“Il GRANDE INTER”

“Questa notte splendida darà i colori al nostro stemma: il nero e l’azzurro sullo sfondo d’oro delle stelle. Si chiamerà Internazionale, perché noi siamo fratelli del mondo.” – “This wonderful night bestows us with the colors of our crest: black and blue against a gilded backdrop of stars. It shall be called International, because we are brothers of the world.”

Foot-Ball Club Internazionale som i vore dage primært omtales som Inter Milan, blev skabt tilbage i 1908, og klubbens første store helt var Virgilio Fossati, som både var træner og anfører for det hold, der første gang løftede Scudettoen i 1910. Den agile midtbanespiller var endvidere klubbens første italienske landholdsspiller, og han præsterede tilmed at score i “Gli Azzurris” første officielle landskamp mod Frankrig i 1910. Den stakkels Fossati var dog født i en tid, hvor der kort tid efter udbrød verdenskrig, og han omkom en kold vinterdag nær byen Monfalcone i 1916, blot 25 år gammel.

Efter Fossati kom mange andre trænere, heriblandt i en periode hele 6 ungarere på stribe, og minsandten om man ikke også i 40èrne ansatte et par tidligere dobbelte italienske verdensmestre, begge tidligere superstjerner i klubben, i skikkelse af først Giovanni Ferrari og dernæst Giuseppe Meazza, og indimellem kom der da også lidt sølvtøj hjem, men det var ikke kontinuerligt, før klubbens altoverskyggende overhoved, præsidenten Angelo Moratti valgte at ansætte den kontroversielle Helenio Herrera (billedet). Den argentinske træner som gik under kælenavnet “Il Mago” (“Troldmanden”) var netop fyldt 50 år, og havde hidtil i karrieren trænet klubber i Frankrig, Portugal og især Spanien, og han kom direkte fra et par sæsoner i FC Barcelona, hvor han med stjerner som bl.a. den ungarske trio Kubala, Kocsis og Czibor samt ikke mindst Ballon dÒr vinderen fra 1960 – spanske Luis Suarez, havde vundet La Liga et par gange, og i det hele taget i den korte periode, overtaget rampelyset fra de to store Madrid klubber. Det var ikke gået uset hen andre steder, og efter længere tids forhandlinger, fik Moratti overtalt Herrera til at sige farvel til spansk fodbold, og for første gang goddag til Serie A i almindelighed, og Inter Milan i særdeleshed.

Den ambitiøse Moratti og resten af Inter Milan ledelsen + ikke mindst klubbens store fanskare, kunne med mismod se at andre klubber i “Støvlelandet” var foran dem på flere punkter. Juventus havde vundet ikke færre end 11 Scudettoer mod Inter Milans 7, bysbørnene fra AC Milan havde 8 mesterskaber og havde været i 2 finaler i Europa Cup for Mesterholds turneringen, hvoraf de til Inters store gru, havde vundet den seneste af slagsen i 61/62, og selv Fiorentina havde med deres tabte finale i samme turnering + 2 finaler, hvoraf den ene var vundet i Europa Cup for Pokalvinder turneringen, havde mere medvind end hårdtprøvede Inter.

I det hele taget gik det ikke super godt for italiensk fodbold som helhed, illustreret ved at landsholdet for første gang havde misset en VM slutrunde i 1958, og man evnede ikke på samme måde at udvikle superspillere som tidligere helte som f.eks. Meazza, Combi, Orsi eller Piola m.fl., men omvendt så man flere steder unge særdeles spændende spillere spire frem, herunder navne som bl.a. Zoff, Rivera og Di Sisti + Inter Milans egen trio Mazzola, Facchetti og Corso. Alle var de stadig teenagere og udstyret med et enormt talent, men spørgsmålet var om de i fremtiden kunne forløse det potentiale. Inter Milan havde i sæsonen hvor Herrera tiltrådte, rent faktisk ligaens yngste spillertrup med en gennemsnitsalder på 22,6 år, så det var et noget mere porøst spiller materiale Herrera overtog, end der hvor han kom fra, hvor han havde været vandt til at arbejde med etablerede modne stjerner.

