). Indskiftet: Daniel Houseman (Huracan) og Omar Larrosa (Independiente).

Holland: Jan Jongbloed (Roda JC) – Ruud Krol (Ajax Amsterdam), Wim Jansen (Feyenoord Rotterdam), Ernie Brandts (PSV Eindhoven), Jan Poortvliet (PSV Eindhoven) – Johan Neeskens (FC Barcelona), Arie Haan (RSC Anderlecht), Willy van de Kerkhof (PSV Eindhoven) – Rene van de Kerkhof (PSV Eindhoven), Johnny Rep (Bastia), Rob Rensenbrink (RSC Anderlecht). Indskiftet: Dick Naninga (Roda JC) og Wim Suurbier (Schalke 04).

I forhold til VM finalen 4 år tidligere, var der i den hollandske start 11èr 7 gengangere (Jongbloed, Krol, Jansen, Neeskens, Haan, Rep og Rensenbrink), men den nærmest totale Ajax dominans der havde været tilbage i 1974, var nærmest helt forsvundet nu. Kun Krol var således Ajax spiller, mens de øvrige fra dengang enten ikke var med længere, alternativt havde skiftet klub. Noget af det som især de hollandske medier skrev meget om, var at en af VM 74 støtterne Wim Rijsbergen, ikke blev fundet god nok til startopstillingen. Den nu 26 årige Feyenoord stopper, var droppet til fordel for den i den store sammenhæng aldeles urutinerede Portvliet, der op til slutrunden blot havde spillet en enkelt landskamp, og i manges øjne ganske enkelt var for primitiv. Der var ny træner ift. VM 74, idet den pragmatiske ideolog Ernst Happel, havde overtaget tøjlerne fra Ajax legenden Rinus Michels. Happel sværgede ikke på samme måde til det ellers berømmede hollandske totalfodbold, hvilket valget af visse spillertyper indikerede. Han ville have et bastant forsvar, hvor fysikken var i højsædet, og det gav således også plads til Brandts, der akkurat som Portvliet kun havde spillet een`landskamp op til slutrunden, og i øvrigt også kom fra de nykårede hollandske mestre PSV Eindhoven. Wim Suurbier der havde været en offensiv og teknisk minded højre back tilbage i 1974, var henvist til bænken, mens Arie Haan nu var rykket op på den centrale midtbane.

Superteknikeren Willem van Hanegem der efterhånden var blevet 34 år, og som nu spillede i AZ67, var ikke længere aktuel omkring landsholdet, og da superstjernen over dem alle, Johan Cruyff, som nævnt heller ikke var med, blev der plads til tvillingerne van de Kerkhof, der begge var løbevillige, arbejdsomme og loyale, men på ingen måde karismatiske og sprudlende som de spillere de afløste.

Kiggede man på det argentinske hold, kunne man konstatere at Mario Kempes var eneste spiller, der til daglig ikke tjente til dagen og vejen i en hjemlig klub. Samtidig var fraværet af nationens nye teenage darling, Diego Armando Maradona, noget som ikke så få medier og tilskuere gik op i. Man havde gerne set at den unge superdribler blev Argentinas svar på Brasiliens Pele (fra VM 58), men kort før slutrunden valgte træneren Luis Cesar Menotti at vrage Maradona, selvom denne havde spillet en række landskampe, hvor han i den grad var stærk. Menotti vurderede simpelthen at det både for spiller og holdet, var en dårlig ide at tage Maradona med, og således blev det. Billedet herover viser Menotti og Maradona i snak under en landsholdssamling op til VM 78.
Selve kampen blev en underholdende forestilling, hvor Holland nok var bedst i de første 30-35 minutter, men så kom kampens første scoring da Lugue fornemt fik afleveret bolden videre til en fremstormende Kempes, der med et langt træk mellem et par hollandske forsvarere, kunne sparke bolden under en fremstormende Jongbloed. Kort tid efter var Rensenbrink tæt på at score, men vi skulle helt hen til 8 minutter før slutfløjtet, førend der igen blev scoret. Det var den indskiftede Naninga der headede en flot aflevering fra Rene van de Kerkhof ind bag Fillol, og herefter gik man i gang med forlænget spilletid. I sidste minut af den forlængede spilletids 1 halvleg, var det på ny Kempes der scorede, denne gang gled han elegant igennem “Oranges” forsvar, men hans spark blev i første omgang reddet af Jongbloed, hvorefter bolden nærmest “dansede” på stregen, og her var det den aggressive Kempes der var hurtigst, og hårdt presset fik han skovlet bolden ind til 2-1 føring. Kampens sidste mål faldt 5 minutter før slutfløjtet, da Bertoni efter hurtigt pasningsspil med Kempes, udplacerede Jongbloed, og dermed var Argentina verdensmestre for første gang i historien, og Kempes den første verdensmester, som ikke til daglig repræsenterede en klub i sit hjemland.

