Det gamle ordsprog om at ingen husker taberen, eller ingen husker nr. 2, benyttes ofte, og bestemt med rette langt de fleste gange, men i enkelte tilfælde er det måske ikke helt dækkende. I enkelte tilfælde manifesterer taberen sig i vores bevidsthed på en sådan måde, at man nærmest husker vedkommende bedre, end vinderen – på godt og ondt. Hvem har mon glemt den mildt sagt karismatiske Mike Tysons ørebid, og senere nederlag til Evander Holyfield tilbage i 1989 i VM boksebraget, eller hvad med da John McEnroe tabte, det mange betegner som historiens bedste tenniskamp, finalen i Wimbledon i 1980. Her lykkedes det Bjørn Borg at vinde titlen for femte gang i træk, men den iltre amerikaner fik i den grad manifesteret sig i manges bevidsthed, og året efter tippede styrkeforholdet til den amerikanske “pitbull”, og svenskeren kom aldrig tilbage på toppen igen. I helt ny tid, tror jeg også de fleste husker en vis Lewis Hamilton smide hele sæsonen 2021 “på gulvet”, da han i allersidste løb, i de døende runder og minutter, lod sig besejre af den unge Max Verstappen. Hamilton stod på randen af historieskrivning, men måtte til sidst forlade arenaen med bøjet hoved. Ham husker man vidst!

Når alt det er sagt, og alle eksemplerne fordøjet, så er det dog naturligvis – og helt med rette, vinderen de fleste af os husker – hylder og tænker tilbage på. I sidste ende gælder jo kun en eneste ting i elite sport – nemlig at vinde. Intet andet tæller i sidste ende. Bevares så uddeles der lidt “fair-play” krims krams, individuelle helte hyldes og mange begræder netop at deres hold eller individualist, kunne gå hele vejen – men vinderen er den eller dem vi husker – det er dem vi ærer – vinderen har, om man bryder sig om det eller ej – altid ret!

Men nu skal denne artikel faktisk handle om det modsatte – nemlig taberne, og den skal illustrere at selvom man er fantastiske, ja tæt på det unikke, så kan man altså godt tabe alligevel. Om det vurderes retfærdigt eller ej, er som sådan underordnet – har man tabt – har man tabt!

Og så handler det naturligvis om fodbold, for selvom jeg har tilladt mig at bringe en række klare eksempler fra andre sportsgrene, så er det nu engang fodbold jeg ved mest om, og således kan tillade mig at skrive i hvert fald nogenlunde informativt om, og hvad er mere relevant end at starte med det måske bedste spillende fodboldhold, som jeg i hvert fald husker, som aldrig vandt. Brasiliens legendariske 82`mandskab, som tog en hel verden med storm, da holdet både formåede at spille hurtigt, underholdende og målsøgende, men som til sidst faldt med et enormt brag, som det skulle tage mange mange år for at fordøje i det stolte sydamerikanske land.

Træneren hed Tele Santana, og han havde overtaget “Selecao” efter Claudio Coutinho, og efter at Brasserne havde opnået bronze både ved VM 78 og Copa America i 79. En ting var at bronze medaljer bestemt ikke var eller er noget man fejrer på de kanter, men noget andet er måden de blev erobret på. Der var ikke meget brasserstil over Coutinhos “Selecao”, som konstant spillede som om de havde håndbremsen trukket, og det ville fodboldforbundet lave om på, og havde derfor hyret manden de mente kunne ændre både stil + ikke mindst forbedre placeringerne! “Selecao” var nationen med flest verdensmesterskaber, men det seneste var erobret i 1970, og der var naturligvis ingen spillere tilbage fra de gode gamle dage, hvor Pele var superstjernen over dem alle, men hvor nationen også nød og forgudede Rivellino, Jair og Gerson + alle de andre helte. Santana havde siden han trådte til i 1980, bygget et mere eller mindre nyt hold op. Væk var spillere som Leao, Gil, VM 78 anføreren og helten fra VM 70 Rivellino, samt den karismatiske men også problematiske angriber Roberto Dinamite, som dog var med på bænken, m.fl., og hans “nye/gamle” hold var nu bygget omkring en stamme med nationens helt store stjerne, 29 årige Zico, den nye anfører og 1 år yngre Socrates, den defensive midtbanemand Toninho Cerezo, kreatøren fra Roma, Roberto Falcao, vidunderskytten Eder samt den løbevillige og ultraoffensive venstre back, Junior. Hver især var de store individualister, og hver især var de stjerner og helte for deres respektive klubhold, men Santana formåede at få dem samlet som et hold, og langsomt men usvigeligt sikkert fik han sit hold til at spille det man i Europa kaldte “Jogo Bonito” – det smukke spil. At det samtidigt var uhyre effektivt var samtidig en gevinst, som Santana naturligvis var yderst tilfreds med. Alene indenfor de sidste 12 måneder op til VM 82, hvor det hele skulle kulminere, havde brasserne spillet op i mod 20 landskampe, heraf flere i Europa, og modstandere som Vesttyskland, Spanien, Italien, England og Frankrig var blevet besejret, ligesom man havde spillet en flot kamp mod ærkerivalerne fra Argentina som var sluttet 1-1. Zico havde medvirket i de fleste kampe, og superstjernen havde scoret ikke færre end 13 mål, og var i den grad tændt på at gentage “Selecaos” kunststykke fra 12 år forinden!

