SELECAO SKAL MAN ALTID REGNE MED!

Brasilien “A Selecao”
FIFA ranking (oktober 2022): 1
Træner: Adenor Leonardo Bacchi “Tite”
Anfører: Thiago Silva
VM meritter/bedste placering: Verdensmester i 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002
Deltaget i VM: 21

Nationens historiske helte: Pele, Ronaldo Nazario, Ademir, Garrincha, Cafu, Rivellino, Zico, Socrates, Ronaldinho og Roberto Carlos
Hylde 1 spillere (jfr. liste fra d. 5.7.22) på nuværende hold: Ederson Moraes, Alisson Becker, Marquinhos, Casemiro, Fabinho og Vinicius Junior
De 3 vigtigste spillere i nuværende trup: Marquinhos, Casemiro og Neymar
Flest landskampe ALLTIME
Cafu: 142
Roberto Carlos: 125
Dani Alves: 124
Flest mål ALLTIME
Pele: 77
Neymar: 75
Ronaldo Nazario: 62
Flest landskampe nuværende trup
Neymar: 121
Thiago Silva: 109
Marquinhos: 71
Flest mål nuværende trup
Neymar: 75
Roberto Firmino: 17
Richarlison: 17

Brasiliens 8 kampe i 2022:
27.1 vs Ecuador (u) 1-1
2.2 vs Paraguay (hj) 4-0
25.3 vs Chile (hj) 4-0
30.3 vs Bolivia (u) 4-0
2.6 vs Sydkorea (u) 5-1
6.6 vs Japan (u) 1-0
23.9 vs Ghana (hj) 3-0
27.9 vs Tunesien (hj) 5-1

Vundne: 7
Uafgjorte: 1
Tabte: 0
Målscorer: 27-3

Målscorere:
Richarlison: 7
Neymar: 5
Raphinha: 3
Coutinho: 3
Casemiro: 1
Antony: 1
Junior: 1
Guimares: 1
Jesus: 1
Marquinhos: 1
Pedro: 1
Rodrygo: 1
Paqueta: 1

Formationer:
4-2-3-1: 4
4-3-3: 3
4-4-2: 1

Benyttede spillere i de 8 landskampe (34):
8 kampe: –
7 kampe: Thiago Silva, Vinicius Junior, Marquinhos og Lucas Paqueta
6 kampe: Alisson Becker, Casemiro, Raphinha og Richarlison
5 kampe: Dani Alves, Fred, Philipe Coutinho, Bruno Guimares, Neymar og Fabinho
4 kampe: Eder Militao, Matheus Cunha, Gabriel Jesus, Alex Telles, Rodrygo og Antony
3 kampe: Gabriel Martinelli og Guilherme Arana
2 kampe: Alex Sandro, Everton Ribeiro og Danilo
1 kamp: Emerson Royal, Gabriel Barbosa, Ederson Moraes, Arthur Melo, Wewerton, Gleison Bremer, Pedro, Roger Ibanez og Renan Lodi

Ovennævnte 34 spillere fordelt på 21 klubber:
Real Madrid (3): Junior, Rodrygo og Militao
Juventus (3): Danilo, Sandro og Bremer
Flamengo (3): Ribeiro, Pedro og Barbosa
Liverpool (3): Alisson, Fabinho og Arthur
Manchester United (3): Fred, Casemiro og Antony
Arsenal (2): Martinelli og Jesus
Paris Saint-Germain (2): Marquinhos og Neymar
Tottenham Hotspur (2): Royal og Richarlison
Atletico Madrid (1): Cunha
Chelsea (1): Silva
Newcastle United (1): Guimares
Aston Villa (1): Coutinho
West Ham United (1): Paqueta
Manchester City (1): Ederson
Sevilla (1): Telles
Atletico Mineiro (1): Arana
Nottingham Forest (1): Lodi
FC Barcelona (1): Raphinha
UNAM (1): Alves
AS Roma (1): Ibanez
Palmeiras: Wewerton

HISTORIEN
Brasilien er jo nærmes synonymet med fodbold, i hvert fald for nulevende mennesker, i det den enorme sydamerikanske nation som det eneste landshold i historien, har deltaget i samtlige hidtidige VM slutrunder, hvilket i sig selv er en fornem bedrift, og ikke overraskende er det også Brasilien der har vundet flest kampe i slutrunderne, indtil videre 73 sejre i 109 kampe, og som alle nok ved, er det jo også brasserne der har vundet flest slutrunder totalt – hele 5 i alt, startende med 1958, hvor en vis Pele jo dukkede frem af nærmest ingenting, og i den grad blev en legende, der med al respekt for alle øvrige fantastiske fodboldspillere, ikke siden er overgået i status. Pele lever gudskelov stadig den dag i dag, og runder i øvrigt 82 år senere i indeværende måned (23.10), og er ikke overraskende den yngste af de i alt 6 stadigt levende helte fra Brasiliens mandskab det VM (de øvrige er Mario Zagallo på 91, Dino Santi på 90, Pepe på 87, Moacir på 86 og Jose Altafini på 84 år).

