FARVEL GIGI!

Glem verdensmestrene Meazza, Del Piero og Inzaghi, glem Ballon dÒr vinderen Baggio og tænk slet ikke på den ellers nok så målfarlige Vieri m.fl., for uagtet at de alle har spillet flere landskampe for “Gli Azzurri”, så er det den i går afdøde Luigi “Gigi” Riva, også omtalt som “Rombo di tuono (“Tordenbraget”), som historisk set har scoret flest landskampsmål for Italien.

35 scoringer blev det til i 42 kampe for den høje ranglede angriber, som tilbage i 1944, kom til verden i den lille norditalienske by Leggiuno, tæt på grænsen til Schweiz. Det var en ludfattig familie, og lille “Gigi” blev hurtigt sendt ud for at tjene til føden + tilegne sig en massiv religiøs viden, i det folkene i byen incl. hans familie var stærkt troende. Heldigvis fik han dog også tid til at spille fodbold indimellem, og hurtigt viste han et stort talent for legen med den lille runde. Efter nogle års ophold i mindre klubber, blev han interessant for omkring liggende klubber, og især Torino FC var tit forbi når “Gigi” spillede for klubben Legnano. Det blev dog den betydeligt mindre klub Cagliari Calcio, beliggende på øen Sardinien, som fik ham lokket “indenfor”, og som 18 årig flyttede han således til øen, over 900 km. fra hjembyen.

Klubben lå dengang i sæsonen 63/64 i Serie B, men i første hug lykkedes det at rykke op i Serie A, ikke mindst qua Rivas mål og evner til at være en evig trussel for modstanderne. Det var første gang at Cagliari skulle prøve kræfter med det “store drenge” i den ypperste række, og mange spåede dem en hurtig retur til Serie B, men med Riva fremme i front, lykkedes det sensationelt at slutte på 6 pladsen. Riva scorede 9 mål i de 32 kampe han medvirkede i, og naturligvis fik landstræneren Edmondo Fabbri øjnene op for angriberen. Debuten for “Gli Azzuri” kom i juni 1965, hvor han allerede efter 8 minutter, blev skiftet ind for en skadet Ezio Pascutti. Kampen blev tabt 1-2 til Ungarn, og Riva spillede mildt sagt ikke godt, så kritikken var hård i de dengang 4 daglige fodboldaviser, den næste dag. Mange kritiserede at han simpelthen var for et-benet (venstre), at hans teknik var mangelfuld + at han ikke virkede som en spiller der havde overskud til at yde for et på det tidspunkt trængt landshold.

Resultatet blev at han ikke fik sin næste landskamp før knap 2 år efter. Med til historien skal det dog med, at han også havde en skadesperiode, men først efter at han i sæsonen 66/67, hvor Cagliari sluttede som nr. 6, denne gang med blot 9 point op til duksen Juventus, scorede 18 mål i 23 kampe, hvilket medførte at han blev topscorer i Serie A, og bl.a. scorede flere mål end spillere som f.eks. Mazzola, Hamrin og Altafini!

Hans landskamp nr. 2 kom i marts, hvor modstanderen i en træningskamp var Portugal, og her gik det langt bedre for den nu betydeligt mere rutinerede angriber. Kampen sluttede 1-1, og Riva startede inde i en angrebstrio med Mario Corso og Sandro Mazzola. “Gli Azzurri” var begyndt at være et landshold, man regnede med til næste års EM slutrunde, og landet der ikke havde vundet en større international turnering siden tilbage i 30èrne (2 x VM), begyndte også selv at tro på det. Stjerner som Gianni Rivera, Sandro Mazzola, Giacinto Facchetti og Sandro Salvadore “krydret” med unge spillere som Pietro Anastasi på 20 år, Pierini Prati på 21 år og så den nu 23 årige “Gigi” Riva, gav alle tro på fremtiden!

