SPORTSWASHING PÅ FØRSTE KLASSE!

Noget af det man bl.a. kan bruge penge på, vel og mærke hvis man har tilstrækkeligt mange af dem, er at investere i en fodboldklub, f.eks. som en vis Roman Abramovich gjorde tilbage i 2003, hvor den russiske milliardær smed 140 millioner Pund på bordet, og købte Chelsea fri fra den tidligere ejer Ken Bates, der fluks smed en stor del af disse ned i Leeds Uniteds slunkne kasse, hvorefter han nu var ejer af dem.

Dengang kendte man – eller rettere brugte man ikke begrebet “Sportswashing”.

Da Abramovich købte Chelsea, var den bestemt ikke en af de førende i engelsk fodbold. Den gamle London klub var f.eks. i denne forfatters barn- og ungdom, hvilket vil sige fra midt 70èrne og op til slut start 90èrne, en klub der var kendt som lidt af en “elevator klub”, illustreret ved at de var nede i den næstbedste række over 3 omgange, først fra 75/76 og et par sæsoner frem, dernæst hele 5 sæsoner fra start 80èrne, og endelig en enkelt sæson i 88/89. Bevares en vis Jimmy Greaves var et produkt af klubbens ungdomsarbejde, ligesom Ron Harris, John Hollins, Ray Wilkins og senere hen John Terry var det – men med al respekt så var Chelsea altså ikke en af de førende klubber – overhovedet ikke!

I Premier League regi, hvor de var med fra start sæsonen 92/93, havde deres bedste placering været 3`de pladsen i 98/99, og den gennemsnitlige placering inden russerens ankomst, var som nr. 7. Det eneste trofæ de hidtil havde vundet i min levetid (jeg blev født i 67), var noget så beskedent som “Full Members Cup” i 86 og igen i 90. Det uglesete trofæ, som undervejs i dets korte levetid også har været kaldt “Simod Cup” og “Zenith Data System Cup”, var en Cup turnering der blev iværksat i England, efter at Heysel tragedien i 85, midlertidigt havde sat en stopper for engelske klubbers europæiske deltagelse. I parantes bemærket er netop “Zenith Data Systems Cup” det eneste reelle trofæ “min” hjerteklub Crystal Palace nogensinde har vundet, ligesom for at illustrere hvor lidt prestige denne Cup reelt havde, også for en klub som Chelsea. Skrevet med al tænkelig kærlighed til “The Eagles” 😉

Hvis Abramovich er blevet vist rundt på Stamford Bridge dengang i 03, må det have været relativt hurtigt overstået hvad angår afdelingen hvor klubbens trofæer stod opstillet. Et enkelt mesterskab tilbage i 54/55 var alt hvad der var at prale af, ja og for god ordens skyld også 3 FA Cup trofæer + en pokal der beviste klubbens hjemtagelse af Europa Cup for pokalvindere i 70/71. Udover at den turnering 4 år forinden var lukket ned, så tænker jeg ikke at russeren nogensinde havde hørt om det, og ja det er ikke engang sikkert at han havde hørt om klubben Chelsea, førend han den dag i 2003, investerede i klubben. For ham, ganske som det helt sikkert er for hovedparten af nyere tids klubejere, er det en benhård og kynisk investering i noget, man selvsagt forventer giver et betragteligt overskud. Følelser for klubben, dens historie og fans, er næppe noget der bruges meget tid på hos disse mennesker, hvilket for så vidt er helt ok, for i dag er en fodboldklub jo mere et firma, end det er en decideret fodboldklub. Vi har set det i Danmark med bl.a. FC København, da denne konstruktion blev åbenbaret for år tilbage, og vi ser det efterhånden overalt i europæisk fodbold.

