STATUS EFTER VM`S ANDEN RUNDE KAMPE + RUNDENS HOLD!

VIND ELLER FORSVIND!

Med pindsvinelignende taktiske oplæg, åbenlyst alt for mange spillere ude af (kamp)form, bævl og kælv især udenfor banen + generelt gennemgående dårlige individuelle præstationer over næsten hele “spillepladen”, står det danske landshold mildt sagt med “ryggen mod muren” her inden sidste gruppekamp mod FIFA ranglistens nr. 38 Australien. Den store slyngel er naturligvis Kasper Hjulmand, der suverænt har stået for de taktiske oplæg, er den der har udvalgt spillerne til kampene + til at begynde med har udtaget spillere, mere på navn end på gavn. Hvad må Philip Billing, Marcus Ingvartsen, Morten Hjulmand eller Casper Nielsen m.fl. dog tænke, når de tænder dummekassen og ser deres landsmænd tumle rundt, kæmpende med overhovedet at få vejret, alt i mens de også skal forsøge at ramme bolden og ikke modstanderen!

0-0 mod Tunesien og 1-2 mod Frankrig + gruppens øvrige resultater, har nu bragt os i denne prekære situation, hvor eneste resultat der tæller for Danmark er en sejr, og så må man krydse fingre for at alt flasker sig. Det er gennemført pinligt, set ud fra de muligheder der før VM var i denne gruppe, men sket er sket, og der skal nu ses fremad. Ikke desto mindre vil jeg kort opremse hvordan kampen mellem de to nationer gik under VM 18, hvor de som bekendt også mødtes. Tilbage fra en sandsynlig start 11èr hos Danmark er blot Schmeichel, AC og Eriksen, mens man finde en lille håndfuld hos Australien. Begge trænerne er også udskiftet, og i det hele taget er der ikke meget man kan bruge den kamp til, og ja forhåbentlig da slet ikke resultatet!

Det tragikomiske ift. at Danmark nu står overfor Australien i en afgørende VM gruppekamp, er at fodbold så langt fra er hoved sporten i det enorme land midt ude i havet. Meget praktisk interesserer man sig rent faktisk mere for især svømning, men også cykling og den australske version af rugby, er popularitetsmæssigt foran fodbold, hvilket muligvis retfærdiggør landets pauvre resultater i den sportsgren, hvor det er sjette gang man er med til en VM slutrunde (akkurat som Danmark), og spillerpotentialet er mildt sagt ikke imponerende.

Den australske formodede start 11èr: 
Matthew Ryan (30 år – FC København – 77 lk/0 mål)
Fran Karacic (26 år – Brescia – 12 lk/1 mål)
Harry Souttar (24 år – Stoke City – 12 lk/6 mål)
Kye Rowles (24 år – Heart of Midlothian – 5 lk/0 mål)
Aziz Behich (31 år – Dundee United – 55 lk/2 mål)
Mathew Leckie (31 år – Melbourne City – 75 lk/13 mål)
Aaron Mooy (32 år – Celtic Glasgow – 55 lk/7 mål)
Jackson Irvine (29 år – St. Pauli – 51 lk/7 mål)
Craig Goodwin (30 år – Adelaide United – 12 lk/2 mål)
Riley McGree (24 år – Middlesbrough – 13 lk/1 mål)
Mitchell Duke (31 år – Fagiano Okayama – 23 lk/9 mål) 

 

Der kan være tvivl om hvorvidt holdet stiller op i 4-4-2, 4-3-3 eller den opstilling som de rent faktisk havde succes med i kvalifikations turneringen, nemlig 4-2-3-1. Som det fremgår er det ikke de mest prominente klubber de skotske spillere repræsenterer, og det er da også noget af en opgave blot at finde frem til spillere, man på en god da kan betegne som profiler. Jeg vil dog fremhæve den høje centrale forsvarsspiller Harry Souttar og midtbaneslideren Aaron Mooy, som begge portrætteres herunder.

Aaron Mooy har har haft en meget omskiftelig karriere, siden han seniordebuterede for St Mirren i den skotske liga tilbage i 09/10, herefter har han turneret rundt i forskellige australske og engelske klubber, endda på et tidspunkt i Manchester City, uden at det dog blev til kampe, og omkring 4 sæsoner har han for først Huddersfield, og dernæst Brighton, spillet i Premier League. Aktuelt tørner han ud for Celtic Glasgow, efter at mange troede han havde pensioneret sig selv et sted ude i Østen for en kinesisk klub. Til trods for en lang karriere, er den slidstærke midtbaneterrier “kun” 32 år, og han besidder stadig et enormt løbepensum, ligesom hans fightergen er intakt. Man kan sige han er lidt som en Højbjerg light i stil.

Harry Souttar er med sine 198 cm et skur, som de færreste kan nå op til, og selvom han mangler speed, og besidder en teknik som selv Søren Colding nødigt havde været misundelig på, er han på rekordtid blevet en nøglefigur på holdet. Han er naturligvis med fremme på alle holdets dødbolde på modstandernes banehalvdel, og selvom Joachim Andersen ikke er dværg, skal Palace stopperen i den grad være opmærksom på dette luftmonster, som reelt bliv er deres eneste trussel i dagens kamp, alene pga. hans hovedspilsstyrke. Souttar spiller til daglig i den næstbedste engelske række for Stoke City, og er i øvrigt født og opvokset i Skotland.

DEN DANSKE START 11èr:
Uanset hvordan jeg vender og drejer det, har jeg ikke fantasi til at tro at Hjulmand, endnu engang stiller op med 3 centrale forsvarsspillere, så jeg tror trods alt han nu her, tæt på sidste chance, stiller op i en 4-3-3 formation, hvor jeg personligt gerne ser Skov Olsen og Lindstrøm være de udfordrende kanter, og så med angrebets trods alt hurtigste mand, Braithwaite, som løber og pladsskaber for nok især Eriksen, der skal have en helt fri rolle. Som offensiv playmaker sidestillet med Eriksen, bør Mathias Jensen vælges. Han har lidt af de samme visioner i spillet som netop Eriksen, og kan holde bolden kørende med kanter og Eriksen, indtil der skabes plads. PEH er selvskreven, og i forsvaret går jeg med Bah som højre back, alene pga. tempoet, hvor han synes hurtigere end Kristensen, samt ikke mindst mere offensiv. Med al respekt for Australien, så bør der ikke komme meget fra deres offensiv af, som AC Andersen eller Mæhle til nød med hjælp fra PEH, ikke kan håndtere.

Mit forslag ser således ud:

Her lige inden jeg postede dette indlæg, fik jeg så holdet præsenteret, og kan se at eneste forskel er at Rasmus Kristensen er prioriteret foran Alexander Bah på højre back positionen. Så har den gode Hjulmand måske rystet solstikket af sig?

Med disse ord, er det vel bare at vente på at der er kick off et sted ude i den golde ørken. ALT andet end 3 stensikre point bør resultere i en fyreseddel på stedet til Hjulmand – og ja, så må vi ellers tage den derfra.

Tak fordi du læste med – og på genlæs 😉

KBH (DK) 30.11.22

Torben Aakjær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

STATUS EFTER VM`S ANDEN RUNDE KAMPE + RUNDENS HOLD!