VM gik i gang, og “Selecao” levede op til alle forventninger, ved at udradere først Sovjet med 2-1 på scoringer af Socrates og Eder, dernæst blev det til 4-1 over Skotland, denne gang på mål af Zico, Eder, forsvarskrumtappen Oscar samt elegantieren Falcao. Især Zicos frisparksmål var en perle, som blev gentaget igen og igen, og alle i og udenfor Brasilien var begejstrede, for hvem skulle dog kunne besejre det hold! Den sidste kamp var hvad man i folkemunde betegner som en “walkover” mod New Zealand, men i stedet for at spare lidt på “krudtet”, og måske give stjernerne en velfortjent pause i den spanske hede, valgte Santana at stille med stærkeste hold, og naturligvis blev øboerne udraderet med 4-0 på et par mål af Zico, Falcao samt den uortodokse angriber Serginho. En del var betænkelige over at Santana så konsekvent lod det samme hold spille hver kamp, men han vurderede at det var vigtigere at beholde rytmen, fremfor måske at give enkelte spillere en kortere pause.

Men holdet som alle nu elskede, var klar til det man kaldte det andet gruppespil, hvor man havnede i gruppen, der mildt sagt kunne betegnes som supergruppen. Det var gruppe C, og udover Brasilien var det Argentina og Italien. En helt uhørt stærk gruppe, og kiggede man f.eks. på gruppe D hvor Frankrig kunne hygge sig med Østrig og Nordirland, var der med rette en vis skumlen over dette format. Men sket var sket, og de resterende 12 lande var altså opdelt i nu 4 grupper, hvorfra kun vinderne ville gå videre til semifinalerne. Vinderne i de øvrige 3 grupper blev i øvrigt Frankrig, Vesttyskland og noget overraskende Polen, men det var alt sammen uvedkommende for Santana og CO, som i deres første kamp skulle møde ærkerivalen over dem alle – naboerne hjemme i Sydamerika, Argentina. “La Albiceleste” spillede ikke specielt prangende, og havde ikke rigtigt fået deres hold helt i omdrejninger, men de var forsvarende verdensmestre, og havde tilmed den potentielt nye verdensstjerne, 21 årige Diego Armando Maradona med på holdet. Brasserne havde med rette respekt for deres stærke naboer, men anså dog sig selv som relativt store favoritter.

Brasilien stillede med dette hold i en 4-2-3-1 formation: Waldir Peres (31 år – Sao Paolo) – Leandro (23 år – Flamengo), Oscar (27 år – Sao Paolo), Luizinho (23 år – Atletico Mineiro), Junior (27 år – Flamengo) – Roberto Falcao (28 år – AS Roma), Toninho Cerezo (27 år – Atletico Mineiro) – Zico (29 år – Flamengo), Socrates anf. (28 år – Corinthians) – Eder (25 år – Atletico Mineiro) – Serginho (28 år – Sao Paolo). Man kan sige det kort: 3 absolutte verdensstjerner i Falcao, Zico og Socrates, 6 absolutte topspillere i Leandro, Oscar, Luizinho, Cerezo, Junior og Eder og så 2 spillere som på ingen måde burde have fundet vej til dette hold, nemlig keeperen Peres og den store kluntede angriber Cerezo. En besynderlig kombination, hvor ikke så få havde håbet og troet at f.eks. tidligere omtalte Dinamite kom med i angrebet, men Santana ændrede ikke på sine foretrukne som han havde fuld tillid til. Det var rigeligt til at besejre Argentina med 3-1, i en højdramatisk kamp, som sluttede med en udvisning af Maradona for at stemple den indskiftede Batista i mellemgulvet. Brassermålene blev scoret af Zico, Serginho og Junior. De Italien i den første kamp havde besejret Argentina med 2-1, var verdensmestrene således definitivt ude, og pga. målscoren, kunne brasserne nu “nøjes” med remis mod “Gli Azzuri”, som mildt sagt ikke spillede sprudlende bold. Men som altid var italienerne snu, og Santana var klar over, at det bestemt ikke blev en walkover, da de 2 mandskaber gjorde klar til kamp en hed juli eftermiddag på det intime Sarria Stadium, til daglig hjemmebane for Espanyol.