Alene i engelsk fodbold, hvis man kigger udover de 4 højst rangerede ligaer, kan man nøgternt konstatere at 40 ud af 92 klubber er på udenlandske (firmaer uden for Storbritannien) firmaer/enkeltpersoners hænder, heraf alene de 14 ud af 20 i Premier League, hvor kun sekstetten Norwich, Brentford, Crystal Palace, Tottenham, West Ham og Brighton (endnu) holder stand. De 14 klubber ejes af firmaer/personer fra 9 forskellige lande, hvoraf USA med 5 (Liverpool, Arsenal, Manchester United, Burnley og Aston Villa) er mest fremtrædende. Omkring Aston Villa skal det dog nævnes at den amerikanske ejer Wesley Edens kontrollerer 50% af klubben, hvilket er det samme som egyptiske Nassef Sawiris. I Leeds United kæmpes der med “næb og kløer”, for fortsat at kunne titulere sig engelsk ejet, men den nuværende hovedaktionær, italienske Andrea Radrizzani som sidder på 63% af beholdningen, er seriøst presset af et det amerikanske firma 49ers Enterprises, som i skrivende stund har opkøbt 37%, og åbenlyst har udtrykt interesse i at få mere magt, i den førhen så succesrige klub, der i disse år har gjort et velkomment comeback i den primære række.

Hvis vi vender tilbage til Chelsea, så må man i den grad konstatere at tilgangen af Abramovich, eller rettere mandens penge, gjorde underværker. Allerede i første sæson sluttede man under Claudio Ranieri som nr. 2, og da dette ikke var nok snuppede man FC Portos portugisiske mirakelmager Jose Mourinho, og så kom mesterskabet i hus i sæsonen 04/05. I de 2 sæsoner der var gået, havde klubben, udover at skifte manager, hentet hele 27 nye spillere + man trods alt havde 4 i forvejen (Gallas, Babayaro, Lampard og Gudjonson), der også var brugt penge på, samt de “home made” Terry og Huth. I alt 31 indkøb for lige under 300 millioner Pund, hvoraf den dyreste var Drogba der koste 39 millioner Pund op mod sæsonen 04/05.

Siden da er det blevet til yderligere 3 mesterskaber i sæsonerne 09/10, 14/15 og 16/17, man har vundet en håndfuld FA Cups, et par Europa League trofæer + nok vigtigst af alt for klubben, og dens nye selvforståelse, man har været fremme i 3 finaler i Champions League, hvoraf de 2 er vundet. Dermed distancerede man for alvor andre store London klubber, ikke mindst Arsenal og Tottenham. Disse succes historier er sikret under 12 forskellige trænere, med Mourinho og Hiddink over et par gange. I dag fremstår Chelsea som en af de virkelig store klubber i verdens hierakiet, de er verdens syvende rigeste fodboldklub, vurderes af FIFA som klodens fjerde bedste, og har stået for 4 af de 50 dyreste spillerindkøb nogensinde, hvoraf Romelu Lukaku er placeret som nr. 7, hvilket han blev da Chelsea i sommers smed 115 millioner Pund på bordet for ham, hvilket Inter FC ikke kunne sige nej til. Og nå ja forresten, se er de forsvarende Champions League mestre!

Man kan således ikke komme udenom at Chelsea har været en gennemgående succeshistorie, og klubben er således det første, eller i hvert fald det ældste bevis på, at penge kan købe en klub til succes. Det samme kan man jo roligt sige om klubberne Manchester United og Liverpool, der dog i modsætning til Chelsea, var konsoliderede storklubber med masser af sølvtøj i pokalskabet, længe før deres respektive nuværende amerikanske ejere smed Dollars ind i biksen. Der er dog ingen tvivl om at de mange penge har været med til at føre Liverpool tilbage i rampelyset, efter årtier lidt i skyggen, og også i Manchester Uniteds tilfælde, har de mange Dollars, bestemt været rare at have imellem hænderne. Indtil 13 var man en klub der vandt store ting nærmest hver sæson, men siden da har de taget det som uhyggelig grad minder om Liverpools tidligere deroute, men omkring pengene er der bestemt ikke noget at klage over, illustreret ved at klubben er den på verdensplan, der har brugt flest penge af alle de seneste 3 år, dog endnu uden afkast for så vidt angår sølvtøj, men det er jo en helt anden historie.