Selvom Brasilien er alltime rekordvindere, tog det dog en del slutrunder, før de for alvor kom i gang, og første VM finale var således i 1950, hvor de som værter var kæmpe favoritter. De badede sig igennem den første gruppe, og også i anden rundes kampe mod Sverige og Spanien, som de besejrede henholdsvis 7-1 og og 6-1, mødte de ikke meget modstand. Som det første og foreløbig sidste VM, var der ikke en egentlig finale i 1950, hvor det var de 4 gruppevindere, som til sidst mødtes i en alle mod alle turnering, og før sidste kamp som så var mellem Brasilien og Uruguay, lå brasserne øverst med maksimum point, og kunne nøjes med remis mod lilleputterne fra Uruguay, der befolknings-mæssigt havde mindre indbyggere, end hvad der boede i datidens brasilianske hovedstad Rio de Janeiro. Det var naturligvis også i denne kæmpe at opgøret fandt sted, hvor det monstrøse Estadio Maracana lagde græs til kampen, som næsten alle regnede for en “walk over” for de fantastiske brassere, der anført af stjerner som VM topscoreren Ademir, Jair (ikke at forveksle med 70èrnes brasser stjerne med samme kælenavn), Zizinho og kaptajnen Augusto m.fl. Man var endda gået så vidt, at der allerede før kampen var udformet en sang med navnet “Brasil os Vencendores”, og en af landets førende aviser O Mundo havde allerede artiklen klar til næste dags avis, med overskriften “Her er vinderne” og så et billede af landsholdet. Men sådan kom det som bekendt ikke til at gå, for selvom op i mod 220.000 ekstremt larmende tilskuere i den grad gav deres helte opbakning som sjældent set, så endte “festen” med at upåagtede Uruguay på sejrsmålet ca. 10 minutter før tid af Ghiggia, kunne løfte Jules Rimet pokalen mod den brasilianske aftenhimmel, alt i mens spillere, ledere, tilskuere og alle andre der elskede “A Selecao”, græd som piskede. Flere gjorde tilmed selvmord på selve stadion den aften, og i de efterfølgende dage, kunne man notere sig et rekord højt antal selvmord og om muligt endnu flere voldsepisoder i de små hjem, hvor det typisk var koner og kærester det gik ud over, når manden kom frustreret hjem.

Men til trods for den nationale tragedie (billedet herover viser da Uruguays Ghiggia scorer sejrsmålet), kom brasserne som bekendt videre i deres fodboldhistorie, og det endda på så flot vis, at det i dag fremstår som nationen med flest VM titler. VM 58 og 62 blev vundet med noget nær samme stamme af spillere, mens VM 66 nok hurtigt går i glemmebogen, efter et VM hvor man fra Brasiliens side af, beskyldte noget nær alle modstandere for at spille som dyr, og simpelthen hakke brasserne ned. Man kom dog tilbage, og med superstjernen, den nu 29 årige Pele i storform – sammen med en ny generation af brasilianske kunstnere som f.eks. Jair, Rivellino og Gerson m.fl., snuppede man VM trofæet i et af historiens mest underholdende VM slutrunder, da man i slutkampen besejrede de forsvarende Europamestre fra “Gli Azzuri” med effektive 4-1, og en hel verden kunne se en grædende Pele på skuldrene af sine holdkammerater, i det som skulle vise sig at blive legendens sidste deltagelse i verdens største fodboldbegivenhed (kaptajnen og den ene af finalens målscorere, Carlos Alberto, viser herunder stolt Jules Rimet trofæet frem!).

Pele var ganske vist “kun” 33 år, da VM 4 år senere blev afviklet i Vesttyskland, men til trods for at både Brasiliens præsident, selveste paven og alverdens sponsorerer, venner, rygklappere og andet godtfolk, nærmest tiggede og bad ham om at deltage, fastholdt han sit “nej tak”, og derved sluttede en stor epoke i Brasilien. Godt nok spillede et nyt brasser hold sig frem til semifinalerne i 1974, men uden Pele men også profiler som Tostao, Gerson og ovennævnte Carlos Alberto m.fl., var spillet langtfra prangende, og bronzekampen blev da også tabt til Polen med 0-1, og et ikke specielt stolt brasser hold kunne rejse hjem fra det kolde Europa, til en mildt sagt kølig modtagelse, som stod i diametral modsætning til 4 år tidligere. Da man nåede frem til VM 78, var der kun to spillere tilbage fra VM holdet i 1970 (Leao og Rivellino), og nye spillere så nu dagens lys i skikkelse af bl.a. Zico, Oscar og Cerezo m.fl., og efter en jævn indsats, sluttede man som nr. 3, efter i bronzekampen at have besejret Italien med 3-1, og hjemme i Brasilien begyndte man at vejre morgenluft, for der var mange fine spillere på vej frem, så måske kunne VM i 82 blive en gentagelse af triumfen 12 år tidligere. Relativ ny mand på trænerposten var den populære Tele Santana, som især var elsket da han forsøgte at genskabe tidligere tiders underholdende brasser hold, med nærmest lutter offensive spillere. Stjernerne var nu føromtalte Zico og Cerezo – men bestemt også den elegante playmaker Socrates, den hårdtskydende Eder og den super offensive wingback Junior m.fl. “Selecao” spillede forrygende og medrivende fodbold, og publikum tog dem med det samme til deres hjerter. Efter gruppespillet stod holdet med 3 sejre ud af lige så mange mulige, og med en målscore på 10-2, og var i den grad klar til andet gruppespil (som man kørte med i den tid), hvor ærkerivalerne fra Argentina og Italien var modstanderne i en “Round Robin” omgang om at komme i semifinalen. Santanas udvalgte lagde da også fremragende fra land, da de på Sarria Stadium i Barcelona, besejrede Argentina med 3-1 på mål af Zico, Serginho og Junior, og nu skulle man “bare” hive minimum en remis hjem mod Italien, der kun havde besejret Argentina med 2-1, og dermed var 1 mål under brasserne.

