MIN FØRSTE VM SLUTRUNDE I 1974!

Verdensmesterskaberne (VM) i fodbold, har siden dets start tilbage i 1930, været det ultimative for enhver deltagende spiller, ikke mindst fordi man repræsenterer sit land, men også fordi det den dag i dag er klodens mest sete sports begivenhed + at det kun er hvert fjerde år at arrangementet finder sted. Det betyder at mange, selv det helt store navne, måske aldrig, eller måske blot en enkelt gang, får muligheden for at være med. Historisk store navne som f.eks. Alfredo Di Stefano, Bernd Schuster, Ian Rush, Liam Brady, Valentino Mazzola, Ryan Giggs, Eric Cantona, George Weah, Duncan Edwards og George Best har f.eks. aldrig sparket til en bold under en VM slutrunde, og alene i en dansk kontekst må man bedrøveligt konstatere at flere af de største danske navne historisk set som f.eks. Henning Jensen, John Hansen, Carl Aage Præst, Harald Nielsen, Per Røntved og Johnny Hansen heller ikke har prøvet det.

At VM betyder uendeligt meget mere end andre turneringer i fodboldens verden, underbygges af Ballon dÒr kåringerne, hvor vi senest har set Lionel Messi modtage det prestigefyldte trofæ her i 2023, nærmest udelukkende pga. hans bedrifter under vinterens VM i 2022, og det samme så vi for så vidt angår Paolo Rossi tilbage i 1982 og Fabio Cannavaro i 2006. Også Josef Masopust der modtog Ballon dÒr trofæet tilbage i 1962, må siges at påvirket dem der stemte, nok så meget pga. hans indsats under VM 62 slutrunden, hvor han var den absolutte fører figur for det tjekkoslovakiske landshold, der nåede frem til VM finalen, hvor Brasilien dog var for stærke. Da man på det tidspunkt ikke kunne stemme på spillere der ikke var fra Europa, var man forhindret i at sætte sit hak ud for slutrundens ellers helt store åbenbaring, brassernes Garrincha, og i stedet nød Masopust godt af denne regel. Med al respekt for den dygtige tjekke, så var hans meritter i klubben Dukla Prag ikke helt nok til at føre ham øverst på Ballon d`Or podiet, men det var hans VM præstationer altså.

Som nævnt startede det hele tilbage i 1930, hvor værtsnationen Uruguay sejrede over Argentina i VM finalen. De næste par slutrunder tog Italien (og Mussolini) sig af, inden Uruguay igen i 1950 blev hyldet, denne gang ved at besejre Brasilien, tilmed i “Selecaos” egen “hule”. Pga. 2 verdenskrig sprang man belejligt mulige slutrunder i 1942 og 1946 over. I 1954 troede mange det ville blive datidens formodet stærkeste hold fra Ungarn med en vis Puskas i spidsen, der ville gå hele vejen, men Vesttyskland var dem overlegne i finalen, og dermed fik det største europæiske land omsider en VM titel. De næste par slutrunder tog Brasilien sig af, inden England kontroversielt snuppede titlen i 1966.

I 1970 var det igen Brasilien, denne gang i selveste Pele`s “svanesang”, der løftede trofæet, og så er vi efterhånden nået frem til 1974, hvor undertegnede for første gang skulle nyde en VM slutrunde. Jeg er årgang 1967 – september barn, så den kvikke læser kan givetvis regne ud at jeg således sent i mit sjette leveår, da VM i Vesttyskland tonede frem på den grynede TV skærm. Slutrunden fandt sted i perioden 13 juni til 7 juli, og 9 byers stadioner var klargjort til turneringen.

