THOMAS FRANKS SVENDESTYKKE!

Danske trænere og succes i en større udenlandsk klub eller liga, ja eller blot danske trænere i udenlandske klubber af en vis størrelse, er bestemt ikke hverdagskost. Flere af vores helt store fodboldnavne har forsøgt sig i branchen, og med uhyre få undtagelser, har de opnået blot tilnærmelsesvis den succes, som de havde som aktive spillere. De fleste af os husker nok 80èr helten Søren Lerbys 17 kampe i spidsen for mægtige Bayern München i efteråret 1991, og nogle få måneder frem, og den mangeårige Brøndby træner Ebbe Skovdahls tid i Benfica, var heller ikke just en succes, og efter mindre 1/2 år blev han afskediget i den portugisiske storklub. Heller ikke Skovdahls nevø, en vis Michael Laudrup, kan påstås at have strålet i trænerrollen. Han var ansat i middelmådige klubber, og ja bevares, han var med til at vinde den lille pokalturnering i England med Swansea, men afslutningen et sted ude i ørkenen, var desværre ganske symptomatisk for manden vi elskede og forgudede som spiller, men som aldrig rigtig fik gang i trænergerningen, som nu formentlig er et afsluttet kapitel for ham.

Størst succes af alle danske trænere, er ganske givet tilfaldet Morten Olsen, som med Ajax vandt “The Double”, men som også oplevede at blive fyret både i FC Köln og Ajax, og herefter var det landsholdet han kastede sig over. Et nyere eksempel er Kasper Hjulmand i Mainz 05, men trods forholdsvis stor succes på den hjemlige scene, og valget af en umiddelbart ikke så forfærdelig stor klub, blev også han sparket ud af biksen efter ca. 9 måneder, og akkurat som Morten Olsen, har han nu valgt at kaste sig over landstræner jobbet, for hvis der er noget man er sikker på som dansk landstræner, så er det ikke at blive fyret 😉

PRISKE OG SVENSSON
Kigger vi mere nutidigt, så kan vi konstatere at Danmark aktuelt har Brian Priske ansat i Royal Antwerpen, Bo Svensson i Mainz 05, og Thomas Frank i Brentford. Antwerpen er aktuelt nr. 3 i en liga, der jfr. UEFA`s ranking, er nr. 13 i Europa, så det er måske at stramme den en anelse, at betegne jobbet som et større et af slagsen, men da den danske Superliga blot er placeret som nr. 19, må man dog trods alt konstatere at jobbet er betydeligt større, end hvad han kunne opnå i dansk, endsige skandinavisk klubfodbold, selvom nok især FCK fans vil råbe op om europæisk fodbold m.v. Men summa summarum, så er FCK, FCM og Brøndby, ja uanset hvilken klub vi taler om i Danmark, altså til daglig indplaceret i en liga der rangeres som nr. 19, hvilket trods alt berettiger Priskes omtale.

Udover Priske, har Danmark som nævnt Bo Svensson i Mainz, klubben hvor han som aktiv tilbragte de sidste 7 sæsoner af sin aktive karriere. Det var en overraskelse at han blev ansat i første omgang, men overraskende hurtigt fik han styr på tropperne, og i indeværende sæson er klubben placeret nogenlunde lige langt fra bund og top, og det virker som om ledelsen er tilfreds med danskeren, der også indimellem roses i medierne, selv i Kicker, som ikke altid er lige flinke ved udenlandske trænere i “deres egen” liga.

DE SVENSKE GIGANTER
Uanset hvilken dansk træner vi hiver frem, historisk eller nutidig, må vi dog med misundelse, eller måske nærmere ærefrygt, skæve til et par svenskere, som i den grad har formået at sætte i hvert fald Skandinavien på landkortet qua deres trænergerning. Den ene er Sveriges måske største spillernavn nogensinde, og nej det er ikke Zlatan, det er nemlig Nils Liedholm, der i 50èrne var blandt verdens bedste spillere, og en spiller som i Serie A tørnede ud for AC Milan i 12 sæsoner. Manden der ligeledes har optrådt i en VM finale som aktiv, var som træner ansat i utallige store klubber i Italien, herunder ad flere omgange i AC Milan og AS Roma, og den dag i dag er han en legende på både spiller- og træner fronten, hvilket ikke er mange forundt. Den anden svensker er naturligvis Sven-Göran Eriksson, der var med til at føre Lazio, Sampdoria, Roma og Benfica frem til titler, ligesom han var manden bag UEFA Cup trofæet med IFK Göteborg tilbage i 81/82. Han har endvidere trænet Manchester City, Leicester City, Fiorentina, det engelske landshold og et utal af andre klubber rundt omkring på kloden. Han er uden sammenligning det største trænernavn der nogensinde er udsprunget fra Skandinavien, og enhver der skal blot nærme sig hans karriere, skal nok “stå meget tidligt op.”

