PORTUGAL KAN IKKE PRODUCERE KOMMENDE TOPSPILLERE!

U 21 FUTURE VERDENSHOLDET!

Ronaldo, Messi og Neymar er vel de største navne i fodboldverdenen lige nu, i hvert fald rent brandingmæssigt, men ligesom med alt andet, så holder intet evigt, og inden vi får set os om, er trioen blot et kært minde, akkurat som tidligere topnavne som Beckenbauer, Maradona, Platini og den brasilianske Ronaldo m.fl. er det i dag.

Men heldigvis dukker der altid nye stjerner frem, og selvom man i 70èrne aldrig troede der ville komme en mere kynisk målscorer end Gerd Müller, ja så har vi de seneste 10-12 år nydt Cristiano Ronaldos evner foran kassen, og bedst som man tænkte at spillernes tekniske potentiale ikke kunne blive bedre end Maradona eller Ronaldinhos, ja så dukkede Messi op som “trold af en æske”, og sådan kan man blive ved med.

Jeg har netop offentliggjort mit forslag til et verdenshold bestående de bedste 11 for 2019, og her var gennemsnits-alderen 26 år, med Messi som ældste spiller med sine 32 år, og Trent-Alexander Arnold og Frankie de Jong de yngste på henholdsvis 21 og 22 år. Jeg tror ikke at nogen af spillerne ligefrem stopper i 2020, men naturligvis nærmer især Messi sig sidste “holdbarhedsdato”, akkurat som det Cristiano Ronaldo i mine øjne er nået til her i 2019.

Men hvem skal så tage over i det kommende årti, ja det kan indtil videre kun bero på gisninger, i det man selvsagt aldrig 100% ved hvordan yngre spillere udvikler deres potentiale. De kan komme ud for slemme skader, de kan miste motivationen, blive mætte og ja, simpelthen bare ikke udvikle sig som forudset. Det er set før at meget unge spillere var helt fantastiske i deres slut teenage år/starten af 20èrne, hvor man i flæng kan nævne navne som Robinho, Pato, Bojan, Anderson, Denilson og Adu som oplagte i den kategori, mens andre kun i få år, blomstrede på det niveau, som man reelt havde tiltroet dem over meget længere tid. Her er navne som Ronaldinho, Michael Owen, Adriano Kaka åbenlyse, mens andre spillere formår at holde sig på den absolutte verdenstop i absurde 10-15 år, og her kan vi ikke komme udenom Messi, Cristiano Ronaldo, Xavi, Iniesta og Paolo Maldini m.fl.

Med alt dette in mente, vil jeg dog alligevel forsøge mig ved at udtage et U 21 hold, som jeg i skrivende stund tiltror en betragtelig karriere, og jeg vælger at stille op i en 4-4-1-1 formation.

Gianluigi Donnarumma
(Født d. 25.02.99 – 20 år)
Italien og AC Milan
16 A-landskampe/0 mål + 157 kampe/0 mål i Serie A for AC Milan
Nærmeste konkurrenter: Alban Lafont (20 år) fra Frankrig/Fiorentina/Nantes og Alessandro Plizzari (19 år) fra Italien/AC Milan/Livorno

Hvorfor: 197 cm og 95 kg muskelmasse, habil i fødderne, et godt hoved (indvendig), stabilitet, fine reflekser ift. højde/drøjde og en vis arrogance lover godt for fremtidens udvikling af Donnarumma, som allerede er starter for både klub og landshold, og da hverken Milan eller Italien, kan betegnes som B hold, må man sige udviklingen kører på fuld drøn konstant. Det er svært at sige, hvad som skulle gå galt ift. mulighederne at blive verdens bedste keeper om føje år, og han følger således i en fin tradition omkring italienske top keepere, hvoraf den måske største nogensinde fra Italien, som bekendt stadig er aktiv i en alder af 41 år.