På daværende tidspunkt havde Tipslørdag vundet indpas i de danske stuer, og jeg var allerede blevet fan af Crystal Palace, som jeg første gang havde set i aktion december 1972, og ellers havde jeg lørdag efter lørdag siddet foran dummekassen, hvor jeg i sæsonen 72/73 havde set Liverpool vinde mesterskabet, mens det utroligt stærkt spillende Leeds mandskab smadrede al modstand sæsonen efter, dvs. op til VM slutrunden i Vesttyskland. Desværre kvalificerede England sig ikke til denne slutrunde, hvilket betød fravær af superstjerner som bl.a. Keegan, Ball og Brooking m.fl., men omvendt skulle Skotland med, og i den skotske 22 mandstrup, figurede hele 12 spillere, som til daglig tjente til “dagen og vejen” i den bedste engelske liga, den som man uge efter uge oftest kunne nyde i Sportslørdag. Mesterholdet fra Leeds havde hele 5 skotske spillere med, og det var bestemt ikke bare novicer i truppen. Det var anfører og ledestjernen Billy Bremner, den hårdt skydende Peter Lorimer, angriberen Joe Jordan, keeperen David Harvey og den unge forsvarsspiller Gordon McQueen, så helt uden stjernedrys fra den liga jeg kendte så godt, var VM slutrunden langt fra.

Udover navnene fra Leeds og den engelske liga, havde jeg i magasiner og aviser, læst om den kulsorte superstjerne fra Brasilien i skikkelse af Pele, de fantastiske tyskere Franz Beckenbauer og Gerd Müller, den hollandske hvirvelvind Johan Cruyff, samt den italienske bomber “Gigi” Riva. Ret mange flere spillernavne kendte jeg ganske enkelt ikke, eller det erindrer jeg i hvert fald ikke i dag, og derfor var det selvsagt med enorm skuffelse at jeg (og mange andre) måtte konstatere at den 3-foldige verdensmester Pele, holdt fast i sin beslutning taget efter VM finalen i 1970, hvor han udtalte at det ville blive hans sidste VM. Dermed var slutrunden en megastjerne fattigere, men naturligvis skulle jeg se det alligevel, og det gjorde jeg så troligt kamp efter kamp – dag efter dag, hvor jeg uanset vejret udenfor, sad hos min tante i hendes stue i Allinge-Sandvig på Bornholm, og slubrede det ypperste indenfor fodbolden i mig. Om min mor, tanten, onklen og alle de andre voksne, børn eller hunde, var hjemme, ude og gå i skoven eller måske moslede rundt i køkkenet, ragede mig en høstblomst, for jeg oplevede at blive nærmest suget ind i dette utrolige univers, også selvom dansk TV desværre langt fra viste alle kampene i sin helhed. De største nationers kampe blev dog transmitteret fuldt ud, og med hjælp fra mit VM samlealbum, daglige aviser, samt DR`s VM studie hvor trioen Finn Kobberø, Palle Holgersen og John Idorn (se billedet af dem alle 3 lånt fra DR arkiv), gjorde deres bedste for at fortælle os ude i stuerne, om hvad der foregik dernede i det store udland.

Som tidligere omtalt var det Brasilien der vandt 4 år tidligere, og noget bemærkelsesværdigt var der i denne VM 74 trup, blot 6 gengangere fra VM triumfator holdet, heraf 3 fra start 11èren i Mexico – Rivellino, Jairzinho og Piazza, og herudover reserverne Marco Antonio, Edu og keeperen Leao, der nu 4 år senere, var avanceret til første keeper for “Selecao”, der selvsagt var blandt slutrundens absolutte favoritter, selvom man af forskellige årsager havde sagt farvel til fantastiske spillere som bl.a. kaptajnen Carlos Alberto, midtbane duoen Gerson og Clodoaldo, føromtalte Pele og Tostao m.fl. Ift. tidligere VM slutrunder måtte man denne gang også undvære vesttyskernes Uwe Seeler og Belgiens Paul van Himst, 2 af de offensive stjerner over længere tid i europæisk fodbold. Men naturligvis som det altid sker, når en stjerne slutter – tændes en ny, og naturligvis dukkede der også stjerner frem under denne slutrunde, hvilket jeg vil komme tilbage til.