En af argentinerens første handlinger var at købe den stærke forsvarsspiller Armando Picchi (billedet) fra SPAL, landsholdskeeperen Lorenzo Buffon fra Genoa, samt implementere talenterne Facchetti og Mazzola (begge 17 år) samt den energiske wing Corso (18 år) i truppen. Hans stil i spansk fodbold havde ofte været rost for sin offensive approach, og det var da også denne han forsøgte sig med i starten i den italienske klub. Den første sæson gav det dog langt fra “pote”, og 3 pladsen + exit i kvartfinalen i Coppa Italia, affødte ikke ligefrem næsegrus respekt hos fans og de evigt kritiske medier. Herrera havde dog en valid pointe når han forsvarede sig med sit uerfarne mandskab, og Moratti gav ham yderligere penge, så han op til sæsonen 61/62 kunne investere tungt i den spiller, som han allerhelst ville have fingrene i. Spilleren var den spanske superstjerne Luis Suarez, som udover at have været Herreras playmaker i Barcelona tiden, endvidere som den første og hidtil eneste spanske spiller nogensinde, havde modtaget Ballon dÒr trofæet i 1960. Suarez havde i Barca spillet helt fremme på den offensive midtbane, men Herrera havde andre planer med den elegante spiller nu, og han blev placeret som en mellemting mellem en “pivot” og en “regista” dybt nede på Inters midtbane. Prisen for spanieren var hele 25 millioner spanske Pesetas, eller hvad der svarede til 175.000 Euro, et beløb der dengang gjorde ham til klodens dyreste spiller. Forventningerne til Suarez (og Herrera) var selvsagt enorme, for ikke bare var Suarez qua sin Ballon dÒr titel en mega stjerne, han var også sammen med den mindre kendte Juan Santibastian (som skiftede fra Real Madrid til Venezia), de første spanske spillere nogensinde i Serie A.

Også den engelske angriber Gerry Hitchens var en dyr spiller, da han kom til samme sommer fra Aston Villa, men i modsætning til Suarez, kom han dog aldrig sådan for alvor til at blive et hit i Inter Milan. Holdet spillede nu mere flydende, og undervejs i sæsonen lignede det faktisk at klubben kunne gå hele vejen, men det endte til sidst med 2 pladsen, 4 point efter bysbørnene fra AC Milan, og ja så var det ikke overraskende at Herrera endnu engang stod til skideballe hos Moratti. På en eller anden finurlig måde, lykkedes det ham at beholde jobbet, men alle i og udenfor klubben, var klar over at der skulle en primær titel hjem i sæsonen 62/63, for i modsat fald ville klubbens træner ikke længere hedde Helenio Herrera.

Efter at have spillet det som flere vurderede som en naiv form for fodbold, valgte argentineren til sin 3`de sæson at skifte til det system, som schweizeren Karl Rappan (billedet) tilbage i 30-40èrne, var blevet både berømt, men også berygtet for. Systemet blev kaldt “verrou” på fransk, og på italiensk “catenaccio”, eller hvad der på dansk svarer til “dørbolt”. Rappan havde i en tid hvor næsten alle klubhold spillede ud fra hvad man i dag nok vil betegne som naive systemer og opstillinger, med hovedvægten lagt på offensiven, implementeret sin “verrou” totalt hos Grasshoppers Zürich, og havde her opnået enorm succes. Nereo Rocco, den senere hen så succesfulde AC Milan træner, kopierede systemet næsten en til en til sit Triestina mandskab frem til en sensationel 2 plads i Serie A efter Torino i sæsonen 47/48, og i Padova hvor han indførte samme system, lykkedes det ham at hive holdet op til en næsten lige så overraskende 3 plads. Mange italienere troede dog at tiden var løbet fra et så gennemført taktisk og defensivt system, men de tog fejl, om end Herreras “catenaccio” lige blev justeret en anelse til den offensive side, hvilket formentlig var årsagen til den nærmest uhørte succes “Il Grande Inter” skulle opnå de kommende sæsoner.

