FARVEL TIL KEJSEREN!

Få måneder efter at 2 Verdenskrig var slut, og samme år hvor bl.a. Bob Marley, Rod Stewart, Steve Martin, Eric Clapton, Gerd Müller, Helen Mirren og Bryan Ferry + en hel masse andre mennesker blev født – nærmere bestemt d. 11 september 1945, kom en lille dreng til verden i München, hvor de stolte forældre Antonia og Franz senere navngav ham Franz Anton Beckenbauer. Den lille dreng viste hurtigt fine, men ikke overvældende evner, for legen med den lille runde, og som 6 årig blev han optaget i den relativ lille klub SC München, hvor han hurtigt udviklede sig til en hurtig og driblestærk venstre wing. Han kunne også bruges som angriber, og overalt på midtbanen, og da han rundede 18 år, var det paradoksalt nok kun pladserne i det centrale forsvar, samt keeper positionen han ikke havde spillet. Hans alsidighed, seriøsitet og selvsagt de tekniske evner, betød at omkringliggende klubber begyndte at sværme omkring teenageren, og i første omgang var det 1860 München der var favoritter til at kapre ham, men efter en turnering i Neubiberg, hvor han blev udråbet som den bedste spiller, slog FC Bayern München til, og derved kunne den nu 13 årige Franz kalde sig Bayern München spiller.

Han udviklede sig enormt den kommende tid, hvor han bl.a. spillede ganske meget med årgang 44 spillerne, heriblandt keeperen Sepp Maier, som han i den grad skulle få en glorværdig fremtid sammen med. I 1964 fik han sin debut for klubbens bedste mandskab, som dengang lå placeret i Regional Liga Süd. Bundesligaen var startet startet op året i forvejen, men det var ikke Bayern, men derimod 1860 München som repræsenterede byen München i første omgang. Fra- og med sæsonen 65/66 var han og Bayern dog med i den primære liga, og i en sæson hvor rivalerne og bysbørnene 1860 München vandt deres i øvrigt eneste mesterskab nogensinde, sluttede Bayern på 3 pladsen. Samme år fik han debut for det vesttyske A landshold, hvor han i en såkaldt venskabskamp ude mod Sverige, spillede fuld tid centralt på midten, hvor han havde Horst Szymaniak som makker. Hurtigt spillede han sig til en fast plads på holdet, og han blev som yngste mand (20 år), udtaget til VM truppen i 1966. Her var han og Vesttyskland tæt på at opnå den ultimative triumf, men det blev til nederlag i finalen mod værterne fra England. I den kamp havde Beckenbauer i øvrigt en relativ bunden opgave, i det han skulle holde et særlig vågent øje med modstandernes (Sir) Bobby Charlton, som pudsigt nok også havde fået at vide, at han skulle høje øje med den unge Beckenbauer.

Fuld tid i samtlige 6 kampe, hvori han scorede 4 mål, betød at mange også udenfor Vesttyskland, nu vidste hvem denne unge Beckenbauer var, og det varede da heller ikke længe, førend han begyndte at få mere og mere betydende opgaver for sin klub, hvor han hurtigt fik tilnavnet “Der Kaiser”, i det han på nærmest majestætisk vis, dirigerede sine medspillere før, under og formentlig også efter træning og kampe, ligesom han bevægede sig ubesværet, og særdeles elegant rundt på banen. Teknisk, visionært og ledermæssigt var han milevidt foran sine ellers ikke helt uefne holdkammerater, og hurtigt blev han udnævnt til anfører for både klub og landshold. Langsomt men sikkert begyndte titlerne at komme, og i sæsonen 68/69 (se billedet herover hvor Beckenbauer står bagerst yderst til venstre med Gerd Müller ved siden af sig) kunne han føre Bayern München frem til klubbens første mesterskab i Bundesligaen. Han og klubben havde ganske vidst vundet Regionalligaen nogle år forinden, men dette var trods alt en betydelig større og mere prestigefyldt titel. Nogle sæsoner tidligere havde han også været med til at vinde Europa Cuppen for Pokalvindere, hvor han dannede midterforsvar med den daværende anfører, Werner Olk. Her vandt Bayern med 1-0 over Glasgow Rangers.

70èrne skulle blive hans helt store årti, hvori han alene med Bayern München vandt 3 mesterskaber, 3 Europa Cup for Mesterhold (CL), samt VM for klubhold. Også med landsholdet væltede det mildt sagt ind med titler, først EM i 1972 og dernæst den ultimative triumf i hans imponerende karriere – VM titlen i 1974.

