NEVER WINNING GUNNERS!

Europas fineste klubturnering Europa Cup for Mesterhold/Champions League har været afviklet 68 gange, siden turneringen startede tilbage i 1956, og i alt 23 forskellige klubber har smagt sejrens sødme en eller flere gange. 17 forskellige engelske klubber har været med, og de har været fremme i 26 finaler, hvoraf 15 er vundet af 6 forskellige klubber. Triumfatorerne er Liverpool, Manchester United, Chelsea, Nottingham Forest, Manchester City og Aston Villa mens 3 klubber har været i finalen uden at vinde. Trioen er Leeds United, Tottenham Hotspur og denne artikels omdrejningspunkt – Arsenal!

Hele 22 gange har Arsenal ellers haft chancen, incl. deres debuterende sæson i 71/72, heraf 17 sæsoner i træk fra 00/01 til og med 16/17. 10 gange er klubben nået til kvartfinalerne eller længere, 4 gange semifinalerne og så altså føromtalte finale (nederlag) som fandt sted i 05/06 sæsonen. I alt er det incl. gårsdagens fatale deroute mod Bayern München, blevet til 211 kampe, hvoraf 106 er vundet, 45 er sluttet remis, mens 60 er tabt!

TONSVIS AF EURO!
Er det godt nok af en klub, der på national plan står noteret for 13 mesterskaber, hvilket gør dem til Englands tredje mest vindende klub, og en klub som f.eks. på Forbes årlige liste over klodens rigeste fodboldklubber, har været placeret blandt de 10 øverste i 15 ud af 16 tilfælde, og 5 gange endda i top 3. Det er en klub der set over de seneste 10 sæsoner har haft netto udgifter på 996 millioner Euro til spillere, heriblandt den næst dyreste spiller der nogensinde er handlet mellem to britiske klubber, og det er en klub der i skrivende stund har det næst mest værdifulde mandskab i Premier League jfr. Transfermarkt.de.

I mange år Europa Cuppen/Champions League har fundet sted, har man været igennem i alt 17 forskellige managere, lige fra Tommy Whitaker forsøgte sig i 50èrne til den nuværende Mikel Arteta, men alle er de fejlet i forsøget på at vinde den ultimative titel. Den titel der vil hæve dem op over “middelmådigheden” i national- og international henseende, og den titel der vil sætte dem på det “landkort” over engelske klubber der har været helt deroppe, hvor “The Gunners`” hårdt prøvede fans kun tør drømme om.

FINALEN!
Den eneste gang klubben nåede hele vejen til finalen, var som tidligere nævnt i 2005/06 udgaven af Champions League, hvor holdet som Arsene Wenger have arbejdet med i en årrække, skulle opnå den ultimative kulmination. 6 af spillerne (Sol Campbell, Kolo Toure, Ashley Cole, Freddy Ljungberg, Robert Pires og Thierry Henry) der startede i finalen som var mod FC Barcelona, havde været med hele vejen over de 2 mesterskaber og 2 FA Cup triumfer, som klubben havde vundet fra 01/02 frem til nu, og på bænken sad en 7énde i skikkelse af den nu 37 årige Dennis Bergkamp. Det var således en yderst rutineret og homogen trup, som Wenger havde at vælge fra, og tilsat stortalentet Cesc Fabregas, der trods sine endnu blot 19 år var en vigtig brik, samt den brasilianske verdensmester fra 2002 Gilberto Silva, mente mange at Arsenal bestemt godt kunne drille favoritterne fra Barca.

Frem mod finalen havde Arsenal virket overbevisende, efter at de først havde vundet deres indledende gruppe med 5 sejre og 1 remis, og dernæst havde sendt Real Madrid ud i mørket i første knock out runde. Den første kamp på Santiago Bernabeu endte chokerende nok med sejr til Arsenal på det mål som Henry scorede, og hjemme på Highbury spillede man til 0, og dermed var man klar til Juventus i 1/4 finalen. Her lagde Arsenal ud med at vinde 2-0 på hjemmebane, og i Torino spillede man igen til 0. Nu var det så blevet tid til semifinalerne mod Villareal, og med 1-0 hjemme og 0-0 sikrede Arsenal sig sin første finaleplads nogensinde.