Der skulle bruges løbestærke, fysisk velpostrede og kloge typer til Herreras planer, og man investerede tungt i spillere som den alsidige forsvarsspiller Burgnich som kom til fra Palermo, højre wingen og verdensmesteren fra 1958 Jair (ikke at forveksle med Jairzinho fra VM 70 holdet), som blev købt i Portuguesa, samt angriberen Di Giacomo fra Torino. Nu mente Herrera at han havde holdet, og man må i den grad sige at han fik ret. Inter Milan gik hen og vandt Scudettoen, i øvrigt for første gang siden sæsonen 53/54, og kort tid efter lå der ikke overraskende en ny kontrakt til den nu populære argentiner, som dog langtfra var færdig med at udvikle sit mandskab endnu. Han var ikke tilfreds med keeper positionen, og der blev kigget på flere emner, herunder ikke mindst Cudicini fra Roma og Albertosi fra Fiorentina, men valget endte på sidstnævntes holdkammerat Giulano Sarti, som dermed kunne kalde sig Inter spiller, og med i handlen fulgte den bevægelige angriber Aurelio Milani, hvilket ikke mindst for breddens skyld var en god handel. Herrera ville erobre Europa, og til det skulle han ikke kun have 11 stærke spillere til sin start formation, nej han skulle i den grad også have en god bredde, og det mente han nu var på plads.

Sæsonen 63/64 blev på mange måder en skelsættende sæson, ikke kun for Herrera, men så sandelig også for Inter Milan. Jagten på europæisk succes var nøglen til at føre klubben op i det helt fine selskab, og nu skulle evner og ambitioner afprøves udenfor Serie A, og det endda blandt de bedste af de bedste. Første modstander i Europa Cuppen var Everton, der under ledelse af Harry Catterick, bestemt ikke var en ueffen modstander, og første kamp på Goodison Park sluttede da også 0-0, efter en forestilling som var utrolig taktisk præget. Begge hold havde enorm respekt for hinanden, og hjemmeholdets fysik vs gæsternes snuhed, gav en på mange måde besynderlig kamp, hvor der vel samlet set kun var 2 skud på mål, begge uden at de i øvrigt forstyrrede keeperne i unødig grad. Herrera var yderst tilfreds, for hans system havde virket perfekt, og hjemme på et totalt proppet Giuseppe Meazza var han sikker på at man ville kunne besejre de stærke, men også naive englændere. Og ja det kom til at holde stik, for på den scoring som Jair sikkert udplacerede Gordon West med, lige efter pausen, betød at Inter Milan nu var klar til næste runde, hvor modstanderen blev AS Monaco. Turneringens store favoritter fra Real Madrid havde sideløbende knust ellers stærke Glasgow Rangers med samlet 7-0, mens outsidere som Benfica, Borussia Dortmund og PSV Eindhoven ligeledes sikkert var cruiset videre, og nu kom også AC Milan, som forsvarende europæiske mestre, ind i turneringens næste runde, så selvom Inter Milan så stærke ud, var alle klar over at der endnu var lang vej før den ultimative triumf!

I bedste Herrera stil, som mange udefra ville kalde det, vandt Inter Milan endnu engang 1-0 hjemme i Italien, denne gang på mål af reserve angriberen Nicola Ciccolo, og da Monaco nu skulle frem på banen i returkampen, ventede Herreras udvalgte kun på sprækkerne der uværgerligt opstod når et hold gik frem på banen, og ja på 2 giftige kontra angreb, kunne Mazzola score først efter et kvarters tid, og det næste blot et par minutter efter, og så var den kamp reelt afgjort, for nu stillede Inter sig mageligt tilbage, og lod det franske hold angribe. Monaco fik med 20 minutter tilbage af kampen reduceret, men i de døende sekunder kunne Luis Suarez lukke opgøret med kampens sidste spark, og derved sluttede kampen 3-1 og 4-1 samlet, og nu var Inter pludselig fremme i kvartfinalen, hvor Partizan Beograd ventede. Balkan mandskabet blev samlet besejret 4-1, og man var nu i semifinalen mod Borussia Dortmund, mens Real Madrid i den anden semifinale mødte Zürich.