Udover Brasilien var værterne fra Vesttyskland selvsagt blandt favoritterne. Holdet havde vundet EM et par år tidligere, og så nu endnu stærkere ud med den rutine og tilgang af enkelte nye spillere, som var nødvendig for udviklingen. Heller ikke Holland var et hold man skulle undervurdere, da det var proppet med stjerner fra Ajax og Feyenoord, og naturligvis med Ballon dÒr vinderen fra året før, Johan Cruyff, helt i front som den altdominerende figur og ledestjerne. Rinus Michels der havde været med til at føre Ajax Amsterdam frem til succes i Europa Cup for Mesterholds turneringen, stod nu i spidsen for holdet, der både var homogent, spillede hurtig fodbold og frem for alt havde spillere på alle pladser, man uden nævneværdigt at svække helheden, kunne rykke rundt på. Det var totalfodbold på højeste plan, og med undtagelse af keeperen Jongbloed og førnævnte Cruyff, kunne alle spillere reelt udskiftes med næsten ligeså stærke spillere fra bænken. Ellers var der EM vinderne fra 1968 – Italien, som med Riva, Rivera og Mazzola, stadig var et hold man skulle have respekt for, men holdet var aldrende, og havde ikke udviklet sig meget de senere år, så med al respekt for “Gli Azzurri”, var der ikke mange der havde dem med helt fremme i favoritfeltet, hvilket også gjaldt Polen, der dog blev regnet som en “dark horse”, og med navne som Gorgon, Lato og Deyna, bestemt ikke var uefne, men kunne de virkelig true de “store drenge i klassen” – det tvivlede de fleste nu på.

De 16 deltagende nationer var fordelt i 4 grupper, hvorfra nr. 1 og 2 gik videre til andet gruppespil, og kort fortalt så var det Øst- og Vesttyskland som i nævnte rækkefølge gik videre fra gruppe 1, hvor den mest bemærkelsesværdige kamp var mellem netop de 2 nationer. Den kamp vandt Østtyskland 1-0 i en kamp (billedet viser Beckenbauer og Bernd Bransch – anfører for Østtyskland, hilse på hinanden før det historiske opgør, der var det første af sin slags nogensinde mellem de 2 Tysklande), der betød at Sparwasser og CO kom i en sværere anden gruppe end Beckenbauer og CO, hvilket der ikke var den store logik i, men sådan var gamet. I gruppe 2 var det Jugoslavien og Brasilien der gik videre, mens Skotland måtte nøjes med 3 pladsen, selvom de formåede at spille remis med dem begge, men i sidste ende var det altså ikke nok. I gruppe 3 snuppede Holland og Sverige de forreste pladser, mens Uruguay skuffende sluttede sidst, mens gruppe 4 havde Polen som vindere foran Argentina, og Italien på en skuffende 3 plads, hvormed deres VM var slut efter blot 3 kampe.

De 8 lande blev herefter fordelt i 2 grupper, med Holland, Brasilien, Østtyskland og Argentina i en vaskeægte “Dødens gruppe”, og med Vesttyskland, Polen, Sverige og Jugoslavien i en for værterne, langt mere overkommelig gruppe. Holland var aldeles suveræne i deres gruppe, hvor de kort og godt vandt alle 3 kampe uden kontra scoringer. 4-0 over brasserne, 2-0 over Østtyskland og til sidst 2-0 over Brasilien, og uden skadede spillere og med relativ stor rotering i truppen, var “Orange” nu klar til finalen mod vinderen af gruppe 2. Her måtte værterne kæmpe noget mere for tingene, men også de kom da videre med maksimum point, efter 2-0 over Jugoslavien, 4-2 over Sverige og endelig en kneben 1-0 sejr over Polen, målet naturligvis scoret af Müller kort før tid.

Dermed var man klar til finalen på det mægtige Olympiske stadion i München, hvor 75.200 tilskuere fyldte hvert et sæde ud. Dommeren var engelske Jack Taylor, og de to mandskaber stillede således op:
Vesttyskland – fra venstre: Franz Beckenbauer (anf), Sepp Maier, Hans-Georg Schwarzenbeck, Rainer Bonhof, Bernd Hölzenbein, Jürgen Grabowski, Gerd Müller, Wolfgang Overath, Berti Vogts, Paul Breitner og Uli Hoeness.