Wengers start 11èr den aften i maj tilbage i 2006 i Paris var: Jens Lehmann – Emanuel Eboue, Kolo Toure, Sol Campbell, Ashley Cole – Robert Pires, Gilberto Silva, Cesc Fabregas, Aleksander Hleb – Freddie Ljungberg, Thierry Henry (anf).

På papiret et hold der måske kunne drille Ronaldinho, Etoò og CO, men sådan gik det dog aldrig. Efter blot 18 minutter fik den 37 årige tyske keeper Lehmann rødt kort, og selvom holdet kæmpede det bedste de havde lært i de resterende 72 minutter, var det alligevel Carles Puyol der senere samme aften, kunne løfte det eftertragtede trofæ op mod den franske aftenhimmel. Henry og CO så nedslåede på dette scenarie, og så var det retur til London, hvor håbet var lysegrønt, og ambitionerne store. Sidenhen har man dog ikke set Arsenal blot i nærheden af finalen, og som bekendt bliver det heller i denne sæson at det lykkedes.

TOPKLASSE!
Arteta råder over et klassemandskab med “Hylde 1” folk som William Saliba, Declan Rice, Martin Ødegaard og Bukayo Saka, han har solide folk i Gabriel Magalhaes, Gabriel Martinelli og på det seneste også Kai Havertz, men han mangler i udpræget grad en klasse keeper, top backs samt en topangriber, og med mindre hovedparten af disse mangler kommer på plads i den nærmeste fremtid, har jeg personligt uendeligt svært ved at se Arsenal nå helt til tops i Europa. Med al respekt for den diminutive David Raya på kassen, den stoute Ben White og den ulykkeligt udseende Aleksander Zinchenko, eller den forvoksede asiat i den modsatte side, samt ikke mindst de for ofte målløse angribere Gabriel Jesus eller den åbenlyst ikke gode nok Eddie Nketiah helt i front, så er det ikke spillere der samtidig kan være på et hold, der har ambitioner om de helt store triumfer. Arteta må ud og finde topspillere til disse positioner, og samtidig sørge for en noget mere nuanceret bredde, i det nøglefolk som især Saliba, Rice og Ødegaard, ganske enkelt spiller alt for meget.

ARTETA SLIDER SINE SPILLERE OP!
Trioen har i skrivende stund spillet tilsammen 131 kampe på i alt 11210 minutter i sæsonen 23/24, fordelt på alle turneringer, og når man sammenligner med de aktuelt hårdeste konkurrenter i den hjemlige Premier League, er forskellen tydelig:
Arsenals trio (Saliba, Rice og Ødegaard): 131 kampe og 11210 minutter i benene.
Liverpools trio (VVD, Mac Allister og Szoboszlai): 118 kampe og 8962 minutter i benene.
Manchester City (Dias, Rodri og KDB): 101 kampe og 8241 minutter i benene.

Det var det samme fænomen man førhen så bl.a. Jürgen Klopp foretage sig, men tyskeren ændrede modus, og ja så lykkede det pludselig for Liverpool at vinde ikke bare mesterskabet, men også den pokal, som Arsenal jo allermest ønsker sig.

Nu må Arsenal og Arteta kigge fremad. De er i indeværende sæson stadig med i titelkampen i den hjemlige liga, men skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke de vinder den, for spillerne ser mere slidte ud end hos konkurrenterne, og med al respekt for Artetas evner og ofte positive væsen så virker han lidt for konservativ i sin holdudvælgelse.

Men lad os se, kun tiden kan vise os om Arsenal løber med mesterskabet her 20 efter det seneste, og naturligvis først og fremmest om det i den kommende sæson skal lykkedes for “The Gunners” at hoppe med i Champions League triumfator vognen, der er forundt de få!