Men som man jo tit oplever det, når forventningen er på sit højeste, skuffede favoritterne big time. Ikke fordi Santanas tropper droppede sin offensive tilgang, men simpelthen fordi kløgt, kynisme og en vis Paolo Rossi på afgørende parametre var sin modstander overlegen, i hvert fald på kampdagen, og således måtte en generation af så eminente fodboldspillere som især Zico, Socrates og Eder, slukørede forlade Spanien og VM, denne gang slået ud før semifinalerne, en nærmest uhørt ydmygelse af en fodboldnation, som med rette, ser sig selv som øverst på tronen – hver gang! Italien havde fået sin revanche efter nederlagene i både 1970 og 1978, og Selecao måtte genopfinde sig selv – endnu engang!

Efter denne enorme skuffelse, skiftede brasserne stil. Det førhen så underholdende fodbold med hurtige pasninger, finurlige driblere og mange mål, blev afløst af mere kynisme, mere koncentration om det defensive og langt mere tålmodigt og henholdende spil. På mange måder som det man havde set guldvinderne fra føromtalte VM 82 Italien, udøve, men alligevel med et brasiliansk snit. Kvartfinale og første knock out runde blev pinlige exits for brasserne i slutrunderne derefter, men da man nåede frem til VM 94, nu under ledelse af spillerlegenden fra VM triumferne i 1958 og 62, Mario Zagallo ved roret i en alder af nu 61 år, stillede holdet i en 4-4-2 formation med 2 defensive muskelbundter centralt på midten og kanter, der mere så tilbage end frem. Det var kaptajnen Carlos Dunga og Mauro Silva der tog sig af den defensive midtbane kontrol- eller rettere styring, for selvom de begge var markant bedst i defensiven, kunne de dog trods alt spille noget fodbold, og især Silva var en dynamisk type, der evnede at tage løbene frem, og dermed mere spillede som en felt til felt spiller, et begreb man flittigt bruger i nutidens fodbold. Brasilien stillede til start i USA, hvor VM 94 fandt sted, med dette hold i 4-4-2: Claudio Taffarel (Reggiana) – Jorginho (Bayern München), Marcio Santos (Bordeaux), Richardo Rocha (Vasco da Gama), Leonardo (Sao Paolo) – Rai – anf. (Paris Saint-Germain), Mauro Silva (Deportivo La Coruna), Carlos Dunga (VfB Stuttgart), Zinho (Palmeiras) – Bebeto – Deportivo La Coruna), Romario (FC Barcelona). Man vandt 2-0 over Sovjetunionen, og da holdet nåede til kvartfinalen, hvor modstanderen var Rai, Rocha (skade) og Jorginho da også udskiftet med Mazinho (Thiago Alcantaras biologiske fader), Aldair og Branco, hvilket bestemt ikke forøgede holdets offensive mindset, og selvom Holland bestemt havde ære af den kamp, vandt brasserne 3-2, og var nu klar til semifinalen hvor modstanderen var Sverige. Vores nordiske naboer blev overvundet af Romarios ene scoring, og nu ventede de evige rivaler fra Italien, anført af en Roberto Baggio i topform i finalen. Den finale vil formentlig gå over i historien som en af de kedeligste forestillinger der er set. I bagende varme i overværelse af knap 100.000 tilskuere på Rose Bowl stadion i Los Angeles, duellerede holdene sig til 0-0, selv da der var gået 2 x 15 minutters ekstra tid, og således skulle man ud i straffesparks konkurrence, hvor det man vel i nutiden husker mest fra, er da italienske Baggio sidder grædende tilbage på grønsværen, måske velvidende om at en ellers fantastisk karriere, aldrig blev kronet med et VM, sådan som det ellers normalt sker for de ypperste spillere. Og en af de ypperste, brasserbomberen Romario kunne senere sammen med Dunga, der overtog anførerbindet fra Rai, løfte pokalen – fjerde gang for Brasilien, der således igen var på toppen af verdensfodbolden, helt hvor de mener de berettiget skal og bør være!