FRANK OG RIEMER
Men nu handler denne artikel som sådan ikke om forhenværende danske eller svenske trænere, og heller ikke om hverken Brian Priske eller Bo Svensson, med al respekt for dem. Den handler som sådan om personen der aktuelt er ansat i en klub i verdens stærkeste, rigeste og uden sammenligning mest profilerede fodboldliga – Premier League, og manden er naturligvis 48 årige Thomas Frank. Den i Frederiksværk fødte træner, havde som aktiv reelt ingen karriere, og er således, i lighed med bl.a. Kasper Hjulmand, Glen Riddersholm, Carit Falch, Flemming Pedersen, Niels Frederiksen og Lars Friis m.fl. det som nogle vil betegne som “tavle-teoretikere”, noget man også til en vis grad har set omkring selv større udenlandske trænere, hvor man umiddelbart kan nævne Tuchel, Nagelsman, Mourinho, Rodgers eller Rangnick m.fl. Hovedreglen er dog at de største klubber har tidligere topspillere ansat i trænerrollen, hvilket de senere år illustreres ved navne som Ancelotti, Pep, Zidane, Conte, Arteta, Pochettino, Inzaghi og Xavi m.f.l.

Thomas Frank startede som træner i barndomsklubben Frederiksværk, hvorefter han har været forbi Hvidovre, B 93 og Lyngby, primært på ungdoms niveau. Han blev i 2009 ansat i DBU, hvor han frem til 2013 stod i spidsen for U 16 – U 19 landsholdene, og bl.a. her lærte Christian Nørgaard, nuværende nøglefigur på Brentford mandskabet, at kende. Fra 2013 til 2016 var han i Brøndby IF, og muligvis havde ansættelsen varet længere, om ikke klubbens ejer Jan Bech Andersen på tåbelig vis, kujonagtigt under et pseudonym, havde svinet ham til på de sociale medier. Frank viste sig som en mand af ære, og forlod øjeblikkelig klubben, en disposition som hos mange, herunder undertegnede, indgød enorm respekt. Kort tid efter blev han så tilbudt assistenttræner jobbet i Brentford på lige fod med Richard O`Kelly. På daværende tidspunkt hed klubbens formand Rasmus Ankersen, og jeg tror ikke der kan herske tvivl om at den fælles nationalitet for Ankersen og Frank, var en i første omgang markant årsag til jobbet. Sidenhen er Frank dog markant “vokset” ud af Ankersens “skygge”, og som bekendt er sidstnævnte ikke engang ansat i klubben den dag i dag.

Thomas Frank overtog cheftrænerrollen i 2018, da Dean Smith smuttede til Aston Villa, og efter en kort periode at have arbejdet med Lars Friis som assistenttræner, overtog Brian Riemer den rolle. Riemer havde en trænerfortid i Hvidovre på ungdomsniveau, og fra 2009 frem til ansættelsen i Brentford, var han ansat i flere forskellige funktioner hos FCK, hvorunder han bl.a. trænede og kendte hele 4 af de nuværende danskere i klubben (Luka Racic, Mads Roerslev, Mads Bidstrup og Mathias “Zanka” Jørgensen). Riemer blev ansat primært for at arbejde med holdets dødbolde, samt den defensive struktur, og det danske makkerpar har i allerhøjeste grad ønske at tilføre holdet en dansk vinkel, hvilket bevidnes af at der pt. er hele 9 spillere med dansk pas i klubben, hvoraf Gustav Mogensen dog er på B holdet. Udover de førnævnte 4 tidligere FCK spillere, er der tale om Mads Bech Sørensen, Mathias Jensen, Christian Nørgaard og sidst ankomne Jonas Lössl. Det er helt usædvanligt og umiddelbart rekord nogensinde i en udenlandsk klub, i hvert fald hvad angår danskere, hvor det tætteste jeg umiddelbart kan komme i tanke er tidligere tiders Anderlecht og Ajax dansker kolonier, men trods alt ikke i samme målestok. Noget tilsvarende ser man dog aktuelt i f.eks. Wolverhampton, hvor hovedparten af trænerstaben er portugisere, herunder cheftræner Bruno Lage og assistenttrænerne Jhony Conceicao og Alexandre Silva. I Wolverhamptons Premier League trup finder man således hele 11 spillere med portugisisk pas, så Brentford er ikke alene om “landsmandsprojektet” i verdens stærkeste fodboldliga.