Og ja det gik jo præcis som håbet, idet Italien strøg til tops i turneringen, hvor man i finalen besejrede Jugoslavien med 2-0, herunder Rivas scoring til 1-0, hvorefter Anastasi lukkede og slukkede. Italien var nu europamestre, og til trods for at Riva blot havde spillet den sidste kamp – dvs. finalen, blev han udråbt som en helt, og efterfølgende, sammen med Zoff, Mazzola, Facchetti og Domenghini, udtaget til turneringens ALLSTAR team. Pludselig var han gået fra at være en udskældt ranglet middelmådig angriber, til nu at være en af folkets store helte, og i tiden derefter må man sige at han evnede at leve op til det. Han blev topscorer i Serie A igen i sæsoner 68/69 og 69/70, og den sidste sæson skulle blive sæsonen, hvor han og Cagliari for første og hidtil eneste gang, formåede at vinde Scudettoen – det italienske mesterskab med 4 point til nærmeste forfølger fra Internazionale FC. Riva sluttede som nr. 2 på Ballon dÒrs afstemningsliste i 1969, blot 4 stemmer mindre end landsmanden og vinderen Gianni Rivera, og foran navne som bl.a. Gerd Müller, Johan Cruyff og Franz Beckenbauer m.fl.!

Riva var nu en vaskeægte verdensstjerne, og Italien var blandt de helt store favoritter til det forestående VM i Mexico. De var forsvarende europamestre, og nu var Riva omsider klar til en VM slutrunde, efter at han 4 år forinden, skuffende for ham selv, havde været med i England, men kun som “ekstra” reserve, i øvrigt sammen med Mario Bertini (der også kom med her i 1970). Riva havde hamret 12 mål ind i de forudgående 9 landskampe op til VM, og alverdens medier udråbte ham som en af slutrundens helt store stjerner, hvor han blev omtalt i samme vendinger som bl.a. Pele`, Rivellino og Müller, hvilket må have været voldsomt for den trods alt relativ urutinerede spiller, i hvert fald i den helt store sammenhæng.

Lille Cagliari fik udtaget hele 6 spillere til VM slutrunden, hvor det udover Riva, var Domenghini, Niccolai, Gori, Cera og Albertosi, og det var faktisk flest af alle sammen med Internazionale FC. Langt større klubber som f.eks. Juventus og AC Milan, måtte nøjes med at få udtaget henholdsvis 1 og 3 spillere, noget som fodboldbladene selvsagt svælgede i.

VM gik i gang, og Italien der oftest stillede i en formation der mindede om 4-3-3 med Riva, Domenghini og Boninsegna helt i front, overvandt Sverige i første kamp på det mål som Domenghini scorede. Herefter spillede mand 2 x 0-0 mod først Uruguay og dernæst dybt skuffende mod upågtede Israel, inden det var tid til at møde værterne fra Mexico. Det var kvartfinalen, og i bagende varme hev Italien en sikker 4-1 sejr i hus, bl.a. på 2 mål af Riva. Holdet kørte ikke 100% perfekt, men de var effektive, og i semifinalen ventede nu Vesttyskland, en modstander man notorisk skal have respekt for. Med navne som bl.a. Beckenbauer, Müller, Seeler og Overath, vidste den italienske landstræner Valcareggi, at det ville blive en hård nød at knække. Vesttyskland var viceverdensmestre og opsatte på at guldet skulle hjem, og kampen som blev spillet foran over 100.000 tilskuere på et kogende Azteca Stadium i Mexico City, skulle gå hen og blive en historisk begivenhed. Den ordinære spilletid sluttede 1-1, efter at Boninsegna havde bragt Italien foran efter blot 8 minutter, men så havde Karl-Heinz Schnellinger, der til daglig tørnede ud for AC Milan, udlignet i de døende sekunder. Det var og blev i øvrigt den stærke defensivspillers eneste mål nogensinde for landsholdet, og scoringen var rent faktisk tæt på at medføre, at han ikke kunne returnere til sin klub efter VM. De italienske fans, også store dele af AC Milans, var i oprør over at en af “deres” kunne finde på at score mod dem, også selvom det jo var i landsholdets- og ikke klubbens tjeneste.

I ekstra tiden gik der så for alvor “hul på ballonen”, og yderligere 5 mål blev scoret, bla. 2 af en forrygende Riva, og det blev Italien der vandt mega braget med samlet 4-3. I den anden semifinale var det Brasilien som vandt 3-1 over deres naboer fra Uruguay, og dermed var det første gang at Brasilien og Italien stod overfor hinanden i en VM finale.

Og hvilken VM finale – knap 110.000 tilskuere stuvede sig sammen på Azteca Stadium, herunder op i mod 10.000 italienere, som formentlig har solgt bil, huse og dele af familien, for overhovedet at få råd til at rejse så langt som til Mexico, og tilmed evne at betale de svinedyre finale billetter, som blev solgt til uhyrlige overpriser på det sorte marked.