Trent-Alexander Arnold
(Født d. 07.10.98 – 21 år)
England og Liverpool
9 A-landskampe/1 mål + 72 kampe/3 mål i Premier League for Liverpool
Nærmeste konkurrenter: Achraf Hakimi (21 år) fra Marroko/Dortmund/Real Madrid, Reece James (20 år) fra Chelsea og Colin Dogba (21 år) fra Frankrig/PSG

Hvorfor: Nok ikke så overraskende en udtagelse, i og med at han allerede er udtaget til mit verdenshold anno 2019, men det er ikke kun i nuet jeg tiltror ham en stor karriere, han kan også snildt få det på sigt, ikke mindst hvis han udvikler sin defensiv betragteligt.

Mathijs de Ligt 
(Født d. 12.08.99 – 20 år)
Holland og Juventus
23 A-landskampe/2 mål + 13 kampe/1 mål i Serie A for Juventus
Nærmeste konkurrenter: Eder Militao (21 år) fra Brasilien/Real Madrid, William Saliba  (18 år) fra Frankrig/Saint-Etienne/Arsenal, Allesandro Bastoni (20 år) fra Italien/Inter Milan/Parma, Orzan Kabak (19 år) fra Tyrkiet/Schalke 04, Boubacar Kamara (20 år) fra Frankrig/OL Marseille, Merih Demiral (21 år) fra Tyrkiet/Juventus, Ibrahima Konate (20 år) fra Frankrig/RB Leipzig og Jules Kounde (21 år) fra Frankrig/Sevilla

Hvorfor: Som teenager var han foråret 19`s måske stærkeste centrale forsvarsspiller i verden, og allerede da var han anfører for Ajax, hvilket, udover at han var deres eget produkt, også illustrerede visse lederegenskaber. Han er robust, fysisk ekstrem stærk, god med hovedet og teknisk habil. Det er dog netop teknikken i pressede situationer, samt hans hurtighed han skal forbedre, såfremt han skal tage det sidste step op i den absolutte verdens elite, og så blive der. Han er i lære i verdens måske bedste forsvars skole i Serie A, og til daglig træner han med kapaciteter som Bonucci og Chiellini (når denne ikke er skadet), så der er rig mulighed for at suge til sig.

Dayot Upamecano 
(Født d. 27.10.98 – 21 år)
Frankrig og RB Leipzig
0 A-landskampe/0 mål + 67 kampe/3 mål i Bundesligaen for RB Leipzig
Nærmeste konkurrenter: samme som under De Ligt

Hvorfor: Mangler måske noget i højden, i hvert fald for at slå igennem i Premier League, men i de øvrige topligaer er det ikke så afgørende, og hvad han ikke har i højden, har han i drøjde og speed, for han kan virkelig flytte fusserne, både med og uden bold. Han virker meget moden af sin alder, og er ikke bange for at gå med frem, hvilket han ofte får rig lejlighed til i Bundesligaen. Er oppe imod et utal af konkurrenter i det centrale forsvar fra især egne landsmænd, men såfremt han holder niveauet, bør debuten for Deschamps tropper snart komme, også selvom Varane, Lenglet og Umtiti sidder relativt sikkert på 3 pladser i truppen.

Renan Lodi
(Født d. 08.04.98 – 21 år)
Brasilien og Atletico Madrid
4 A-landskampe/0 mål + 11 kampe/1 mål i La Liga for Atletico Madrid
Nærmeste konkurrenter: Lorenzo Pellegrini (20 år) fra Italien/Cagliari/Juventus og Marcelo Saracchi (21 år) fra Uruguay/RB Leipzig

Hvorfor: Lodi er en lynhurtig og offensiv indstillet back, der teknisk er på højt niveau, men åbenlyst mangler overblik og fysisk styrke. Det er parametre som kan arbejdes ind i potentialet, men allerede nu sammenlignes han med Marcelo i hjemlandet, selvom de ikke helt er samme type. Lodi vil dog sikkert gerne kopiere landsmandens imponerende karriere, hvis han fik tilbudet.