Jublen var enorm og finalen blev særlig kendt for publikums ekstreme larm + ikke mindst de utrolige mængder konfetti der konstant regnede ned over banen, der i flere områder var helt hvidt af papiret.

Historiens ellevte VM var dermed overstået, og selvom den megen tale om Cruyffs afbud, korruption, trusler og andet der bestemt ikke var befordrende for fodboldens generelle omdømme, var de fleste dog enige i at Argentina trods alt i den sidste ende var værdige verdensmestre. Holland havde bestemt spillet fremragende i perioder, men de var på ingen måde nær det niveau de havde 4 år forinden, og med Mario Kempes som den absolutte fører figur for de nykårede verdensmestre, kunne man godt enes om at det altovervejende havde været et aldeles fremragende og ganske underholdende VM, og så kunne man se frem mod VM 4 år senere i Spanien, men det er jo en helt anden historie.

Pba. præstationerne undervejs i VM slutrunden, er her mit bud på turneringens ALLSTAR mandskab:

Jan Jongbloed (37 år) – Roda JC og Holland
Akkurat som til VM 4 år forinden, dukkede han nærmest op ud af “ingenting”, og denne gang stod han om muligt endnu bedre end 4 år forinden. Til trods for hans på dette tidspunkt fremskredne alder i fodboldmæssig henseende, var han atletisk, hurtigt reagerende og årvågen, og han var på mange måder medvirkende til at “Orange” endnu engang nåede helt frem til finalen. Pudsigt at 12 af hans i alt 24 landskampe er spillet i VM slutrunder.
Bejlere: Ubaldo Fillol (Argentina), Dino Zoff (Italien) og Emerson Leao (Brasilien)

Nelinho (27 år) – Cruzeiro og Brasilien
Helt sikkert en af de positive overraskelser til dette VM, hvor han uden at være en profil for “Selecao”, først spillede sig ind som fast højre back, og dernæst imponerede så meget, at jeg ikke kunne komme udenom ham til dette “ALLSTAR” hold. Han var en hurtig og offensiv back, lidt som en slags forgænger til Cafu kan man vel sige.
Bejlere: Jorge Olguin (Argentina) og Mauro Bellugi (Italien)

Daniel Passarella (25 år) – River Plate og Argentina
Havde i flere år forinden slutrunden manifesteret sig som en af Sydamerikas stærkeste forsvarsspillere, og denne slutrunde var på alle måde kaptajnens helt store internationale gennembrud. Var uden reel konkurrence turneringens bedste centrale forsvarsspiller, og sammen med Kempes den altoverskyggende hovedårsag til at Argentina blev verdensmestre for første gang i historien. Uovertruffen som leder, Benhård, fysisk utrolig, hurtig, boldsikker, overblik og hovedspil er blot få af de ting der kendetegnede denne utroligt stærke spiller.
Bejlere: Luis Galvan (Argentina), Wladyslaw Zmuda (Polen) og Marius Tresor (Frankrig)

Ruud Krol (29 år) – Ajax Amsterdam og Holland
Venstre back 4 år forinden, og nu placeret i det centrale forsvar, hvor han reelt var endnu stærkere end ude i siden. Demonstrerede vaskeægte verdensklasse niveau i flere kampe, og var udover føromtalte Passarella, slutrundens klart bedste centrale forsvarsspiller. Især hans glidende løb med bolden frem i banen, mindede på mange måder om Beckenbauer, og han var vel det man kan betegne som en moderne forsvarsspiller.
Bejlere: Se under Passarella