Holland – fra venstre: Johan Cruyff (anf), Jan Jongbloed, Arie Haan, Rob Rensenbrink, Wim Rijsbergen, Johnny Rep, Wim Suurbier, Wim Jansen, Willem van Hanegem, Ruud Krol og Johan Neeskens.

Her er holdene opstillet taktisk:

Kort fortalt fra finalen, brød Johan Cruyff igennem den tyske forsvarsbastion tidligt i kampen, hvorefter han blev fældet i straffesparksfeltet af en i den situation, noget klodset Berti Vogts, og straffesparket var umuligt at overse.

Det blev holdets yngste mand Neeskens, der nu stod overfor den rutinerede Maier, men Ajax spilleren vandt duellen, da ham kort og godt hamrede kuglen ind bag den tyske keeper, og dermed var kampen for alvor i gang, og der var endda kun gået 2 minutter. Efter 25 minutter var det så vesttyskernes tur til at få tildelt et straffespark, da wingen Hölzenbein blev fældet, og på det efterfølgende spark, scorede Breitner stensikkert bag en sagesløs Jongbloed.

Netop som man troede at holdene ville gå til halvleg med remis, opstod den første større chance til superbomberen over dem alle – Gerd Müller, som omgivet af “fjender”, herunder især Krol og Rijsbergen, alligevel kom på skudhold, og sikkert udplacerede Jongbloed i det hollandske mål.

Kort tid efter gik holdene til pause, og de sidste 45 minutter var i lange perioder en form for stillingskrig. Beckenbauer styrede sit forsvar med vanlig autoritet, og Vogts havde godt fat i Cruyff, alt i mens at de to midtbaner dystede overfor hinanden. Der kom ikke flere scoringer, og da Jack Taylor fløjtede for sidste gang i kampen, kunne glædestrålende vesttyske spillere og tilskuere, kaste sig over hinanden. Den ultimative triumf var i hus, blot 2 år efter EM titlen var sikret, og ingen kunne være i tvivl om Vesttyskland i den grad var ovenpå i de år.

Franz Beckenbauer kunne efter kampen stolt modtage symbolet på VM titlen – den spritnye VM pokal, som til dette VM debuterede, efter at Jules Rimet trofæet nu tilhørte Brasilien, efter at de i 1970 vandt deres 3`de VM. Omkring den nye pokal, er der i øvrigt ikke lavet samme regel med at en nation der vinder 3 VM titler, efterfølgende får pokalen til ejendom.

3 spillere fra det vindende hold – Gerd Müller, Horst-Dieter Höttges og Jürgen Grabowski, spillede i øvrigt aldrig mere for landsholdet, efter den VM slutrunde.

Dermed var mit første VM overstået, og selvom man som nævnt ikke kunne se alle kampe, var der ingen tvivl om at jeg i den grad følte at jeg havde fået en kæmpe oplevelse, og ikke mindst lært meget mere om sporten fodbold, end jeg kendte til forinden. Samtidig vidste jeg nu også hvem Neeskens, Rivellino og Bonhof var. Det blev Beckenbauer der blev min helt, og i mange år derefter, ja faktisk helt frem til jeg nærmest fik en åbenbaring i forbindelse med VM 86, havde jeg “Der Kaiser” som mit forbillede, inden Diego Armando Maradona overtog den “tjans”.