En vis Ronaldo Nazario var nu verdensmester – ganske vist havde den blot 17 årige knægt ikke fået et sekund i USA, men mega talentet havde været med i truppen, og derved lært hvordan man vinder de største kampe, og hans idol Romario, i samarbejde med Bebeto, havde bjergtaget en hel verden. Da VM 98 kørte var det nu den 21 årige Ronaldo Nazario der styrede showet, men af endnu uforklarlige årsager, i hvert fald for os dødelige, lukkede fænomenet ned i finalen mod Frankrig, som utroligt og overraskende dengang, således vandt VM for første gang, mens brasserne og i særdeleshed Ronaldo Nazario, formummede stod tilbage! Der skulle dog kun gå yderligere 4 år, så stod brasserne i deres tredje finale i træk, og denne gang stillede man med et hold fyldt med profiler, som på ingen måde burde være i skyggen af det fantastiske hold fra 1970! Anført af historiens formentlig bedste rendyrkede angriber, føromtalte Ronaldo Nazario, som alene hamrede 8 mål ind bag modstandernes keepere, herunder begge i finalen mod Tyskland, kunne stjerner som Rivaldo, Ronaldinho og to af historiens bedste backs Cafu og Carlos, vise deres evner frem for os alle. Det var en fornøjelse, og hele verden – ja med undtagelse af tyskerne, kunne juble ovenfor den femte triumf til det enorme sydamerikanske land, hvor fattigdom, korruption, vold og tortur, ellers er hverdag for mange af de over 200 millioner indbyggere, men hvor fodbold, i hvert fald i korte stunder, fylder mere end selv familien!

Men intet varer evigt, og selv nærmest overjordiske fænomener som 3 x R alias Ronaldo-Rivaldo-Ronaldinho, bliver opslugt af tidens tand, og var det typer som Paulinho, Fernandinho og/eller Ramires m.fl., der dannede rygraden på et hold, der ganske vist langsomt men sikkert formede en entertainer som Neymar, men som på ingen måde kunne sammenlignes med fortidens spillertyper, og således når vi frem til nutiden, hvor en ydmygende 1-7 nedsabling, tilmed i egen hule, til Tyskland i 2014, er det man indtil videre husker brasserne bedste for. Neymar er stadig med, men har nu rundet 30 år, og med al respekt for det tekniske vidunder, der havde hele verden liggende for sine fødder, da han dukkede op i Santos som purung, men nu efter 10-12 år, mest af alt minder af en karikatur af sig selv, og meget betegnende for hans betydning for holdet, ikke engang ved da man senest triumferede i Copa America. Der er ingen tvivl om at han, når han gider og kan, stadig er en af klodens bedste og mest underholdende spillere at se på, men alt for ofte går det op i “hat og briller”, og hans efterhånden mange sæsoner i en relativ svag liga, har ikke øget hans niveau – tværtimod.

Og således – lidt synkront med Neymars deroute, er vi nået frem til nutiden – som vil blive beskrevet herunder 😉

Under Tite har Brasilien kun tabt 17 kampe, og man skal tilbage til sommeren 2021, for at finde det seneste nederlag (0-1 mod Argentina i Copa America finalen), og de sidste 7 kampe i træk er vundet, hvilket om ikke andet underbygger den stabilitet som Tite har bygget sit mandskab op omkring. Man vandt Copa America i 2019 (som omtalt uden Neymar), og hans sejrsprocent i foreløbig 75 kampe i spidsen for “Selecao” på imponerende 81,34, er kort og godt den bedste nogensinde, for en brasiliansk landstræner, og altså bedre end f.eks. de 5 forgængere som har vundet VM med holdet, i skikkelse af henholdsvis Vicente Feola, Aymore Moreira, Mario Zagallo, Carlos Alberto Parreira, og den seneste triumfator for 20 år siden, Luiz Felipe Scolari. Det er helt vildt imponerende, og underbygger folkets tro ift. manden, der aldrig for alvor havde en stor karriere som spiller, hvilket jeg kommer mere ind på i nedenstående “portræt”.

Kigger man udover de nuværende mandskab, falder det de fleste i øjnene at man ikke finder åbenlyse stjerner, ja altså naturligvis udover Neymar, som selvsagt er holdets uovertrufne superstjerne – på godt og ondt. Godt fordi superteknikeren stadig på sine gode dage, er nærmest umulig at stække, og dårlig fordi han omvendt kan hive nærmest et helt hold med sig, når noget går ham i mod, uanset om det er dommeren der ikke dømmer en af hans utallige faldetricks finter, eller modstanderne der går lidt for hårdt til ham, hvilket de af åbenlyse årsager gør ganske tit. Sådan var det også med fortidens store brassere, men i modsætning til f.eks. Ronaldo, Pele eller Ronaldinho m.fl, har Neymar trods over 120 landskampe og en karriere for “Selecao” på over 10 år, endnu ikke vundet noget som helst af betydning, og det er selvsagt noget enhver brasser med respekt for sig selv er klar over, og mon ikke det også er gået op for hovedpersonen.