Hvis vi tager et kig på Franks foreløbige meritter på godt og ondt, så vil jeg starte med de negative ting, som dog markant overskygges af de positive, og i og med at både Frank og Riemer så sent som i går forlængede deres respektive kontrakter, så de nu løber til sommeren 2025, tyder alt dog også på at ledelsen er mere end tilfreds med deres danske duo. Kigger man på de negative aspekter, så bør Frank holde inde med “tuderiet” omkring ændringen af fodboldprogrammet mellem jul- og nytår. Der er ingen tvivl om at man her ser et nærmest umenneskeligt hårdt program, ikke mindst for de mindre klubber som Brentford, men blot at tænke på udsættelse af disse kampe, svarer i det traditionsbundne fodbold England, til en uskøn blanding af majestætsfornærmelse, blasfemi og utidig eksperimenteren med folks mentale helbred. Der hersker ingen tvivl om at en klub som Brentford, i lighed med hovedparten af de øvrige engelske klubber, med stor fordel kunne have gavn af ændringer i programmet, men man må samtidig tro at enhver med blot minimal indsigt i den engelske fodbold kultur, ved at det er et tema man bare skal holde sig fra. Vi har også set den ellers umiddelbart velabalancerede træner, på det sidste rode sig ud i temperaments udladninger, som bestemt ikke tjener ham til ære. Hans besynderlige kommentarer på TV ovenpå nederlaget til Manchester United var i bedste fald pinlige, og hans aggression og stærke verbale udfald mod trænere, ledere og værst af alt spillere fra Wolverhampton, ovenpå endnu et nederlag, betød at han modtog et rødt kort. Det er et skidt signal at sende til sine omgivelser, og uanset hvor meget man muligvis kan forstå en resultatmæssig presset træners frustrationer,  så er det selvsagt et handicap at skulle undvære sin træner i de kommende kampe. Der har også været andre lignende episoder tidligere, og man sidder som beskuer tilbage med en fornemmelse af en mand i ubalance, hvilket man dog bestemt ikke tænker, når man ellers ser og snakker med Thomas Frank.

Vi gemmer dog nok alle sammen på en “lille djævel” inde i os, men for hans jobs skyld, bør han nok overveje at gå i en form for behandling for disse ekstreme udladninger, da det ellers vil kunne komme ham til skade sidenhen, og det vil ærlig talt være “synd” for ham, hans åbenlyse træner talent taget i betragtning.