Den første kamp i Tyskland sluttede 2-2, efter at Inter undervejs rent faktisk havde vist sårbarheder når modstanderne pressede dem højt oppe på banen. Det fik Herrera til at placere den løbestærke og samtidig fysisk velbyggede Tagnin ved siden af Guarneri i det centrale forsvar, fremfor hidtil, hvor Tagnin mere havde spillet en form for defensiv midtbane. Han var nu mere kontrolleret i sit spil, og det gav sweeperen og holdets måske vigtigste brik Picchi, mere ro til at styre sin defensiv. Hjemme i Italien scorede Mazzola og Jair, mens Dortmund overhovedet ikke kom frem til nogen chancer, og dermed var Inter Milan nået frem til sin første finale i Europa Cuppen, en kamp som skulle afvikles på det imposante Prater Stadion i Wien (det som nu hedder Ernst Happel Stadion). Modstanderen var ikke så overraskende, idet de 5-foldige vindere af turneringen Real Madrid havde udraderet deres semifinale modstander med samlet 8-1.

Finalen fandt sted d. 27 maj, og Real Madrid stillede med dette mandskab (3-2-4-1): Jose Vicente – Isidoro, Jose Santamaria, Pachin – Lucien Muller, Ignacio Zoco – Amancio Amaro, Felo, Ferenc Puskas, Francisco Gento – Alfredo Di Stefano. Et helt uhyrligt stærkt mandskab, hvor flere af profilerne og heltene fra 50èrne, dog efterhånden nærmede sig pensionsalderen. Liberoen Santamaria var således 33 år, og hans førhen så utrolige speed, var af naturlige årsager aftaget, og de 2 superstjerner oppe foran, Puskas og Di Stefano, var begge blevet 36 år, hvilket naturligvis havde en vis betydning. Teknik og overblik var selvsagt stadig på højeste plan, men med al respekt for deres kunnen, var det ikke verdens sværeste opgave for Picchi og CO at holde snor i de gamle drenge, og med en Mazzola i hopla, kunne Inter bringe sig foran både 1-0 og 2-0 (det andet mål scoret af Milani på assist af Mazzola), inden Felo med 20 minutter igen fik reduceret.

Banens altoverskyggende storspiller, den endnu blot 21 årige Mazzola, lukkede dog kampen til sidst til 3-1, og da dommeren Josef Stoll fløjtede for sidste gang, faldt lykkelige Inter spillere hinanden om halsen! Den nærmest umulige mission var lykkedes til UG, og det europæiske skifte var for alvor taget. Bysbørnene AC Milan havde som tidligere nævnt vundet den forrige turnering, og nu stod Inter så med pokalen, og i skyggerne kunne man se de slagne spaniere luske ud af det store stadion, for nu var det italienerne der “ejede” Europas fodboldtop!

Inter Milans hold i finalen så i øvrigt således ud:

Triumfen i Europa Cuppen betød også at Inter nu skulle spille om den endnu uofficielle VM klub pokal, som på det tidspunkt hed “European/South American Cup” eller i daglig tale “Intercontinental Cup”. Der skulle spilles både ude og hjemme, og første kamp fandt sted i Argentina på Estadio Libertadores de America i Argentina og var mod Independiente, og senere hen spillede man på Giuseppe Meazza.

Begge klubber vandt deres hjemmekampe, og derfor skulle de ud i en sidste og afgørende kamp på neutral grund, og her blev det Santiago Bernabeu i Madrid som blev valgt som spillested. Den kamp vandt Inter på et mål i den forlængede spilletid af Corso, og dermed kunne Herrera og CO tilføje endnu en større titel til samlingen.