Man har dog spillere med potentiale til at blive de nærmeste års store stjerner, herunder spillere som Vinicius Junior, Antony, Rodrygo og Gabriel Martinelli, ikke overraskende offensive spillere helt i den brasilianske ånd, men med undtagelse af Junior, endnu ikke spillere der for alvor har vist sig frem på den helt store scene, og det er meget tvivlsomt om vi får mere end i bedste fald to af den nævnte kvartet at se på banen samtidig, i det tiderne simpelthen ikke er til den omgang forrygende samba bold, som et brasiliansk landshold, vel sådan rigtigt for alvor demonstrerede sidste gang i 1982, og som bekendt vand Zico og CO ikke andet end folkets hjerter, hvilket næppe holder Tite på posten ret længe, så helt i den ånd som Mario Zagallo faktisk allerede indførte under VM 70, med to sidestillede defensive midtbanespillere (dengang var det Clodoaldo og Gerson), og som Carlos Parreira nærmest cementerede under VM i 1994, hvor duoen hed Dunga og Mauro Silva, og som man bestemt også kan fastholde at den seneste VM guld manager fra Brasilien, Luiz Scolari nærmest perfektionerede med Gilberto Silva og Kleberson i 2002. Det er således blevet kutyme, og Tites folk i de senere års kampe, har primært været Casemiro og Fred, selvom også Fabinho og på det seneste den mere visionære Guimares, er blevet benyttet. Nutidens brasserhold minder faktisk en smule om holdet tilbage i 1970, hvor Zagallo, med rette, blev udråbt som fremsynet i sin måde at stille holdet op på. Han havde valgt en opstilling der vel bedst kan betegnes som 4-4-2, med meget svævende kanter (Rivellino og Jair), som kunne bytte side som det passede dem, og som begge kunne fungere som både angribere og offensive midtbanespillere, hvorfor opstillingen i perioder mere lignede en diamant formation, hvor holdets formentlig mest fodboldkloge spiller (Gerson) trak helt ned lige foran forsvaret, og der nærmest spillede som det vi har set Andrea Pirlo præstere for Italien. Problemet for Tite er at hverken Casemiro, Fred eller Fabinho har et overblik og/eller en boldkontrol, der berettiger en af dem til den rolle, men det har Newcastles Guimares, så hvis Tite tør og vil, kan bør han med fordel bruge Casemiro som udpræget skraldemand, og så lade Guimares gøre hvad han finder bedst.

Adenor Leonardo Bacchi “Tite” (61 år – ansat som brasiliansk landstræner i 2016)
Selvom landstræneren langt fra kan prale af en aktiv karriere, som flere af hans forgængere i jobbet, må man i den grad sige at den i den store offentlighed relativ ukendte træner, har taget Brasilien med “storm”. Han har været træner i nærmest et utal af klubber, primært brasilianske, siden 1990, og hans bedste resultater var helt sikkert i Corinthians, som han i 2012 førte frem til verdensmesterskabet for klubhold, efter sejr over Chelsea.

Hans imponerende statistik i spidsen for holdet, siger 57 sejre i 76 kampe, kun 5 tabt og 14 er sluttet remis, og sejrsprocenten er 81,34, hvilket er rigeligt til at placere ham som historiens bedste træner for Brasilien, hvilket immervæk siger en del, og selvom han endnu ikke har vundet VM titlen til den hungrende fodboldnation, så var Copa America guldet tilbage i 2019, et fint “plaster på såret”, men man ved også at ryger brasserne ikke helt til tops nu, 20 år efter seneste triumf, så risikerer han at miste jobbet inden årsskiftet!

Han har Luiz Felipe Scolari som sit idol, og denne var da også hans mentor tidligere, men man kan ikke direkte sige at “Tite” benytter samme spillestil som idolet, der var langt mere defensivt indstillet generelt, end “Tite” rent faktisk er det. Selvom mange brassere klynker over brugen af to defensive midtbanespillere, så forventer de fleste alligevel at den ene af disse “bolværk” bliver en spillende type, f.eks. Guimares, og således kan i hvert fald ældre brassere og folk med deres fodboldhistorik på plads, tænke tilbage på “Generalen” fra VM 70 triumfen, den elegante defensive playmaker Gerson.

“Tite” sværger til formationen 4-2-3-1, hvor han det seneste års tid, har benyttet den normale angriber, og holdets superstjerne men også problembarn, Neymar på 10èr positionen, eller måske rettere den hængende/skjulte angriber plads. På den måde får han en “bølgende” offensiv trio bag Richarlison (eller Jesus eller Firmino eller?), og det er her brasserne bliver uforudsigelige for de fleste modstandere. Med Guimares som fri defensiv playmaker, kan de 3 offensive spillere, i skikkelse af Junior, Neymar og enten Antony eller Raphinha, bevæge sig frit rundt, bytte pladser, gå længere tilbage, eller lægge sig helt op ved Richarlison. Guimares skal nok ramme dem, hvis han vel og mærke får pladsen og udsynet.