En anden klub, der faktisk minder ikke så lidt om Chelsea, er Manchester City. Præcis som tilfældet Chelsea, var der virkelig ikke meget at være stolt over, hvis man forvildede sig ind i klubbens trofæafdeling. Første gang klubben smagte sejrens sødme for alvor, var tilbage i 36/37, hvor mesterskabet kom i hus. Næste gang det skete var så i 67/68, og herudover havde man 4 triumfer i FA Cup turneringen, senest i 68/69. Alt det var før en flok stenrige gutter, anført af Mansour bin Zayed Al Nahyan, der stod i spidsen for “firmaet” med det ordrette navn Abu Dhabi United Group for Development and Investment, kom marcherende ud af flyet i Manchester lufthavn. Mansour og vennerne betalte beskedne 210 millioner Pund for klubben, og siden da har de mildt sagt smidt tonsvis af penge ind i investeringen. Akkurat som Chelsea, kunne man i 80èrne og 90èrne betegne Manchester City som lidt af et “elevatorhold”. Hele 3 ophold i næstbedste række, det sidste faktisk så sent som i 98/99, betød at det trods alt var et noget større og mere bekosteligt projekt, end hvad Abramovich havde foretaget i Chelsea.

Det tog da også dobbelt så lang tid, eller helt præcis 4 sæsoner, før City kunne krones som engelske mestre i sæsonen 11/12. Forinden havde skiftende managere formøblet over 600 millioner Pund på 42 forskellige spillere, men så kunne man også grine over hele fjæset, for igen havde cool cash købt et mesterskab, og der var ikke noget at sige til at nervøse klubejere fra både Liverpool og Manchester United skævede nervøst til deres investeringer. De kommende sæsoner frem til og med den seneste af slagsen, er det blevet til yderligere 4 mesterskaber + et par FA Cup trofæer samlet, men endnu ikke nogen kroning i det som alle stræber allermest efter, Champions League. Klubben nåede for første gang nogensinde frem til finalen sidste sæson, men her blev det ironisk nok Chelsea der blev Citys banemænd.

Sejr i netop klubturneringen over dem alle, Champions League, betyder noget nær alt, selv for fodbold ignoranter som ejerne fra Dubai. Vinder man Champions League, kan man tegne de største sponsoraftaler, man sælger langt mere merchandise, man kan købe de bedste spillere, og man får flere tilskuere på stadion…. håber man i hvert fald. Champions League er i allerhøjeste grad “guldkalven” alle vil sikre sig, og for klubbens fans og overordnede selvbevidsthed, betyder det jo også at man pludselig er med i det “gode selskab”, hvor i forvejen Liverpool, Manchester United og Chelsea m.fl. befinder sig. Måske sker det allerede i indeværende sæson, for man må i hvert fald ikke afskrive en så rig klub som Manchester City, selvom en anden hovedrig aktør fra Frankrig givetvis også vil med i den “fine klub”.

Og apropos den “fine klub”, så kan det være at vi om få år, omtaler Newcastle United som en del af denne. Den normalt ikke specielt glamourøse klub, der historisk ikke har meget at prale af, er købt af noget så eksotisk som Public Investment Fund, i daglig tale blot omtalt som PIF. Det er en investerings fond der er beliggende i Saudi Arabien, og selvom ejerkredsen synes noget “tåget”, hersker der ingen tvivl om at den nok så berømte, eller rettere berygtede saudiarabiske prins Mohammed bin Salman bin Abdulaziz bin Abdul Rahman (ja 43 bogstaver sat sammen i en nærmest uforståelig strøm af ord), af venner (og fjender) kaldt MBS, styrer biksen med benhård hånd. Prinsen som mange betragter som hovedansvarlig for drabet på journalisten Jamal Khasgoggi for nogle år siden, og manden som også kaldes “Slagteren fra Yemen”, svømmer bogstavelig talt i penge – oliepenge forstås. Ovenstående fond er efter sigende god for ikke mindre end en formue på absurde 500 milliarder Dollars, og prisen for Newcastle som var 300 millioner Pund, fjerner ikke engang et tal i formuekæden.