Santana havde for sjette kamp i streg indenfor 3 uger, valgt det samme hold. Eneste ændring var at Cerezo fra kamp nr. 2, havde erstattet Dirceu, så selvom optimismen var enorm, var det selvsagt en flok trætte spillere, der nu skulle i kamp mod Italien, der undervejs havde skiftet betydeligt mere ud i startformationen, og som på mange måder så friskere ud. Enzo Bearzots snedige tropper, havde som nævnt langt fra spillet sprudlende, men med en fysisk bastant midtbane med Marco Tardelli og Gabriele Oriali, foran et betonforsvar anført af den elegante Gaetano Scirea, som omkring sig havde hardhittere som Claudio Gentile og Fulvio Collovati, ventede der en drøj omgang for Santanas udvalgte. Gentile gik direkte på Zico, Oriali røg i fødderne på Socrates, mens Collovati fik uddelt ikke så få “håndmadder” til både Socrates men også Serginho, som mest af alt lignede en skamskudt travhest, og slet ikke burde være udtaget. Bevares han havde den fysik, som resten af holdet måske savnede, men han var hverken hurtig eller teknisk begavet, og for kloge forsvarsspillere som dem Italien rådede over, var det simpelthen alt for let at udradere en type som ham.

Der var blot gået 5 minutter før den genopstandne Paolo Rossi bragte sit land i front, men få minutter efter bragte kaptajn Socrates balance i tingene, og med en lille overvægt på dette tidspunkt, anede fodboldromantikere i en hel verden, måske sejrens sødme. Efter 25 minutter kunne Rossi dog score igen, og så var det endnu en gang “op ad bakke” for de nu tydeligvis fysisk udfordrede brassere. Zico haltede, Eder var helt usynlig og Socrates fik ikke 5 centimeter at vente på. Italienerne var skarpe helt ind til benet, og selvom temperaturen nærmede sig de 40 grader den eftermiddag i Barcelona, så det ikke ud til at genere Bearzots udvalgte, som i den grad anede sensationen. Men brasserne skulle som nævnt “kun” have 1 point, så ville de vinde gruppen, så håbet levede stadig, og Falcao elegant sparkede bolden ind bag Dino Zoff med knap 20 minutter tilbage af kampen, lignede det for alvor at folkets helte ville gå videre. Ud røg den gumpetunge Serginho, og ind kom den løbestærke og ikke mindst arbejdssomme Paolo Isidoro. Det betød at Brasserne de sidste 20 minutter nu lå med 3 midtbanefolk foran et 4-mands forsvar, og italienerne så faktisk frustrerede ud på dette tidspunkt. Der var justeret på et par pladser, men hverken Rossi eller den store Graziani kunne trænge igennem, og den letbenede tekniker Conti, blev holdt i stram snor af effektive Junior, der for en gangs skyld holdt sig mere i defensiven end fremme på banen. Men så skete det som ikke måtte ske, med blot 15 minutter tilbage lykkedes det måltyven og kampens hattrick helt, Paolo Rossi at score bag en sagesløs Peres, og selvom “Selecao” forsøgte at mobilisere alt hvad de havde, var kampen tabt. Nu var det italienerne der lukkede ned, og trioen Marini, Tardelli og tilbagetrukne Antognoni var helt umulige at komme udenom, og konstant måtte brasserne leve med faren for et kontra angreb, for snedigt lod Bearzot både Rossi og Graziani blive helt fremme, så et rendyrket pres formåede brasserne aldrig for alvor at lave.