Man troede næsten ikke det hele kunne blive meget bedre, men sæsonen 64/65 skulle alligevel vise sig at blive den måske flotteste sæson i klubbens historie. Scudettoen blev vundet, man tabte i Coppa Italia finalen til Juventus, og Europa Cuppen for mesterhold blev minsandten genvundet, denne gang efter finalesejr over Benfica med Eusebio som stjernen. Senere samme år formåede man også at genvinde VM for klubhold, denne gang igen over Independiente.

Finalevinderholdet i Europa Cuppen for Mesterhold, så ud som herunder, hvor den skarpe læser vil kunne se at der var skiftet ud på 2 pladser, ift. vinderholdet året forinden. Tagnin var erstattet af den 18 årige Bedin, mens Peiro nu var helt fremme i stedet for Milani.

SL Benficas hold, der stillede i en 4-3-3 formation, så således ud: Costa Pereira – Domiciano Cavem, Fernando Cruz, Germano, Raul Machado – Jose Neto, Eusebio, Mario Coluna (anf) – Jose Augusto, Jose Torres, Antonio Simoes. Det er nok på sin plads at nævne at fantastiske Eusebio sluttede øverst på Ballon dÓr podiet den sæson, men i finalen blev han holdt nede af den unge Bedin!

Inter Milans finalehold:

Sæsonen 65/66 sluttede med et mesterskab, og semifinalen i Europa Cuppen, hvor Real Madrid fik revanche, og søsonen 66/67 blev resultatmæssig en skuffelse, selvom holdet rent faktisk spillede rigtig godt, og nu havde fået udviklet catanaccio modellen yderligere til det som iagttagere vurderede som offensivt, eller i hvert fald semi offensivt. Det blev dog ikke til trofæer, men man var godt nok tæt på i en sæson, hvor Mazzola gik hen og blev holdets topscorer med 17 mål. Det blev til en placering som nr. 2 i Serie A efter genopstandne Juventus, men holdet gik hele vejen til finalen i Europa Cuppen, men tabte dog til Celtic Glasgow.

Tiden var ved at rinde ud for både Herreras filosofi + de mange stjerner, Suarez var blevet 32 år og man solgte i sæsonen 67/68 spillere som bl.a. Guarneri, Picchi og Jair, og da sæsonen sluttede valgte Herrera også at sige slut for denne gang, hvorefter han blev ansat i AS Roma. Med til den samlede historie skal det dog tilføjes at han returnerede til Inter Milan i en kortere periode i 1973/74, men uden større succes.

Inter Milans samlede pokalhøst i de gyldne 60ère så således ud:
Scudetto: 62/63, 64/65 og 65/66 (mesterskab nr. 10)
Europa Cup for Mesterhold: 63/64 og 64/65
VM for klubhold: 1964 og 1965

Inters primære spillere i den gyldne periode var disse:

Giuliano Sarti (spillede i Inter Milan fra 1963 – 1968 / 147 kampe i Serie A + 8 landskampe for Italien)
Den atletisk byggede keeper kom til Milano klubben fra Fiorentina, med hvem han havde vundet talrige titler, og han var specifikt udpeget af Herrera som manden han ville have som sin sidste skanse. Sarti kunne, i modsætning til hovedparten af datidens keepere, herunder konkurrenten i klubben Ottavio Bugatti, samt forgængeren for “I Nerazzurri”, den bestemt ikke uefne Lorenzo Buffon, deltage i spillet i fødderne. Selvom det måske ikke er som man ser omkring nutidens Onana eller ter Stegen m.fl., så var Sarti faktisk en ganske habil fodboldspiller, og da Herrera netop ønskede det hos sin keeper pga. det system han var ved at opbygge, var Sarti slet og ret ønske målmanden, også selvom Sarti havde stor succes på et i øvrigt virkelig stærkt Fiorentina mandskab.