Handlen er kommet i stand efter møjsommeligt arbejde, af den tidligere engelske topmodel, og forhenværende Miss UK, Amanda Stavelly, som er chef for en investeringsfond ved navn PCP Capital Partners. Den 48 årige Amanda, som til daglig er bosat i Dubai, men dog har en lejlighed i Park Lane i London, har sammen med sin iransk fødte mand, Mehrdad Hodoussi, igennem nogle år forsøgt at komme ind i en engelsk klub. De mislykkedes for nogle år tilbage med at foden indenfor i Liverpool, og hun havde efter sigende en ikke så ubetydelig andel i Sheik Mansours overtagelse af Manchester City. Hun er en såkaldt “Fixer”, dvs. en person store firmaer eller i dette tilfælde fonde, kan bruge til de ofte langstrakte forhandlinger, hvor man ønsker at købe sig ind et sted. Amanda har ved samme lejlighed “fået lov” til egenhændigt at købe 10% af Newcastle, ligesom de indisk fødte brødre, David og Simon Reuben, i daglig tale blot omtalt som “The Reuben brothers” også har købt 10%. MBS ejer de resterende 80%, men sidder dog ikke placeret sig selv i Newcastles bestyrelse. I stedet har en af hans underordnede taget plads der, ligesom både Amanda og “The Reuben brothers” har fået en plads. Onde tunger vil sige at det hele udelukkende er “for syns skyld”, dvs. for at tækkes både det engelske fodboldforbund FA og den engelske regering, som næppe vil så se venligt på hvis “Slagteren fra Yemen” er med ved bordet. At han så helt sikkert hvisker løbende i forskellige bestyrelsesmedlemmers, herunder formanden, øresnegl, er åbenbart umuligt at gøre noget ved må man tro.

Amanda Stavelly, der for år tilbage udmærkede sig ved at date en vis prins Andrew (Jep – det grissebassen fra Epstein skandalen), er aktuelt MBS`talerør ud til offentligheden. Selvom MBS bestemt ikke plejer at holde sig tilbage, så har han denne gang nok set i øjnene at alt for meget tumult omkring hans navn og penge, givetvis vil forplumre forholdet mellem Newcastle og dens håbefulde fans + ikke mindst andre klubber og disses fans.

Så er det selvsagt mere spiseligt at smide Stavelly ud foran pøbelen, og skulle hun mod forventning sige noget der ikke behager MBS, ved man hun alligevel ender som kamelføde, eller hvis hun er heldig, som haremspige i en eller anden ørken.

Det hele er endnu så nyt, at ingen selvsagt ved hvad der kommer til at ske i tiden fremover, men man må regne med at Steve Bruce skydes af h…… til indenfor kort tid. Den trinde waliser er ganske enkelt ikke profileret nok, og de fleste tænker at det som minimum vil være navne som Zidane eller Conte der vil blive kontaktet mhp. en lukrativ aftale hos “The Magpies”. Kigger man spillertruppen igennem hos den nedrykningstruede klub, forestiller jeg mig heller ikke at der vil være ret mange “overlevende” når sæsonen 22/23 går i gang, og allerede i de kommende januar vindue, kan det tænkes at “oligepengene” smides i grams over det ganske Europa. Navne som Mbappe, Haaland, Kimmich og Oblak omtales allerede nu som realistiske køb, og vittigheder om kapringen af Messi eller Ronaldo er allerede i omløb. I hvert fald førstnævnte har jo for nylig demonstreret at han gerne sælger ud af moralen, så hvorfor ikke også forsøge sig i Newcastle?

Husker man tilbage på da Chelsea og Manchester City blev købt, var der masser af historier i omløb. Primært de negative af slagsen. Misundelse og jantelov blev luftet i mange forummer, og selv klubbernes egne fans var for store deles vedkommende, tilbageholdende med at juble.

Mistroen gik dog hurtigt over, da de første trofæer blev købt.. sorry vundet, og allerede nu er den foretagsomme Amanda i fuld gang med at skaffe sympati omkring klubben. Udover hendes utallige bortforklaringer for så vidt angår “The dessert butcher”, så har hun også fået overtalt legenden Alan Shearer til at være med i kredsen af rygklappere.

Man tænker manden måske har fået suppleret pensionen en anelse, men alt tæller for Amanda i denne tid, og hvis man er fan af Newcastle er man det 100% også af Shearer!

Vi andre kan kun vente i spænding – bliver det et luftkastel – skal kamelerne fedes op med en engelsk (forhenværende) model eller vinder Newcastle United Champions League allerede i næste sæson?

Fortsættelse følger – og bare rolig, det bliver ikke kedelig!