Her er det primære hold vurderet ud fra en 3-4-2-1 opstilling, og med karaktergivningen på 1 – 10, med 10 som utvetydig verdensklasse!

Alisson Becker (Liverpool) – 30 år / 57 lk
Karakter: 8
Det vil være synd at sige at målmandsposten er en svaghed hos brasserne, som efter en del slutrunder med mildt sagt middelmådighed på netop den post, i disse år kan profitere af at have førstekeeperen fra i hvert fald sidste sæsons to bedste klubber i England, og efter en kortere periode, hvor det faktisk var Ederson, som havde indtaget målet og lignede en permanent løsning, tog Alisson igen over, og ligner nu det sikre valg. Han er ikke så reaktionsstærk som Ederson, men bedre end mod en, ligesom hans evner i luftspillet nok også er en anelse over City keeperens. Hans minus er at han indimellem, helt i den brasilianske ånd (tør man næsten sige), laver nogle besynderlige “blundere”, nærmest ud af ingenting. Alt i alt er det dog lidt af et luksusproblem Tite har på denne position.

Alternativer:
Ederson Moraes (Manchester City) – 29 år / 18 lk
Wewerton (Palmeiras) – 35 år / 8 lk
Everson (Atletico Mineiro) – 32 år / 0 lk
Santos (Flamengo) – 32 år / 0 lk
Gabriel Grando (Gremio) – 22 år / 0 lk

Historiske helte på denne plads: Gilmar, Dida, Emerson Leao og Claudio Taffarel

Eder Militao (Real Madrid) – 24 år / 23 lk / 1 mål
Karakter: 7
Real Madrid spilleren er klart bedre i det centrale forsvar, hvor han efter VM må forventes at tage over for den aldrende Silva, men da højre back alternativerne virkelig ikke er imponerende, kan jeg snildt forestille mig at Militao placeres her, simpelthen i et forsøg på at “minimere skaderne”. At benytte Militao her, vil ganske givet forstærke holdets defensiv, men der kommer unægtelig til at mangle noget offensiv gennembrudsstyrke i højre side. Mange i Brasilien ønsker sikkert at de lige kunne trække 5-10 år fra Dani Alves fremskredne alder!

Alternativer:
Dani Alves (UNAM) – 39 år / 124 lk / 8 mål
Emerson Royal (Tottenham Hotspur) – 23 år / 7 lk / 0 mål
Dodo (AFC Fiorentina) – 24 år / 0 lk / o mål
Vanderson (AS Monaco) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Danilo (Juventus) – 31 år / 46 lk / 1 mål

Historiske helte på denne plads: Cafu, Djalma Santos og Jorginho

Thiago Silva (Chelsea) – 38 år / 109 lk / 7 mål
Karakter: 8
Den gennemrutinerede Chelsea styrmand, er sjældent skadet, stadig relativ kvik i benene, og med et overblik som man skal ned i historien for at finde lignende, for så vidt angår brasilianske midterforsvarere. Han spiller med en nærmest stoisk ro, og minder på mange måder om den gamle Roma spiller Aldair, eller som fodboldhistorikere måske vil sige, som VM 58 kaptajnen Bellini, hvilket jeg af gode grunde skal lade være usagt. Kan han holde sig fri fra skader og alt for mange knubs, og måske blive sparet i en af gruppekampene, står brasserne forrygende stærkt.

Alternativer:
Felipe (Atletico Madrid) – 33 år / 2 lk / 0 mål
Gabriel Magalhaes (Arsenal) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Gleison Bremer (Juventus) – 25 år / 1 lk / 0 mål
Roger Ibanez (AS Roma) – 24 år / 1 lk / 0 mål
Leo Ortiz (RB Bragantino) – 26 år / 0 lk / 0 mål
Lucas Verissimo (SL Benfica) – 27 år / 2 lk / 0 mål
Diego Carlos (Aston Villa) – 29 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Lucio, Aldair, Hilderaldo Bellini, Piazza og Oscar 

Marquinhos (Paris Saint-Germain) – 28 år / 71 lk / 5 mål
Karakter: 8
Akkurat som med Silva, regnes PSG spilleren som en af klodens bedste på sin position, og også ham her er rent faktisk en relativ kløgtig spillertype, som ikke “bare” sørger for at holde defensiven ren, men rent faktisk formår at gå med frem og deltage aktivt i opspillet, hvorfor han også med fordel kan benyttes på den defensive midtbane.

Alternativer:
Se under Silva

Alex Telles (Sevilla) – 30 år / 8 lk / 0 mål
Karakter: 4
Hvis man mener at højre back positionen er en svaghed hos brasserne med Royal, Alves eller en helt tredje, så kan man vist roligt sige at venstre backen heller ikke er prangende besat. Man må håbe for det håbefulde land, at Tite vælger Danilo (som kan benyttes i den side) fra Juventus, fremfor Telles, der ganske enkelt hverken er speciel stærk, hverken defensivt eller offensivt. Han kan slå indlæg, og han er relativ hurtig, men han virker ofte påfaldende passiv og ukoncentreret.