Alberto Tarantini (22 år) – Uden klub og Argentina
Uden klub op til slutrunden, da han forinden var blevet uvenner med sin tidligere klub Boca Juniors. Han var på og udenfor banen det man vil kalde en rebel, og “conejo” (“kaninen”) havde generelt en besværlig karriere, og efter VM hvor han kom til engelsk fodbold. På banen og især under dette VM, var han dog utrolig stærk defensivt, hvor det reelt var umuligt at komme forbi ham. Han var verdensmestrens yngste spiller, men han virkede moden i sit defensive arbejde, altid koncentreret og stik i mod den type, der ofte rodede sig ud i problemer med trænere o.lign.
Bejlere: Antonio Cabrini (Italien)
Amerigo Gallego (23 år) – Newell`s Old Boys og Argentina
Var i slut 70èrne blandt verdens stærkeste defensive midtbanespillere, og helt i den argentinske ånd lå han og “støvsugede” midtbanen totalt, så ingen modstandere sådan for alvor kom ned og truede defensiven. Utrolig arbejdsom, pålidelig, benhård og løbevillig. Hvis ikke landsholdets nummerfordeling havde været baseret på alfabetets rækkefølge, skulle Gallego naturligvis have haft det i Argentina magiske 5 tal, men det havde målmanden Fillol sjovt nu, mens Gallogo spillede med nr. 6, som i Europa er det nummer som den defensive midtbane spoiler ofte udstyres med.
Bejlere: Arie Haan (Holland), Romeo Benetti (Italien) og

Johan Neeskens (26 år) – FC Barcelona og Holland
Akkurat som 4 år forinden, var den mindst “kendte” Johan helt utrolig stærk. Han er den eneste spiller, som jeg udvælger både til VM 74 og her 78 holdet, hvilket i den grad understreger hans høje niveau over længere tid. Var “Oranges” absolutte omdrejningspunkt hele dette VM, og set med eftertidens “briller”, er det absurd at en så fantastisk spiller var i to finaler, uden at vinde det guld, som havde været “prikken over ièt” for ham og et utroligt stærkt spillende hold.
Bejlere: Marco Tardelli (Italien) og Osvaldo Ardiles (Argentina)

Dirceu (25 år) – Vasco da Gama og Brasilien
Den utroligt elegante offensive midtbanespiller, deltog også i VM 74, hvor det blev til 3 kampe, men her i 1978, var han med i samtlige sit lands kampe, scorede 3 mål, herunder 1 i bronze kampen mod Italien, og var overordnet set Brasiliens bedste spiller.
Bejlere: Franco Causio (Italien), Kazimierz Deyna (Polen)

Paolo Rossi (21 år) – Vicenza og Italien
Han kom med til dette VM på baggrund af blot 2 venskabskampe op til slutrunden, og til de flestes overraskelse gik han direkte ind i start 11èren, hvor han sammen med Roberto Bettega dannede en stærk duo, ofte hjulpet af den lille tekniker Franco Causio. Rossi var italienerens bedste spiller gennem denne slutrunde, hvor han scorede 3 mål, og lavede 2 assist, og så vidste hverken han eller Italien jo hvad der ventede 4 år senere!
Bejlere: Teofilo Cubillas (Peru), Leopolde Lugue (Argentina) og Daniel Bertoni (Argentina)

Mario Kempes (23 år) – CF Valencia og Argentina
Slutrundens helt store helt, og overordnet set den bedste spiller, som både med 6 mål, men også gennemgående store præstationer i de fleste af holdets kampe. Han var ikke kun en målskytte, men også særdeles arbejdsom over hele den offensive del af banen. Blev til sidst kåret til den officielt bedste spiller + naturligvis topscorer.
Bejlere: Roberto Bettega (Italien), Roberto Dinamite (Brasilien), Hans Krankl (Østrig) og Dieter Müller (Vesttyskland)

Rob Rensenbrink (30 år) – RSC Anderlecht og Holland
Den elegante kantspiller var sit lands bedste spiller, og konstant en trussel, når han med sit hurtige antrit og formidable teknik, udfordrede modstanderne. Akkurat som Krol og Neeskens, oplevede også Rensenbrink at tabe 2 VM finaler i træk, hvilket ikke er mange forundt.
Bejlere: Zbigniew Boniek (Polen)

Med disse ord, nåede jeg til vejs ende i denne fortælling om VM 78, som for mig personligt var en stor oplevelse, ikke mindst pga. det ekstreme udtryk som jeg især husker fra finalens konfetti kaos, fraværet af de to største stjerner + det at jeg nu havde nået en alder, hvor jeg trods alt nok forstod det hele lidt mere – tænker jeg 😉