På baggrund af slutrunden, har jeg udfærdiget dette mandskab, hvor alderen og klubben er på daværende tidspunkt:

Sepp Maier (30 år) – FC Bayern München og Vesttyskland
“Die Katze von Anzing” var på toppen af sin imponerende karriere, da han var med til at sikre verdensmesterskabet. Både på klub og landsholdet, havde han længe været en dominerende figur, som med godt humør + ikke mindst eminent målmandsspil, var tæt på uundværlig, og her i sin tredje VM slutrunde, lykkedes det endelig for den sprælske keeper, at vinde den ultimative titel, tilmed på sin daglige hjemmebane – Det Olympiske stadion i München. Maier spillede sig dermed ind i historien, og den dag i dag, regnes han med rette for en af historiens bedste målmænd.
Konkurrenter: Jan Jongbloed (Holland), Ronnie Hellström (Sverige) og Emerson Leao (Brasilien)

Berti Vogts (27 år) – Borussia Mönchengladbach og Vesttyskland
Den lille terrier var en vaskeægte “One club man”, og i mange år var han en af landsholdets sikreste kort, hvor han med styrke i både defensiv og offensiv var en nydelse at se på. Han blev indimellem brugt som decideret “mann-decker”, bl.a. i perioder af VM finalen overfor selveste Johan Cruyff, og med få undtagelser lykkedes det til UG. Han havde samtidig kræfter til at deltage i flere raids op af linien, ligesom han var med til at stoppe først Rensenbrink og senere hen Neeskens i et gennemløb. Helt i toppen blandt historiens bedste højre backs.
Konkurrenter: Gerd Kische (Østtyskland) og Quique Wolff (Argentina)

Franz Beckenbauer (28 år) – FC Bayern München og Vesttyskland
“Der Kaiser” var den altdominerende figur for landsholdet over mange år, og hans fantastiske VM slutrunde kronede hans karriere, hvor han tidligere havde vundet 3 Europa Cup for mesterholds trofæer, EM i 1972 og Ballon dÒr samme år og nu altså VM, hvormed han sneg sig ind i en uhyre lille skare af megastjerner som har vundet “The four great” (de øvrige i sekstetten er Messi, Rivaldo, Ronaldinho, Müller og Zidane). Han var libero, kaptajn og den alle støttede sig til i svære stunder, og den dag i dag er de færreste i tvivl om at Beckenbauer er historiens bedste centrale forsvarsspiller. Definitionen på libero begrebet, og reelt uden konkurrence på sin position.
Konkurrenter: Luis Pereira (Brasilien), Jerzy Gorgon (Polen), Bernd Bransch (Østtyskland) og Roberto Perfumo (Argentina)

Arie Haan (25 år) – Ajax Amsterdam og Holland
Den alsidige hollænder spillede en stærk slutrunde, hvor han typisk sammen med Rijsbergen, dannede det centrale forsvar, hvis han da ikke som i sekvenser, og som et resultat af den hollandske total fodbold model, blev brugt som back og på midtbanen. Både fysisk og teknisk var han på et højt niveau turneringen igennem, og set over hele turneringen begik han vel ingen fejl.

Konkurrenter: Hans-Georg Schwarzenbeck (Vesttyskland) og Ivan Buljan (Jugoslavien)

Paul Breitner (22 år) – FC Bayern München og Vesttyskland
Den unge rebel med det viltre hår og skæg, var godt nok med til at vinde EM et par år tidligere, men det var under denne slutrunde at han fik sit afgørende gennembrud. En hel verden var vidner til at Breitner foldede sit enorme potentiale ud, og selvom han senere hen primært spillede på midtbanen, var det her som venstre back at han for alvor peakede.
Konkurrenter: Ruud Krol (Holland), Marinho Chagas (Brasilien) og Giacinto Facchetti (Italien)

Johan Neeskens (22 år) – Ajax Amsterdam og Holland
En af Hollands coming stars, og et enormt gennembrud for den løbevillige midtbanespiller, der var her – der og noget nær allevegne i alle Hollands kampe. Med de mange super offensive profiler på holdet, var det af vital betydning at Neeskens var koncentreret, og det var præcis en af hans største styrker karrieren igennem, hvor han et stykke tid efter, fulgte med navnebroder Cruyff til Spanien, men det vidste han ikke på dette tidspunkt, hvor al koncentration var hos viceverdensmestrene fra “Orange”.