Alternativer:
Guilherme Arana (Atletico Mineiro) – 25 år / 4 lk / 0 mål
Alex Sandro (Juventus) – 31 år / 37 lk / 2 mål
Renan Lodi (Nottingham Forest) – 24 år / 16 lk / 0 mål
Caio Henrique (AS Monaco) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Douglas Santos (Zenit Saint Petersburg) – 28 år / 1 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Junior, Marcelo, Roberto Carlos, Nilton Santos og Branco

Casemiro (Manchester United) – 30 år / 65 lk & 5 mål
Karakter: 8
Den mangeårige Real Madrid fighter, er ikke helt på det niveau, som han var, da han var på sit højeste, og karaktermæssigt er han nøgternt set tættere på 7 end 9, men i skrivende stund tildeles han 8 tallet, ikke mindst pga. uvurderlig rutine, en utrolig placeringsevne + at han er uhyre stærk i kroppen og kan løbe solen sort. En stærk 6èr er nødvendigt i brassernes offensive tilgang, og det er Casemiro bestemt!

Alternativer:
Fabinho (Liverpool) – 29 år / 28 lk / 0 mål
Douglas Luiz (Aston Villa) – 24 år / 9 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Carlos Dunga, Clodoaldo og Gilberto Silva

Bruno Guimares (Newcastle United) – 25 år / 8 lk / 1 mål
Karakter: 7
Den boldfaste og rolige spiller, der i denne sæson er kommet til nyrige Newcastle, har nærmest fra start vist hvor stærk han reelt er, og han kan snildt snige sig videre op på 8, hvis de lovende takter fortsætter. Lidt som en Gerson på 70èr mandskabet, bevæger han sig dybt ned i banen, ja nærmest helt ned mellem stopperne, og derfra kan han slå millimeterpræcise afleveringer, mens opmærksomheden er andetsteds hos modstanderen. Brasiliens Pirlo, eller måske rettere dennes mulige afløser på Italiens landshold, den mere fysisk robuste Tonali, der akkurat som Guimares, bestemt også ved hvordan man stopper en modstander, også med mindre lovlige metoder. Kan hvis han benyttes rigtigt, og naturligvis hvis han for alvor får sit spil til at flyde, bliver “Selecaos” nøglespiller i bestræbelserne på at snuppe deres VM titel nr. 6.

Alternativer:
Fred (Manchester United) – 29 år / 28 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Gerson, Zito og Toninho Cerezo

Neymar (Paris Saint-Germain) – 30 år / 121 lk / 75 mål
Karakter: 8
Ja om man bryder sig om superteknikeren eller ej, så har han et nærmest uhørt højt topniveau, og som hans tal illustrerer, så ved han bestemt hvor modstandernes mål er, og han ved hvordan han skal få bolden derind ikke mindst. Har aldrig for alvor udviklet sig til det hans potentiale ellers lovede, for i så fald havde vi snakket Kaka eller måske endda Ronaldinho klasse her, og det er der vist ikke mange der trods alt gør, med fuld respekt for Neymars karriere og udvikling. I denne tilbagetrukne angrebsrolle som en blanding mellem en 10èr og en hængende/skjult angriber, virker det som om han får mere plads, og med en stor stærk fyr som Richarlison foran sig, og kvikke driblere på siderne, kan han rykke rundt mere frit, og naturligvis også gå direkte på målet, hvilket han utvivlsomt vil, om ikke andet så i et forsøg på at vise sig selv frem. Bliver formentlig enten helt eller skurk dette VM!

Alternativer:
Lucas Paqueta (West Ham United) – 25 år / 35 lk / 7 mål
Philipe Coutinho (Aston Villa) – 30 år / 68 lk / 21 mål
Arthur Melo (Liverpool) – 26 år / 22 lk / 1 mål
Gerson (Olympique de Marseille) – 25 år / 4 lk / 0 mål
Everton Ribeiro (Flamengo) – 33 år / 21 lk / 3 mål
Danilo (Palmeiras) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Edenilson (Internacional) – 32 år / 2 lk / 0 mål
Joelinton (Newcastle United) – 26 år / 0 lk / 0 mål
Ederson (Atalanta Bergamo) – 23 år / 0 lk / 0 mål
Wendel (Zenit Saint Petersburg) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Oscar (SH Port) – 31 år / 48 lk / 12 mål

Historiske helte på denne plads: Zico, Kaka, Zizinho, Didi, Socrates og Falcao  

Antony (Manchester United) – 22 år / 11 lk / 2 mål
Karakter: 6
Det er stadig meget nyt med den unge brasser i Manchester United, men efter omstændighederne har han gjort det fint, uden at være prangende, og med et par flotte scoringer, har han hurtigt bidt sig fast på sit klubhold, og skal her på landsholdet primært kæmpe med Barcas Raphinha om pladsen som højre wing. Umiddelbart virker det som om Tite langsomt men sikkert hælder til Antony, men det vil blive kamp til stregen, hvilket bestemt gerne skulle være til gavn for udfaldet i sidste ende, for man har i den grad brug for stærke pågående og driblende wingtyper på det hold.