Brasilien havde et utroligt mandskab – ja mange siger den dag i dag, at det vel nok var historiens bedste hold, og når man kigger start 11èren igennem, er man på nippet til at give dem ret. Pele`var selvsagt “overstjernen” – fodboldkongen og idolet for en hel verden, men også navne som venstre bens specialisten med det knaldhårde spark Roberto Rivellino, den kloge playmager Gerson, purunge men slidstærke Clodoaldo, superbomberen Jairzinho og den “hvide Pele`” alias Tostao m.fl., var spillere som man bestemt kendte også i Italien. “Gli Azzurri” stillede i øvrigt med dette hold i en 4-1-3-2 formation: Enrico Albertosi (Cagliari Calcio) – Tarcisio Burgnich (Internazionale FC), Pierluigi Cera (Cagliari Calcio), Robero Rosato (AC Milan), Giacinto Facchetti – anf. (Internazionale FC) – Mario Bertini (Internazionale FC) – Giancarlo De Sisti (AFC Fiorentina), Sandro Mazzola (Internazionale FC), Angelo Domenghini (Cagliari Calcio) – Luigi “Gigi” Riva (Cagliari Calcio), Roberto Boninsegna (Internazionale FC). (Se billedet herover, hvor Riva besynderligt nok ligner en der fryser – står bagerst yderst til højre – bemærk det var 32 grader da kampen startede!) Kritikere mente, hvilket viste sig at holde stik, at der ganske enkelt var for mange spillere med fra Cagliari. Ganske vist var holdet forsvarende mestre, men hvor var f.eks. sidste års Ballon dÒr vinder Gianni Rivera, og hvorfor var det Albertosi der vogtede målet, frem for Dino Zoff – en af heltene fra EM triumfen et par år tidligere?

Kort og godt – brasserne kørte Riva og CO midtover i en forrygende forestilling, og 4-1 sejren til “Selecao”, var ikke et mål for stort. Italien var besejret, destrueret – kasseret, og kritikken var ikke uventet benhård og nærmest umenneskelig hjemme i “Støvlelandet”. Riva var en af de spillere der gik ud i pressen og forsøgte at dæmpe kritikken, men det hele ramlede, og efter sigende var han rent faktisk, nu som 25 årig, tæt på at stoppe helt på landsholdet. Han kom dog til fornuft, og senere samme år sluttede han som 3èr i Ballon dÒr afstemningen, så helt skidt havde det vist ikke været.

Riva fortsatte for klub og land, og han deltog i yderligere en slutrunde – VM 74, hvor det dog blev en vaskeægte deroute for et aldrende italiensk mandskab. Man røg ud allerede efter gruppespillet, og Riva spillede blot de 2 første kampe, mod først Haiti og til sidst Argentina – fuld tid – men 0 mål, og han var nu “degraderet” til venstre wing, i det den “nye” førsteangriber var Giorgia Chinaglia, og hvis ikke ham Pietro Anastasi. Det var slut – og som 29 årig sagde Riva stop på landsholdet. 42 kampe og 35 mål blev det til, og efter et par sæsoner, hvor han blot medvirkede i samlet 23 kampe i Serie A, hvor han scorede beskedne 8 mål, smed han også klubtrøjen, og sagde farvel til den aktive karriere.

I Cagliari blev det til 170 mål i 338 kampe i Serie A, og ligesom det stadig er på landsholdet den dag i dag, er også dette måltal rekord i Cagliari, så uanset om han stoppede tidligt – for tidligt vil mange mene, og selvom han ikke var med i voldsomt mange landskampe, så har han et par målrekorder som er nok så vitale, og chokerende nok er de begge bestående her knap 40 år efter!

I går d. 22 januar 2024 var det så farvel i den helt alvorlige ende, i det en nu 79 årig Riva åndede ud for sidste gang – og derved kunne et sørgende Italien sige farvel til en af deres helt store helte – en spiller som i sin karriere både oplevede at være udskældt – ja vel nærmest hadet og ydmyget – men som til sidst var elsket og forgudet.

“Tordenbraget” har scoret for sidste gang! (Herover som ældre herre i 70èrne med en anden “Gigi”)