Sandro Tonali
(Født d. 08.05.00 – 19 år)
Italien og Brescia
3 A-landskampe/0 mål + 64 kampe/6 mål i Serie A/B for Brescia
Nærmeste konkurrenter: Sander Berge (21 år) Norge/Genk, Matteo Guendouzi (20 år) fra Frankrig/Arsenal, Declan Rice (20 år) fra England/West Ham, Arne Maier (20 år) fra Tyskland/Hertha Berlin, Federico Valverde (21 år) fra Uruguay/Real Madrid, Florentino Luis (20 år) fra Portugal/Benfica og Eduardo Camavinga (17 år) fra Frankrig/Rennes

Hvorfor: Tonali er en kombination af Gattusos unikke fighter evner, og Pirlos overblik og dennes afleveringer, og selvom han endnu er ung, er det åbenlyst hvilket stort talent han besidder. Kan han udvikle de to specielle sider, og herudover få en anelse mere speed i fødderne, har Italien med sikkerhed en kommende midtbane general de næste 10-15 år, og trods sin unge alder er han allerede inde omkring Gli Azzurri, så talentet er velkendt i Italien. Næste sæson bør han tage næste skridt, og skifte til en større klub, måske på niveau med Fiorentina eller Milan, for derved at fortsætte den positive udvikling.

Phil Foden
(Født d. 28.05.00 – 19 år)
England og Manchester City
0 A-landskampe/0 mål + 25 kampe/1 mål i Premier League for Manchester City
Nærmeste konkurrenter: Kai Havertz (20 år) fra Tyskland/Leverkusen, Mason Mount (20 år) fra England/Chelsea, Martin Ødegaard (21 år) fra Norge/Real Sociedad/Real Madrid, Nicolo Zaniolo (20 år) fra Italien/AS Roma, Yari Verschaeren (18 år) fra Belgien og Anderlecht, Exequiel Palacios (21 år) fra Argentina/Leverkusen og Reinier (17 år) fra Brasilien/Flamengo

Hvorfor: Guardiola fabler om at Foden er det største talent han har set, hvilket man næppe kan tro, idet Pep som bekendt arbejdede sammen med en ung Messi i Barca tiden, men selvom hukommelsen åbenbart spiller spanieren et puds, er der ingen tvivl om Fodens potentielle evner, som desværre alt for sjældent får lov til at vise sig i kampe på top niveau. Præcis dette problem kan blive en hæmsko for den videre udvikling, for med konkurrenter som Kevin De Bruyne og Bernardo Silva samt i indeværende sæson tillige David Silva, er der pænt langt til regelmæssig Premier League bold, og City ønsker åbenbart ikke at udlåne deres “guldfugl”. Fodens forcer er teknikken, overblikket og hans visioner for kampens forløb. Han skyder og afleverer fremragende, og kun fysikken kan måske tåle en over-haling indenfor nær fremtid.

Jadon Sancho
(Født d. 25.03.00 – 19 år)
England og Dortmund
11 A-landskampe/2 mål + 60 kampe/22 mål i Bundesligaen for Dortmund
Nærmeste konkurrenter: Rodrygo (18 år) fra Brasilien/Real Madrid, Ferran Torres (19 år) fra Spanien/Valencia, Christian Pulisic (21 år) fra USA/Chelsea og Gedson Fernandes (20 år) fra Portugal/Benfica

Hvorfor: Slap væk fra Manchester City på det helt rigtige tidspunkt, og har fået al den tillid han behøvede i Dortmund, hvor han hurtigt blev en dominerende figur, og udover fart, teknik og målfarlighed, er stabiliteten faktisk hans største aktiv, hvilket bestemt ikke er et minus for en ung spiller. Man aner måske noget umodenhed og lidt gadedrengs attitude i ham, hvilket der f.eks. også var i Raheem Sterling da han var yngre, men kan han tøjle det, og bruge det konstruktivt som f.eks. Sterling, så bliver han verdensklasse.