Men som nævnt er der betydeligt mere positivitet over Franks meritter, end der er negative, og blot det at han har formået at først føre en så lille klub som Brentford op i verdens stærkeste liga, og dernæst indtil videre ikke at være faldet totalt igennem, er i den grad en kæmpe præstation i sig selv. Det er kun anden gang at Brentford er oppe i den bedste liga, og vi skal helt tilbage til 1935/36 for at finde sidste gang. Her hed træneren Harry Curtis, og han formåede at holde “The Bees” som klubbens kælenavn er, oppe i det sjove selskab i samlet 5 sæsoner, og sidenhen har den stået på sekundære rækker. Lidt pudsigt startede man også tilbage i midt 30èrne med at vinde sin åbningskamp i den bedste række med 2-0. Dengang var det over Bolton, mens det i denne omgang var over Arsenal, i øvrigt en bedrift der gav genlyd i England. I skrivende stund har Brentford spillet 23 kampe, og her er de 6 kampe vundet, 5 er endt remis, mens 12 er tabt. Under Curtis havde klubben efter 23 kampe vundet 7, spillet 4 remis og tabt 12. Således resultatmæssigt meget tæt på hinanden. Dengang i 30èrne lå Brentford dog under nedrykningsstregen efter 23 runder, mens nutidens Brentford aktuelt er placeret som nr. 14. En stor forskel er naturligvis at man i dag får 3 point fremfor 2 point for en sejr + at coronakaosset i den grad har præget afviklingen af kampe. Således har Brentford spillet flere kampe end alle hold fra bund op til top 5, og netop det aspekt kan senere i sæsonen blive slemt for deres placering. Klubber som Leeds United og Everton, der begge på papiret ser langt stærkere ud end Brentford, har flere kampe i hånden, og med Brentfords aktuelle form in mente, skal de i den grad passe på. Man har således tabt 6 ud af de seneste 7 kampe med en score på 4-17, og næste modstander d. 9. februar er Manchester City, tilmed på udebane.

Det er således noget op af bakke for Frank og CO, der dog muligvis får tiltrængt hjælp i form af tilgangen af Christian Eriksen. Den knap 30 årige dansker, har som bekendt været helt udenfor fodbolden siden i sommers, og de forløbne 7-8 måneder er gået med at komme på hægterne efter det forfærdelige hjertetilfælde i Parken, komme ud af kontrakten med Inter Milan + selvtræne lidt i Schweiz, og den forløbne uges tid endvidere være med i træningen hos Ajax Amsterdam. Efter et interview på DR, som stratetisk klogt blev oversat til engelsk, har han efter sigende været i kontakt med forskellige klubber, og nu tyder meget på at Brentford “bider på”. Der tales om en kontrakt på 1/2 år, med option på yderligere forlængelse, noget som ganske naturligt handler om en blanding af hjertefejlen/problemet, Eriksens fysiske og måske ikke mindst psykiske form, samt øvrige indsats for Brentford i de trods alt få kampe han kan nå inden sæsonen slutter. Han har ikke selv været i London i denne omgang, men meget tyder på at han lønmæssigt placeres i den bedre halvdel af klubbens meget beskedne lønstruktur, hvor norske Kristoffer Ejer aktuelt er lønførende med en ugeløn på ca. 42.000 Euro (årligt = ca. 2,2 millioner Euro). Den indtil videre bedst lønnede dansker er Christian Nørgaard, der honoreres med ca. 24.000 Euro om ugen, svarende til 1,3 millioner Euro årligt. Det er jo i Premier League sammenhæng at regne for en decideret “sulteløn”, men kigger man på Brentfords samlede lønbudget på ca. 28 millioner Euro på årsbasis for så vidt angår 1 holdstruppen, og samtidig ved at f.eks. Romelu Lukaku i Chelseas årsløn på nogenlunde det samme, så fornemmer man måske uligheden. Lukaku er endda slet ikke den højst lønnede spiller i Premier League, så selvom klubber som Norwich og Watford + til dels Burnley lønmæssigt ikke er så forfærdeligt langt fra Brentford, så skraber den lille klub alligevel bunden på det parameter.

En ting er dog at formå at rykke op med en klub som Brentford, dernæst at fastholde den i Premier League, og så er der aspektet i sideløbende at kunne udvikle spillere, selv under vanskelige forhold. Som nævnt er det næppe de økonomiske aspekter, der gør at alle klubbens spillere har valgt netop Brentford. Jeg vil tro at hovedparten af de danske spillere, har tænkt at her får de en træner der tænker, taler og handler som de forestiller sig, og her kan de under et par anerkendte talentudviklere, forbedre sig på alle parametre. De opnår fysisk forbedring i en så stærk liga, og de får en psykisk ballast af det enorme pres, der hviler på alle aktører, som de på sigt kan bruge ikke kun i Brentford, men også på f.eks. landsholdet og/eller videre i deres klubkarriere.