Konkurrenter: Piazza (Brasilien)

Kazimierz Deyna (26 år) – Legia Warshawa og Polen
Den super elegante men indimellem også flamboyante playmaker, var i 70èrne, især under dette VM, muligvis verdens bedste offensive midtbanespiller, hvor han med et utroligt blik for spillet, lå og dirigerede tropperne. Hans afleveringer, generelle teknik og spilforståelse er noget af det ypperste der er set hos en polsk spiller, og havde han ikke været født i et land, der sjældent lod sine stjerner rejse udenlands, havde han givetvis for længst været i Bayern München eller en anden stor europæisk klub, for det skortede ikke på buddene. Han kom senere hen i sin karrieres efterår til Manchester City som en mindre trøst. Regnes af mange som værende polsk fodbolds bedste spiller nogensinde, selvom konkurrencen fra navne som bl.a. nutidens Lewandowski og 80èrnes Boniek, bestemt ikke er ubetydelig.
Konkurrenter: Conny Torstensson (Sverige) og Miguel Brindisi (Argentina)

Johan Cruyff (27 år) – FC Barcelona og Holland
“Den Flyvende hollænder”, levede i den grad op til sit tilnavn under denne slutrunde, hvor kun “uheld” gjorde at superstjernen ikke vandt det VM, der i den grad havde klædt hans i øvrigt utrolige karriere. Han blev efter slutrunden kåret til den bedste spiller, og både året før og efter dette VM modtog han fortjent Ballon dÒr, som beviset på at han var den bedste af dem alle.
Konkurrenter: Uli Hoeness (Vesttyskland) og Branko Oblak (Jugoslavien)

Gregorz Lato (24 år) – Stal Mielic og Holland
Verdens hurtigste spiller der tilbage i 70èrne, og en vital del af den såkaldt “gyldne generation” af polske spillere, som i 1972 vandt OL (dengang OL på fodboldfronten var interessant), og han blev topscorer under dette VM med 7 scoringer, hvilket ligesom sætter hans præstationer i relief. Akkurat som Deyna, måtte også Lato vente til han rundede 30 år, før han kunne komme til klubber udenfor Polen, hvilket selvsagt har betydet at ikke mange udenfor Polen, kendte til ham før dette VM, men i årene derefter var Lato et navn de fleste fodboldtilhængere vidste hvem var.
Konkurrenter: Jürgen Grabowski (Vesttyskland)

Gerd Müller (28 år) – FC Bayern München og Vesttyskland
Topscoren fra VM 4 år tidligere, og naturligvis tør man næsten fristes til at skrive, manden der scorede sejrsmålet i VM finalen, hvilket i øvrigt skulle vise sig at blive hans sidste landskamp. Med VM triumfen kom han med i den utrolige sikstet, som nævnt under Beckenbauer, hvilket i den grad understreger hvilken mega stjerne vi har at gøre med. Er formentlig den bedste rendyrkede angriber verden nogensinde har set.
Konkurrenter: Jürgen Sparwasser (Østtyskland), Jairzinho (Brasilien) og Ralf Edström (Sverige)

Roberto Rivellino (28 år) – Corinthians og Brasilien
Brasseren med det knaldhårde skud, den formidable teknik og det hurtige antrit, var en af få “overlevende” fra det “Selecao” hold der vandt VM 4 år tidligere, og set over hele denne turnering, selvom de forsvarende verdensmestre trods alt endte på 4 pladsen, den eneste der sådan for alvor shinede. Hans driblinger og løb var til evig uro for modstanderne, og når han fyrede “kanonen” af, var der altid fare på færde. Scorede 3 mål under dette VM.
Konkurrenter: Dragan Dzajic (Jugoslavien), Rob Rensenbrink (Holland) og Robert Gadocha (Polen)

Til slut billeder fra mit elskede VM samle album, hvor jeg med møje og besvær, fik fat i samtlige 280 klistermærker til albummet – det var hårdt men fantastisk sjovt!