Vinicius Junior
(Født d. 12.07.00 – 19 år)
Brasilien og Real Madrid
1 A-landskamp/0 mål + 28 kampe/3 mål i La Liga for Real Madrid
Nærmeste konkurrenter: Callum Hudson-Odoi (19 år) fra England/Chelsea, Ansu Fati (17 år) fra Spanien/FC Barcelona og Justin Kluivert (20 år) fra Holland/AS Roma

Hvorfor: Sindsyg hurtig og driblestærk, helt som vi forventer det af en wing fra Brasilien, og som i masser af fortilfælde, bliver det uhyre interessant at se om han kan udvikle sig videre fra talent til superstjerne. Han har alle forudsætninger, og er i en tidlig alder kommet i ekstrem hård lære, i en af verdens mest ambitiøse klubber, hvor han tilmed får acceptabelt med spilletid.

Joao Felix
(Født d. 10.11.99 – 20 år)
Portugal og Atletico Madrid
4 A-landskampe/0 mål + 12 kampe/2 mål i La Liga for Atletico Madrid
Nærmeste konkurrenter: Joao Pedro (18 år) fra Brasilien/Watford, Mason Greenwood (18 år) fra England/Manchester United, Sebastiano Esposito (17 år) fra Italien/Inter Milan, Patrick Cutrone (21 år) fra Italien/Wolverhampton, Erling Haaland (19 år) fra Norge/RB Salzburg, Rafael Leao (20 år) fra Portugal/AC Milan, Myron Boado (18 år) fra Holland/AZ Alkmaar og Pietro Pellegri (18 år) Italien/AS Monaco

Hvorfor: Jeg var ved at falde ned af stolen af forbavselse, da DBU`s såkaldte “talentudviklingschef”, Flemming Berg, der har boet mange år i Portugal, hvor han tillige har scoutet, for 4 år siden udtalte, at der hverken på daværende tidspunkt, eller i den nærmeste fremtid, var talenter der overhovedet var værd at holde øje med i Portugal!

Den lader vi lige stå et ganske kort øjeblik, og så kan vi konstatere at Portugal siden 2015, har produceret 2 spillere, der har modtaget den fineste talentpris i verden, “Golden Boy”. Først Renato Sanches i 2016, og senest Joao Felix her i 2019, hvilket selvsagt gør ham selvskreven til nomineringen til dette hold. Herudover har Portugal vundet U 17 EM og U 19 EM + udviklet navne som Bernardo Silva, Florentino Luiz, Rafael Leao, Bruno Fernandes, Joao Cancelo, Ruben Neves, Nelson Semedo, Ruben Dias og ja man kan nærmest blive ved med at remse yngre portugisiske topspillere ud.

Det har jeg skrevet en anden artikel om, for naturligvis kan Flemming Berg ikke udtale sådan noget vås, uden at skulle stå til “regnskab” herfor. Men vi andre kan glæde os over seneste skud på stammen, Joao Felix, som vel er bedst på en hængende angriber position, bag en decideret angriber.

Kylian Mbappe
(Født d. 20.12.98 – 21 år)
Frankrig og PSG
34 A landskampe/13 mål + 68 kampe/57 mål i Lique One for PSG
Nærmeste konkurrenter: samme som under Felix

Hvorfor: Der er vel ikke det som ikke er blevet skrevet om dette fænomen, som, hvis alt går i den retning potentialet peger på, kan blive arvtageren efter Ronaldo/Messi hvad angår indsamlingen af Ballon dÒr trofæer. Spørgsmålet er så om han får en blot nogenlunde ligeværdig konkurrent, som igennem hele hans karriere kan presse ham i tilstrækkelig grad.

Det næste store spørgsmål er så hvornår han skifter klub, for selvom det i og for sig var et fint skifte fra Monaco til PSG, så er der ingen tvivl om at nu er han yderligere udviklet, og trænger åbenlyst til at komme til en af de stærkeste ligaer, dvs. Premier League eller La Liga. Mindre kan og må simpelthen ikke gøre det, og der er da heller ikke andre der har råd til ham, end de absolutte topklubber i disse ligaer.

Med disse ord, kan holdet stilles op i formationen som herunder:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var ordene for denne gang, men som vi ved, især når det drejer sig om helt unge spillere, kan tingenes tilstand ændres meget hurtigt, men i skrivende stund er det altså mine udvalgte 😉
Torben Aakjær, 25.12.19

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

PORTUGAL KAN IKKE PRODUCERE KOMMENDE TOPSPILLERE!