Han modtog Ballon dÒr titler, blev udråbt som historiens bedste forsvarsspiller, man sagde at han revultionerede forsvarsspillet og formede libero begrebet, og han og Johan Cruyff var på alle måder det årtis helte! Han fortsatte i Bayern München frem til og med sæsonen 76/77, hvorefter han drog mod USA, hvor andre super stjerner som bl.a. Pele (som han blev holdkammerat med i New York Cosmos), Johan Cruyff, George Best, Gerd Müller og Gordon Banks m.fl., ligeledes brugte nogle år af deres karriere, ikke mindst pga. de lukrative lønninger og lave skat.

Han vandt en del titler med New York Cosmos, men niveauet var ikke optimalt, og han blev overraskende lokket retur til Bundesligaen, hvor det dog ikke var Bayern, men derimod deres nordtyske rivaler fra Hamburger Sport-Verein som blev hans nye klub. Hans tidligere holdkammerat fra landsholdet, den karismatiske Günter Netzer, var den sportsligt ansvarlige i klubben, og han ønskede “Der Kaiser” til at styre et talentfuldt men ganske uerfarent mandskab frem mod mesterskabet. Og helt i Beckenbauers unikke vinderånd, lykkedes det ganske overraskende at vinde Bundesligaen, hvilket skete i det som skulle vise sig at blive hans anden og sidste sæson i den bedste tyske liga. Herefter returnerede han for en kort periode til USA og New York Cosmos, hvor pengene nu var om muligt endnu større, end de var da han sidst var derovre, og i slutningen af 1983 lagde han endegyldigt støvlerne på hylden. Den utrolige aktive karriere var slut, og nu kastede legenden sig over trænergerningen, for hans ambitioner om at vinde, var på ingen måde opfyldt.

Ikke overraskende var der rift efter manden alle kendte og respekterede, og da hans lederevner var bredt anerkendte, tøvede det tyske fodboldforbund ikke med at tilbyde ham jobbet som bundestrainer, en tjans han tiltrådte dagen efter sin 39 års fødselsdag i 1984. Han overtog et landshold der netop havde været til EM, hvor det skandaløst var røget ud allerede efter det indledende gruppespil, og han kunne formentlig se, at der nu ventede et enormt arbejde for igen at opnå den succes, som han selv havde oplevet som spiller. Som tidligere omtalt var han sluttet både for Bayern München og landsholdet i 1977. Karl-Heinz Rummenigge (både klub og land) og Uli Stielike (land) var tilbage fra dengang, men ellers bestod holdet primært af yngre navne. “Der Kaiser” fik hurtigt sat skik på tropperne, og til den første slutrunde efter hans tiltræden som var VM i 1986 (se billedet herover), formåede Vesttyskland at nå til finalen, hvor man dog tabte til Argentina. EM 2 år efter på hjemmebane skulle være den første triumf forventede mange, men her røg man ud i semifinalen til landets evige rivaler fra Holland, i øvrigt på hans gamle hjemmebane Volkparkstadion i Hamburg.

Frem mod VM i 1990 blev der arbejdet intenst med landsholdet. Mange havde på fornemmelsen af at det kunne blive “Der Kaisers” sidste slutrunde, og mange ønskede ham selvsagt triumfen som han prøvet som anfører. Som det jo ofte hører sig til i vaskeægte eventyr, lykkedes missionen, da han i sin landskamp nr. 66 som landstræner, førte sit land hele vejen frem til VM guldet, da det lykkedes at overvinde Argentina med 1-0. Dermed blev Beckenbauer den blot anden person i historien, som havde vundet VM både som træner og spiller. Den første var Mario Zagallo, og senere hen er det også lykkedes for Didier Deschamps. Beckenbauer valgte at stoppe som landstræner på toppen, selvom han inderst inde må have skævet til EM et par år senere, for kunne han også erobre den titel, ville klimaks jo være nået. Det takker et lille land højt mod nord den tyske legende for!

Efter landstræner tiden blev han ansat i Olympique Marseille, som han førte til mesterskabet i sin første og i øvrigt eneste sæson, og efter et par års pause, hvor han i øvrigt engagerede sig i firmaet Adidas, hvor han ejede en betydelig andel, blev han ansat som træner for Bayern München – naturligvis fristes man til at sige, for hvis ikke han skulle stå i spidsen for den klub, hvem i alverden skulle så? Og ja naturligvis skete det som man næsten vidste på forhånd – mesterskabet kom i hus, efter 3 sæsoner hvor det ikke var lykkedes. Beckenbauer var i sandhed en vinder og nærmest en mirakelmager, og hans popularitet i især Bayern München, nåede højder man ikke troede muligt.