Kampen endte med 2-3 til “Gli Azzuri”, der som bekendt endte turneringen med at blive verdensmestre, mens brasserne nedslåede måtte forlade Spanien, og endnu engang belave sig på folkets hån hjemme i Brasilien. Det sidste skete dog ikke, for selvom man reelt ikke havde været i nærheden af guldmedaljerne, så havde spillet været så forrygende og ikke mindst så tæt på, hvad man mente var det perfekte fodbold, så rent faktisk fik Santana og hans spillere en heltemodtagelse, hvilket vist hverken er set før eller siden, i det fodboldgale land, i hvert fald ikke når et hold der ikke samtidig medbringer guldmedaljerne, ankommer. Spillet havde på mange måder mindet befolkningen om det spil der i især i 50èrne og for alvor til VM 70, havde begejstret ikke kun Brasilien, men hele verden. I modsætning til dengang i Mexico, rådede Santana dog ikke over et fænomen som Pele, og det var måske hele forskellen på dengang og nu!

Perez og Serginho, de 2 umuliusser kom aldrig til at spille flere landskampe, mens flere andre i årene derefter skiftede til lukrative kontrakter i Europa, som f.eks. Cerezo, Junior, Socrates og Zico, og det meste af holdet var sådan set intakt da der var VM igen 4 år efter, men det blev aldrig for alvor det samme igen, og superstjerner, legender, historiske spillere som Zico og Socrates + alle de andre store navne, fik aldrig skrevet sig ind i “Selecaos” VM vinder historie, hvor de kunne have tronet på linie med navne som Pele, Garrincha, Rivellino og senere hen Ronaldo, Ronaldinho og Kaka mfl. Synd og trist, men sådan er fodbolden også – kun et hold kan vinde, og man skal være “vågen ved havelågen.”

Men det er ikke kun Brasilien vi husker som fantastiske, men i den sidste ende ikke effektive nok. Går man længere tilbage i historien, f.eks. til 50èrne, så vil få i dag huske, men en del trods alt vide, at Ungarn i den grad var en fodboldstormagt. Det har yngre læsere helt sikkert svært ved at forstå, ja også undertegnede som er 54 år, tror det næsten ikke, men anført af navnkundige Ferenc Puskas, var Ungarn nationen alle talte om i 50èrne, og efter de vandt OL 52 (dengang OL for alvor talte som en stor fodboldturnering), mødte de frem til VM 54 som relativt store favoritter. Tilbage fra maj 1950 havde holdet ikke tabt en eneste kamp, og undervejs havde man decideret ydmyget England med 7-1 i en opvisningskamp, ligesom man havde spillet notorisk stærke Italien ud af græsset, med en 3-0 sejr.

Som nævnt var Ferenc Puskas den helt store profil for dette offensivt sprudlende mandskab, men der var andre store profiler, som i det årti, var på absolut “Hylde 1” niveau, heriblandt ikke mindst Puskas angrebsmakkere Nandor Hidegkuti og Sandor Kocsis, midtbanekrigeren Jozsef Bozsik, den alsidige Zoltan Czibor og den stærke keeper Gyula Grosics. Det var et slagkraftigt hold, hvor alle spillerne på daværende tidspunkt var samlet i få hjemlige klubber. Man kunne dengang ikke komme forbi “Jerntæppet” og ud i de store europæiske klubber, hvis man f.eks. var fra Ungarn, og selvom det naturligvis var møgærgeligt for ikke mindst den enkelte spiller, så betød det at holdet selvsagt var uhyre sammenspillet, og kendte hinanden indgående. Senere hen lykkedes det dog for flere af disse profiler at få kontrakter i især spanske klubber, hvor man bl.a. så Puskas i Real Madrid og Czibor og Kocsis i FC Barcelona m.v., men det er en helt anden historie.

“The Magnificent Magyars” som dette eksplosive mandskab blev døbt i 50èrne, lagde ud med at smadre alt i den indledende gruppe, hvor Sydkorea, Vesttyskland og Tyrkiet blev gennembanket med henholdsvis 9-0, 8-3 og 7-2. Intet andet hold havde, hverken før eller siden, scoret enestående 24 mål i 3 gruppekampe, og alle frygtede med rette at møde dette formidable mandskab. Det blev viceverdensmestrene fra Brasilien det først gik udover i kvartfinalerne, hvor Ungarn vandt 4-2. I semifinalen blev de forsvarende verdensmestre fra Uruguay kanøflet med samme cifre, og så ventede gruppemodstanderne fra Vesttyskland i finalen. Som nævnt havde Ungarn besejret tyskerne med absurde 8-3, så de færreste, hvis overhovedet nogen, havde umådeligt svært ved at forestille sig at Fritz Walter og CO havde blot en teoretisk chance.