Præmieeksemplet er Christian Nørgaard, der som ungdomsspiller primært gjorde sig bemærket i Lyngby BK, og som i en kort periode var i HSV, hvor det dog kun blev til kampe for klubbens reservehold. Jeg husker tydeligt den spinkle, forsigtige men teknisk dygtige spiller, som jeg har set utallige gange både for diverse ungdomshold i Lyngby, og reelt i det meste af hans U landsholdskarriere. Han er årgang 94, og således ud af det ganske stærke kuld, hvorunder også navne som Viktor Fischer, Riza Durmisi og den 1 år yngre Pierre-Emile Højbjerg m.fl. var med, og med al respekt for Nørgaard, så var han sjældent en af holdets profiler. Han blev ofte skadet, virkede indimellem direkte skræmt, og et fåtal har formentlig set en kommende Premier League spiller i ham. Han fik ganske mange kampe for Brøndby i Superligaen, og røg derfra videre til Fiorentina, hvor det dog kun blev til 6 kampe i Serie A. Endnu havde han ikke optrådt for landsholdet, og man tænkte at han nok ville ende sine dage hjemme i Superligaen, lige indtil Brentford så overraskende smed knap 3 millioner Euro på bordet, og i maj 2019 sikrede sig hans underskrift. Siden da er det gået hurtigt, han er aldrig skadet, og spillede 45 kampe i 19/20 sæsonen der endte med en tabt oprykningsfinale. I sidste sæson røg han så ind i en længere skade, og var reelt ikke en influerende del af oprykningsmandskabet. Det kunne se svært ud for ham op til denne sæson, men det som man må anse som en markant forbedret psyke har medført, at han både er blevet en fast bestanddel i Hjulmands landsholdstrup + en decideret nøglefigur på Brentford holdet, hvor han oftest placeres som en stabiliserende midtbanespiller med både defensive og offensive forpligtelser. Der bør ikke herske tvivl om at Frank (og Riemer) har haft deres enorme andel i Nørgaards udvikling og markante fremgang, og næste skridt må være at blive starter på landsholdet, hvor indtil videre Højbjerg og/eller Delaney spærrer vejen. Sidstnævnte er dog 3 år ældre end Nørgaard, og runder 31 år senere i år, så fremtiden på det område ser fin ud for Nørgaard.

Også Mads Roerslev, der mildt sagt var et ubeskrevet blad før hans tiltræden i Brentford og Mads Bech Sørensen, har haft stor glæde af de danske trænere. Hvis Nørgaard er en overraskelse i Premier League, må de 2 vist kunne kaldes mindre sensationer. Omkring Mathias Jensen, som ofte er plaget af skader, har Thomas Frank rent faktisk udtalt at han vurderer ham som den mest talentfulde af danskerne, og ligesom Nørgaard, er også Jensen med omkring landsholdet. Om han stadig er den mest talentfulde hvis Christian Eriksen tiltræder, er dog nok tvivlsomt, uanset om Frank kan lide at tale i overskrifter eller ej.

KONKLUSION OG REALITETER
Summa summarum, så må man nøgternt konstatere at Thomas Frank i den grad har fat i “den lange ende”. Han har en fin alder (kun en lille håndfuld trænere i Premier League er yngre end ham) ift. sin trænerkarriere, hans CV er fornemt med en oprykning af en lille klub, og kan han fortsætte med at udvikle spillertruppen, så de spiller “hans spil”, og samtidig formår at overleve i ligaen, så kan han hurtigt blive aktuel for andre og større klubber. Vi taler selvsagt ikke om de typiske top 4-6 klubber i England, men klubber som Brighton, såfremt de mister Graham Potter (meget attraktiv på større adresser), Southampton der nu har fået dansk ledelse, eller Leeds United, når og hvis Bielsa føler han er for gammel til det show, er langt fra utænkelige, og kan han få mulighed for at tage sin landsmand Riemer med, vil de kunne udgøre en stabil duo alle nævnte steder. Foreløbig tænker jeg dog at alle hans tanker og kræfter er i og omkring Brentford. Der resterer kun 15 kampe i sæsonen, og som tidligere nævnt er placeringen ikke super positiv. Ud af de resterende kampe mangler man de fleste af holdene i samme (placerings) region, herunder vitale hjemmekampe mod Crystal Palace, Newcastle United, Burnley, Southampton og Leeds United. Ingen af disse kampe må tabes, ligesom der også bør kunne drømmes om point i udekampene mod Norwich City, Watford og Everton. Omvendt bør de ikke kunne få noget med fra kampene mod Manchester City, Arsenal, Leicester City, Chelsea, West Ham, Tottenham eller Manchester United.