Han stoppede efter kun een`sæson, men blev lokket retur for en kort periode i 1996, og kan således også tilskrives æren af den europæiske titel holdet vandt i UEFA Cuppen i sæsonen 95/96. Herefter sluttede han endegyldigt som træner, og i årene fremad varetog han mange forskellige titler i klubregi, herunder som præsident for Bayern München i hele 15 år fra 1994 til 2009. Ved siden af jobbet i Bayern München skrev han skræmmende skarpe artikler i Bild, og i 1998 blev han udnævnt som vicepræsident i det tyske fodboldforbund DFB. Han var en vigtig og ja vel nærmest afgørende faktor, for at det som nu hed Tyskland, fik tildelt værtsskabet for VM i 2006, og overalt hvor han viste sig udgød han enorm respekt. Desværre må man sige, i hvert fald for hans eftermæle, kom der undervejs lidt “ridser i lakken”, da han blev beskyldt for at have modtaget bestikkelse i forbindelse med at Sydafrika fik tildelt VM værtsskabet i 2010. Der var efter forlydender overført mystiske beløb via kontoer i Gibraltar, penge som blev påstået var til Beckenbauer. Udover de mystiske kontoer blev han i andre sager også beskyldt for ikke at have betalt tilstrækkelig med skat. Han betalte af flere omgange penge retur til det tyske skattevæsen, og mente selv at der ikke var mere at komme efter. Uanset hvad der er op eller ned i disse historier og beskyldninger, er han aldrig blevet dømt for noget af det, hvorfor man ikke kan andet end at konkludere at manden er/var uskyldig.
På den private front skiftede han hyppigt kvindelige partnere, og han nåede at være gift 3 gange, herunder med Heidi (billedet), som han var gift med frem til sin død i går søndag. Undervejs fik han 5 børn, herunder sønnen Stephan, der som blot 46 årig døde i 2015. Stephans død kom Franz sig efter sigende aldrig helt over, hvilket man jo så udmærket kan forstå.

Beckenbauer var i øvrigt ved skrantende helbred også i efteråret 2022, og af samme årsag kunne han ikke deltage i Peles begravelse i januar 2023. Han havde for år tilbage fået et par hjerte operationer, og sidenhen led han af Parkinson, og de sidste par år var det ikke meget han blev set udenfor hjemmet i Salzburg, hvor han havde boet siden han kom retur fra New York i anden omgang.

Primære facts:
1964 – 1977 FC Bayern München: 427 kampe og 60 mål
1977 – 1980 New York Cosmos: 80 kampe og 17 mål
1980 – 1982 Hamburger Sport-Verein: 28 kampe og 0 mål
1983 New York Cosmos: 25 kampe og 2 mål
Total: 560 kampe og 79 mål
1965 – 1977 Vesttyskland: 103 kampe og 14 mål

Debut for FC Bayern München i Regionalliga Süd: 2 september 1964
Debut for FC Bayern München i Bundesligaen: 14 august 1965
Debut for Vesttyskland: 26 september 1965

Deltog i VM 1966, 1970 og 1974
Deltog i EM 1972 og 1976

Primære meritter:
Regionalliga Süd med FC Bayern München som spiller: 1 (64/65)
Tysk mester med FC Bayern München som spiller: 4 (65/66, 66/67, 68/69 og 73/74)
Tysk mester med FC Bayern München som træner: 1 (93/94)
Tysk pokalvinder med FC Bayern München som spiller: 4 (65/66, 66/67, 68/69 og og 70/71)
Europa Cup for Mesterhold med FC Bayern München som spiller: 3 (73/74, 74/75 og 75/76)
Europa Cup for Pokalvindere med FC Bayern München som spiller: 1 (66/67)
UEFA Cup med FC Bayern München som træner: 1 (95/96)
VM for klubhold med FC Bayern München som spiller: 1 (1976)
Tysk mester med Hamburger Sport-Verein som spiller: 1 (81/82)
Nordamerikansk mester med New York Cosmos som spiller: 3 (1977, 1978 og 1980)
Ballon dÒr vinder: 2 (1972 og 1976)
Verdensmester med Vesttyskland som spiller: 1 (1974)
Verdensmester med Vesttyskland som træner: 1 (1990)
Europamester med Vesttyskland som spiller: 1 (1972)
Fransk mester med Olympique Marseille som træner: 1 (90/91)
Årets spiller i Vesttyskland: 4 (1966, 1968, 1974 og 1976)
Bedste unge spiller til VM: 1 (1966)
Udtaget til Allstar hold til VM: 3 (1966, 1970 og 1974)
Udtaget til Allstar hold til EM: 2 (1972 og 1976)
Udtaget til Bundesligaens Allstar hold: 12 (65/66, 66/67, 67/68, 68/69, 69/70, 70/71, 71/72, 72/73, 73/74, 74/75, 75/76 og 76/77)
IFFHS` overordnet set bedste europæiske spiller i perioden 1956 – 1990