Tarcisio Burgnich (spillede i Inter Milan fra 1962 – 1974 / 358 kampe og 5 mål + 66 landskampe for Italien)
“La Roccia” (“The Rock”) var akkurat som føromtalte Sarti, en vaskeægte ønskespiller for Herrera, og i øvrigt en af de første spillere han direkte udvalgte sig til sit “Grande Inter”. Burgnich der var en benhård, og ofte ikke helt “ren” spiller, voksede op i Norditalien i Udinese Calcios ungdomsafdeling, og efter nogle sæsoner for klubbens bedste mandskab, hentede Juventus ham. Efter Juve tiden gik turen ned til det varme Sicilien og Palermo, og der var herfra Herrera for alvor så ham udfolde sig. Man skulle bruge en benhård type, der både kunne bruges som en skræmmende mandsopdækker, samt en spiller der kunne dække både back og det centrale forsvar. Burgnich der åbenlyst var en intimiderende personlighed både på og udenfor banen, var perfekt i rollen som højre forsvarsspiller i et 3-mandsforsvar, og han regnes den dag i dag for en af historiens bedste italienske forsvarsspillere.

Armando Picchi (spillede i Inter Milan fra 1960 – 1967 / 206 kampe og 1 mål + 12 landskampe for Italien)
Var spilleren som Herrera simpelthen bare måtte råde over, da Picchi ganske enkelt var det tætteste man kunne komme på perfektion udi intelligent forsvarsspil. Den hurtige spiller dækkede alle defensive pladser, og var oprindelig højre back, men i Catenaccio systemet under Herrera, blev han med det samme omskolet til sweeperen der skulle styre hele defensiven. Picchi var verbalt utrolig tydelig, han var intelligent, snu og fysisk stærk, så hvis man skal pege på en enkelt spiller der bare ikke kunne undværes på dette hold, bør det være ham. Overtog relativ hurtig anførerbindet fra Bruno Bolchi da han åbenlyst var holdets leder.

Giacinto Facchetti (spillede i Inter Milan fra 1960 – 1978 / 476 kampe / 59 mål + 94 landskampe for Italien)
Den høje ranglede venstre wingback kom til klubben da han netop var fyldt 17 år, og hurtigt blev han implementeret i Herreras system, hvor han med sin hurtighed og fine målnæse, blev den offensive af de 2 backs. Hans raids op og ned af venstre kanten, har dannet skole for eftertidens wing backs, og indtil Paolo Maldini dukkede op, blev Facchetti regnet for den bedste venstre back i Italiens fodboldhistorie.

Var udover at være en fantastisk fodboldspiller, også et omdrejningspunkt og den fødte leder, og da Italien vand EM 68, var han holdet anfører, ligesom han var det da “Gli Azzurri” et par år efter tabte VM finalen til Brasilien.

Aristide Guarneri (spillede for Inter Milan fra 1958 – 1967 / 268 kampe og 13 mål + 21 landskampe for Italien)
En af de få der var i klubben før Herreras tid, og ligesom Facchetti, var han med på Italiens EM guldvinder hold i 1968. For Inter var han til at starte med reserve, men hans fysik og hovedspil betød, at Herrera brugte ham som markør foran Picchi. Guarneri spillede sjældent en dårlig kamp, og med tiden udviklede han sig til en af Europas stærkeste mand mod mand spillere. Utrolig opmærksom, fysisk meget stærk, hurtig og forudseende + at han var loyal til fingerspidserne overfor træner og sin leder bag sig – Armando Picchi.

Var kendt for, lidt som tilfældet Burgnich, at have tendens til at gå “over stregen” i visse tilfælde, men ift. hvor hårdt han spillede, var det faktisk forbavsende lidt kort han fik i karrieren. Mange modspillere i Serie A frygtede ham af gode grunde, hvilket han og holdet selvsagt levede højt på.

Gianfranco Bedin (spillede for Inter Milan fra 1964 til 1974 / 310 kampe og 23 mål + 6 landskampe for Italien)
Opvokset i klubbens ungdomssystem og en mangeårig trofast spiller, der både kunne benyttes i forsvaret, men dog var bedst som en løbevillig defensiv orienteret midtbanespiller. Han havde en enorm lunge kapacitet, og var oftest den der klarede sig bedst i fysiske test og løbedueller på træningsbanen. Han spillede enkelte landskampe, hvor han var placeret som 8èr – en boks til boks spiller, men den rolle udfyldte han sjældent på Inter holdet, da det ganske enkelt ikke var en position som Herrera benyttede sig af.