Vesttyskland havde aldrig vundet noget som helst af betydning på dette tidspunkt, og her mindre end 10 efter afslutningen på 2 verdenskrig, var det svært nok endda at sammensætte et slagkraftigt mandskab. Flere af de spillere som havde domineret de tyske baner før krigen, var enten døde, invaliderede eller blot blevet for gamle, men man havde veteranen og nationens helt store spiller klar, i skikkelse af kaptajnen Fritz Walter, der som 33 årig var det omdrejningspunkt som landstræner Sepp Herberger støttede sig til. Omkring Walter havde man yngre folk som Horst Eckel som stabiliserende kraft på midten, Helmut Rahn og Hans Schafer på kanterne og holdets måske bedste boldspiller, Max Morlock på den offensive midtbane. Det var bestemt et godt hold, men ift. Ungarn blegnede det unægteligt.

Men som man ligesom kan gætte, nu hvor det handler om store mandskaber, der ikke vandt til sidst, ja så lykkedes det mirakuløst (Kampen blev også efterfølgende benævnt “Miraklet i Bern”, tyskerne at besejre favoritterne, som tilmed allerede efter 8 minutter, var kommet foran 2-0. Puskas og hans gæve svende formåede aldrig sidenhen at rejse sig igen, og holdet forblev en myte man taler om den dag i dag, akkurat som man f.eks. taler om det fantastiske østrigske landshold fra 40èrne, der også begejstrede alt og alle, men som ikke formåede at vinde når det vitterligt gjaldt. Vesttyskland vandt kampen 4-2 på et stopfyldt stadion i Bern, og Fritz Walter kunne dermed krones som den første tyske VM kaptajn i historien, mens Puskas og vennerne luskede ud af bagindgangen.

Spoler man 20 år frem i tiden til VM 74, tror jeg de fleste ved hvad jeg skal til at skrive om. Her dukkede nemlig et hold frem, som repræsenterede en nation, der fodboldmæssigt aldrig nogensinde havde begået noget som helst af betydning. Holland havde deltaget i VM 34 og 38, men begge gange var man blevet slået ud i første knockout runde, og herefter havde det lille lande misset 6 VM slutrunder i træk. Men nu var man altså klar til at forsvare nationens ære til et VM, og det med et hold, bestående altovervejende af profiler fra landets 2 største klubber, Ajax Amsterdam og Feyenoord Rotterdam. I 4 år i træk næsten helt op til denne VM slutrunde, havde først Feyenoord i 1970, og dernæst Ajax 3 år i træk, vundet den fineste europæiske klubturnering, Europa Cup for Mesterhold. I modsætning til i vore dage, hvor de største klubbers mandskaber, ofte er domineret af udenlandske stjerner, så stillede klubberne dengang op primært med spillere fra eget land, hvorfor man i allerhøjeste grad kunne afkode klubtriumferne ift. landsholdets styrke. Feyenoords sejrende mandskab 4 år forinden, havde bestået af 9 hollændere i start 11èren, heriblandt Rinus Israel, Wim Jansen og super teknikeren Wim van Hanegem, mens Ajax 3-foldige mestre de efterfølgende år, også primært var besat af hollændere, herunder ikke mindst en af historiens allerstørste spillere i skikkelse af en formidable Johan Cruyff. Efter triumferne med Ajax, var han nu skiftet til FC Barcelona, men naturligvis stod han stadig til rådighed for “Orange”, som under ledelse af den karismatiske træner Rinus Michels, manden der reelt havde formet Ajax holdene, og som også kom til at så i spidsen for FC Barcelona.

De fleste hold, både på klub- og landsholdsplan, spillede i 70èrne med meget strukturerede opstillinger, hvor man måske havde en kreativ spiller liggende på den forreste midtbane, men hvor forsvarsspillere var primært defensivt orienterede, og hvor midtbanefolkene sjældent havde de helt store boldmæssige kompetencer. Enhver spiller kendte sin plads og sine opgaver, og det bragte f.eks. et stærkt tysk mandskab frem til finalen, hvor de så kom til at stå overfor den diametrale modsætning i “Orange” eksplosive multimandskab. Holland spillede som udgangspunkt ud fra et system der mindede om 4-3-3. Alle spillere, med undtagelse af keeperen Jan Jongbloed, kunne teoretisk benyttes på alle pladser på banen, selvom man dog nok havde svært ved at se en Ruud Krol som frontangriber, eller en Johan Cruyff som central forsvarer, men filosofien var at alle kunne skifte rundt, dække af for hinanden, og i det hele taget veksle rundt på banen. Det gjorde det selvsagt umådeligt svært for modstanderne, og selvom tyskerne havde verdensklasse navne som Beckenbauer, Breitner og Vogts der hver i sær var stærke også mand mod mand, så måtte de løbe mange meter, også forgæves, i deres jagt på de hollandske hvirvelvinde.