Mine memoirer:
“Der Kaiser” var den første helt for mig, hvilket skete i forbindelse med den første fodboldslutrunde jeg så, som var VM 74. Hans måde at styre sit land frem mod titlen frydede mig, og da han samtidig spillede i det centrale forsvar, hvilket jeg også selv gjorde da jeg gjorde karriere i Boldklubben Sylvia, følte jeg en vis samhørighed med ham. At han var født i samme måned som mig, gjorde bestemt ikke noget for min dyrkelse af ham som helt, og i mange år havde jeg et enormt ønske om at se ham spille live. Det kom til at ske d. 29 maj 1982, hvor min sted fader (Kaj) og jeg havde skaffet billetter til Volkparkstadion, hvor HSV og Beckenbauer mødte Karlsruher SC. “Der Kaiser” spillede overraskende højre midtbane i den kamp, og under stor applaus blev han efter 41 minutter, skiftet ud med Thomas von Heesen. Det skulle vise sig at blive “Der Kaisers” sidste klubkamp i den tyske Bundesliga, og da HSV den sæson blev tyske mestre, var triumfen jo fuldendt. Jeg var en lykkelig ung knægt, for jeg havde omsider set legenden live – og det blev endda i allersidste øjeblik kan man vist roligt konstatere.

Senere i livet blev jeg ansat i Hamburger Sport-Verein som scout, og i den forbindelse overværede jeg de fleste af klubbens hjemmekampe på det nu ombyggede Volksparkstadion (som nu hed HSH Nordbank-Arena). Selvom min søn mest interesserede sig for engelsk fodbold, fik jeg ham på et tidspunkt lokket med til en kamp mod Bayern München. “Nord-Süd-Gipfel” som dette ærkefjende opgør humoristisk kaldes, var naturligvis noget der lokkede kendisser til stadion, og på et tidspunkt hvor sønnen og jeg er på vej op mod stadion, kører en sort Bentley forbi os. Den parkerer helt fremme i første række, og ud stiger 3 personer. Paul Breitner, Karl-Heinz Rummenigge og ja såmænd “Der Kaiser” i egen høje person. Jeg fik hurtigt min HSV logo jakke puttet til side, og selvom jeg normalt ikke bliver starstrucked (er faktisk kun blevet det en gang senere i livet da jeg mødte Sir Bobby Charlton på Old Trafford), så strøg jeg målbevidst hen til min helt, og ja jeg fik mit billede og en kort “floskel” sludder, og så kunne jeg i opløftet tilstand svæve op på min plads, hvor jeg i øvrigt kunne se Mladen Petric score kampens eneste mål, hvorved min arbejdsgiver besejrede rivalerne fra Syd, men det er jo en helt anden historie.

Jeg skrev ovenfor at Beckenbauer er min fodboldmæssige helt – det er korrekt, men for god ordens skyld rangerer han i mit hoved dog efter Diego Armando Maradona, en person jeg omvendt aldrig fik mødt. Jeg ville lige have denne detalje med 😉

Nu er “Der Kaiser” død, og dermed er den sidste af mine barn- og ungdoms legender borte. Jeg er for ung til at have oplevet Alfredo Di Stefano og Sir Bobby Charlton, ligesom Lev Jashin, Ferenc Puskas og Garrincha også var før min tid. Jeg har derfor i mange år betragtet kvartetten Pele, Johan Cruyff, Diego Maradona og Franz Beckenbauer, som mit livs ypperste legender. Nu er de alle døde, men deres præstationer vil leve for evig tid, og minderne kan ingen jo tage fra en, i hvert fald ikke så længe man er nogenlunde ved sine fulde fem.

Æret være dit minde Beckenbauer – du var i sandhed en af de helt store!

R.I.P.