Alternativer:
Raphinha (FC Barcelona) – 26 år / 11 lk / 5 mål
Rodrygo (Real Madrid) – 21 år / 7 lk / 1 mål
Tete (Olympique de Lyon) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Malcolm (Zenit Saint Petersburg) – 25 år / 0 lk / 0 mål
David Neres (SL Benfica) – 25 år / 7 lk / 1 mål
Pedrinho (Atletico Mineiro) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Lucas Moura (Tottenham Hotspur) – 30 år / 35 lk / 4 mål

Historiske helte på denne plads: Jairzinho og Garrincha

Richarlison (Tottenham Hotspur) – 25 år / 38 lk / 17 mål
Karakter: 6
Den kontroversielle Spurs angriber, har fået mere tid end man kunne have frygtet for Contes mandskab, og han er tydeligvis en spiller som Tite tror meget på, måske også fordi alternativerne rent faktisk ikke er prangende, efter at Firmino kun sporadisk blusser op, og såfremt Neymar fastholdes på sin 10èr position. Men Richarlison ved bestemt hvordan han skal gøre fyldest, og selvom han ikke scorer i en kamp, kan man som regel regne med en stærk arbejdsindsats, det er han bestemt ikke for fin til. Slår han ikke til, vil jeg personligt pege på Jesus fra Arsenal, selvom han godt nok sjældent scorer for landsholdet!

Alternativer:
Matheus Cunha (Atletico Madrid) – 23 år / 8 lk / 0 mål
Roberto Firmino (Liverpool) – 31 år / 55 lk / 17 mål
Pedro (Flamengo) – 25 år / 2 lk / 1 mål
Gabriel Jesus (Arsenal) – 25 år / 56 lk / 19 mål
Gabriel Barbosa (Flamengo) – 26 år / 18 lk / 5 mål
Joao Pedro (Watford) – 21 år / 0 lk / 0 mål
Yuri Alberto (Corinthians) – 21 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Pele, Ronaldo Nazario, Romario, Bebeto, Ademir, Tostao, Leonidas, Rivaldo og Vava

Vinicius Junior (Real Madrid) – 21 år / 16 lk / 1 mål
Karakter: 9
Selvom Neymar, er nationens ukronede fodboldkonge, er den Champions League vindende Junior, måske holdets vigtigste spiller, i hvert fald i offensiven, hvor han med sin speed, teknik og næse for mål, bør være en evig uro hos modstanderne, og det er netop ham, i samarbejde med Neymar, som kan føre holdet helt til tops, hvis det altså fungerer!

Alternativer: 
Gabriel Martinelli (Arsenal) – 21 år / 3 lk / 0 mål
Pepe (FC Porto) – 25 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Rivellino, Ronaldinho, Pepe og Eder

  
AFSLUTTENDE KOMMENTARER
Et hold med en del offensive strenge at spille på, bredde på målmandsposten, men mangler på midtbane og i det centrale forsvar, såfremt nøglespillere skades tidligt i turneringen.

MIT BUD PÅ DEN ENDELIGE 26 MANDS TRUP
Såfremt alle er fit for fight, tipper jeg disse spillere i Tites trup:
Målmænd: Alisson, Ederson og Weverton
Højre backs: Danilo og Alves
Venstre backs: Sandro og Telles
Centrale forsvarere: Silva, Marquinhos, Militao, Gabriel, Ibanez og Bremer
Defensive/centrale midtbanespillere: Casemiro, Fabinho og Guimares
Offensive midtbanespillere: Paqueta
Højre wings: Antony, Rodrygo og Raphinha
Venstre wings: Junior og Martinelli
Angribere: Neymar, Richarlison, Firmino og Jesus

De ligger på vippen:
Højre back: Emerson Royal (Tottenham Hotspur)
Venstre back: Renan Lodi (Nottingham Forest)
Angriber: Matheus Cunha (Atletico Madrid)
Angriber: Gabriel Barbosa (Flamengo)

DERFOR VINDER BRASILIEN VM
– Historien
– Midteraksen op igennem holdet er særdeles stærkt
– Uortodokse typer i offensiven

DERFOR VINDER BRASILIEN IKKE VM
– Bredden på midtbane og angrebs positionerne
– Flere aldrende spillere
– Humør spillere
– For meget hviler på Neymars (smalle) skuldre

HVAD JEG TILTROR DEM
I skrivende stund har jeg dem rent faktisk som svage favoritter til titlen, og alt andet end en semifinale vil vel være en skandale!

Med disse ord, vil jeg slutte for denne gang, og ja så er der ikke andet end at sige tak fordi du læste med, og på genlæs næste gang 😉

KBH (DK) 17.10.22