Personligt var det min første VM finale jeg erindrer, og den dag i dag husker jeg finalen som en fantastisk forestilling. Tyskernes strukturerede fodbold, tilsat individualister som Hoeness og Gerd Müller, overfor Johan Cruyff og CO. Det var fantastisk, det var sprudlende og selvom Holland unægtelig var tæt på, lykkedes det dog til sidst for “storebror” at vinde kampen, hvilket ikke kun “Orange” efterfølgende begræd. Den smukke fodbold som i de forløbne år havde besejret alt og alle på klubfodbold niveau, var i den sidste ende ikke stærk nok til at besejre mægtige Vesttyskland. Beckenbauer og CO vandt 2-1, men Holland vandt fodboldverdenens hjerter!

Men som bekendt skal man også kunne overvinde modstanderne, og det lykkedes aldrig for et opportunistisk hollandsk hold. Et par år efter tabte Holland semifinalen mod Tjekkoslovakiet, og vandt derefter bronzekampen mod Jugoslavien, og da det igen blev VM tid i Argentina i 78, havde landet uovertrufne superstjerne Johan Cruyff sagt farvel til landsholdet. Der var mange rygter om hans farvel, men uanset hvad, så var han ikke med, og også Wim van Hanegem havde sagt stop. I stedet var det spillere som Rob Rensenbrink, Johan Neeskens og altid stærke Ruud Krol, der var holdets profiler, og det var stærkt nok til at Holland endnu engang spillede sig helt frem til en VM finale, denne gang igen mod værterne, som nu var fra Argentina. Til trods for hjemmebanefordelen, og til trods for at Argentina rådede over verdens måske bedste angriber på den tid i Mario Kempes, så var Holland faktisk favoritter. De havde et sammenspillet kollektiv, og selv uden Cruyff, havde man spillet stærkt op til finalen. Den ungdommelige opportunisme fra 4 år forinden var falmet, men i stedet var holdet nu et endnu stærkere kollektiv. Men ak – endnu engang lykkedes det ikke for publikumsfavoritterne at gå hele vejen, og som vi alle ved, så vandt Argentina derfor sit første VM, og endnu engang kunne et slagent hollandsk mandskab luske hjem i nederlagets tegn.

Herefter blev det formidable hollandske mandskab opløst, og 70èrne vil for altid stå i et helt specielt lys for Holland som fodboldnation. Ganske vist lykkedes det for 3`de gang at spille sig frem til en VM finale 22 år efter (hvor de endnu engang tabte), men det nærmest fuldendte hold man rådede over dengang i 70èrne, har man aldrig blot været i nærheden af, og det virker i dag helt absurd, at et hold med så store profiler og en så gennemført spillestil, overhovedet intet vandt, andet end folkets kærlighed!

Brasilien, Ungarn og Hollands respektive landshold, står for mig som historiens største hold, der aldrig vandt noget, men også på klubsiden, finder vi en række mandskaber, som rådede over utrolige spillere, men som også faldt hver gang det gjaldt. Benficas hold i slut 80èrne, Juventus`i slut 90èrne og Vesttysklands hold i 80èrne, er åbenlyse eksempler herpå, for slet ikke at tale om Jugoslaviens velspillende hold i 60èrne, eller hvad med Valencia der snublede i 2 CL finaler, Atletico Madrid der heller ikke lykkedes med noget som helst på internationalt plan, i hvert fald ikke det ypperste og så må man heller ikke overse et nyere Juve mandskab, der snublede i 2 finaler på 3 sæsoner!

Historien er fuld af disse mandskaber, som alle var “Lige ved og næsten – men som alle faldt af hesten”, og vi har næppe set det sidste hold på den front og på samme måde, det er bare et spørgsmål om tid, for enhver ved at når man først står i en finale, så er det marginalerne der tæller med 22 topspillere overfor hinanden!

I sidste ende har vinderen altid ret – men derfor kan man jo godt mindes og elske enkelte af taberne også 😉

 

 

Tak fordi du læste med – og på genlæs!

KBH (07.03.22)
Torben Aakjær

 

 

 

 

 

Torben Aakjær