Kigger man på de seneste 10 års Premier League stillinger, så har det præcis været et snit på 35 point, der har været minimum for at holde sig fri fra nedrykning, hvilket jo betyder at Frank og CO “kun” skal sikre sig 12 point endnu oven i de nuværende 23. Det lyder bestemt ikke uoverkommeligt, og da slet hvis man får forstærkning af Christian Eriksen, der sin lange pause til trods, bør være en kvalitetsmæssig forbedring for holdet som sådan. Brentford spiller oftest med 3 mand i bagkæden i et 3-5-2 system, og det må man jo sige at netop Eriksen lærte at kende på den hårde måde i Inter Milan. Man kan vel forvente at han placeres til højre eller venstre for centralt placerede Nørgaard, og så må Frank og holdet sætte sin lid til at han qua rutine, kvalitet og teknik, kan fodre angriberne tilstrækkeligt, til at de kan få bolden det sidste stykke over modstandernes målstreg. Om det lykkedes er selvsagt for tidligt at udtale sig om endnu, men det er modigt af Thomas Frank at binde an med en spiller, der er i en så speciel situation. Der er ikke tid til at eksperimentere, og naturligvis kan og bør Frank ikke tage hensyn til Eriksens forståelige landsholdscomeback ambitioner. Falder Eriksen igennem, og/eller rykker Brentford ned, er det ikke sikkert situationen ser så lys ud længere for Frank, for selvom de kom op på et lille budget, så har lønninger og generelle udgifter selvsagt udviklet sig i Premier League, og herudover har spillerne prøvet at “lege med de store”, så det vil unægteligt være noget af en mavepuster at være retur i den næstbedste række.

Men indtil videre kan vi trods alt kun fokusere på nutiden, og den viser at Thomas Frank, Brian Riemer, Christian Nørgaard, Brentford og CO er på en fin placering som nr. 14. Man har nu en kortere pause i kampprogrammet, hvor restitution bør være højt prioriteret. I den pause får man muligvis tilgang af Christian Eriksen, og så venter kampen mod Manchester City, hvor presset trods alt er mindre, end når de i runden efter møder Crystal Palace. Thomas Frank har bevist sig selv som træner i verdens bedste liga, og med oprykningen, udviklingen af flere af holdets spillere + forlængelsen af kontrakten, har han modbevist sine skeptikere i svær grad.

Jeg var personligt relativt skeptisk da jeg første gang erfarede at Thomas Frank principielt skulle gå direkte fra middelmådig succes i Brøndby til assistentræner jobbet i Brentford. I første omgang følte jeg mig sikker på at forbindelsen udelukkende var skabt pga. den danske formand i klubben, men da Ankersen senere hen forsvandt, alt i mens at Thomas Frank har bevist at han i den grad kan stå på “egne ben”, vil jeg rent faktisk gerne ændre min holdning til ham. Jeg er imponeret over det foreløbige arbejde, og selvom jeg rent faktisk tror Brentford rykker ned, så vil det ikke i umiddelbar grad ændre denne holdning. Efter at have nærstuderet klubbernes budgetter, kigget nærmere på de spillere som han og Riemer arbejder med + ikke mindst set især Nørgaard og Roerslevs eksplosive udvikling, letter jeg i den grad på “hatten!”

Som en disclaimer mener jeg det er på sin plads at informere læseren, om at jeg som daværende træner i 00èrne, af flere omgange har mødtes og snakket med Brian Riemer. Enten som tilskuere eller som trænere for hvert vores hold. Også Thomas Frank har jeg været sammen med i enkle tilfælde. Der har ikke været tale om venskaber men kollegiale relationer. Så skulle det være på plads.

Jeg håber og tror at i har fornøjet jer med artiklen, måske er blevet lidt klogere, mere vidende og/eller måske det modsatte, men uanset hvad så tak fordi i læste med, og på snarlig gensyn 😉

 

 

KBH (DK) 25.01.22

 

 

 

 

 

 

 

Torben Aakjær