Alessandro “Sandro” Mazzola (spillede for Inter Milan fra 1960 – 1977 / 417 kampe og 116 mål + 70 landskampe)
Endnu et produkt af klubbens ungdomsarbejde, og i manges øjne den største spiller klubben nogensinde har haft. Uanset hvad man mener, kan man ikke komme udenom at den moustache prydede elegantier nærmest kunne alt med en bold. Blev nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen i 1971, og i årtier kæmpede han med AC Milans jævnaldrende Gianni Rivera, om 10èr pladsen for “Gli Azzurri”.

Han var naturligvis med til at vinde EM 68 + hente sølv til VM 70, og under hele Inters storhedstid i 60èrne, var han måske overordnet set holdets bedste spiller, og i hvert fald den som publikum elskede mest. Hans overblik, pasningsevner, spilintelligens og målfarlighed var cremen på dette hold, hvor stabilitet og struktur herskede.

Carlo Tagnin (spillede i Inter Milan fra 1962 – 1965 / 36 kampe og 1 mål)
Var kun en del af Herreras hold en kort periode, hvor især sæsonen 63/64 var hans prime periode. Han var utrolig stærk i opdæknings fasen, og trods sin ringe erfaring, lod Herrera ham starte inde i Europa Cup finalen i 1964 mod Real Madrid. Her blev han konkret sat til nærmest at mandsopdække modstandernes superstjerne Alfredo Di Stefano, hvilket han gjorde til nærmest perfektion. Senere hen gled han ud af holdet, og blev i 1965 solgt videre til Alessandria.

Luis Suarez Miramontes (spillede i Inter Milan fra 1961 – 1970 / 256 kampe og 42 mål + 32 landskampe for Spanien)
“El Arquitecto” – “Arkitekten” som denne utrolige spanier blev kaldt undervejs i sin flotte karriere, var holdets hjerne da de var bedst. Med Mazzola tæt ved sin side, rådede Herrera over 2 af verdens bedste midtbanespillere i 60èrne, og de fik begge relativ frie tøjler. Suarez spillede primært regista rollen for Inter, hvor han i sin tid i FC Barcelona lå længere fremme, ligesom han også gjorde det for de spanske europamestre i 1964.

Han vandt Ballon dÒr trofæet sæsonen før (1960) han kom til Inter, og var datidens dyreste spiller i verden. Sluttede i øvrigt som nr. 2 i Ballon dÒr kåringerne både i 1961 og 1964, samt nr. 3 i 1965, hvilket alt sammen illustrerer på hvilket niveau han befandt sig på i 60èrne.

Mange mener den dag i dag at han er den bedste spanske spiller nogensinde, dvs. bedre end både Iniesta og/eller Xavi (ingen af dem har jo vundet Ballon dÒr), men det er jo alt sammen en smagssag.

Jair Da Costa (spillede i Inter Milan fra 1962 – 1967 og igen fra 1968 – 1972 / 199 kampe og 53 mål + 1 landskamp for Brasilien)
“Jair” var en elegant og hurtig højre wing, der ikke må forveksles med “Jairzinho” som også blev kaldt “Jair” senere hen for Brasilien. Ligesom sin navnebroder, var Inters Jair dog også med til at vinde VM med Brasilien, det var i 1958 (hvor “Jairzinho” vandt i 1970). “Jair” opnåede kun 1 landskamp for “Selecao”, det var op til VM 58, men det var nok til at han kom med i truppen, hvor han uden at opnå spilletid i Sverige, vandt landets første VM sammen med bl.a. Pele.

For Inter var han i flere år en uforudsigelig type, der både kunne drive Herrera og modstanderne til vanvid. Han var utrolig teknisk dygtig, hurtig som få og skød utroligt hårdt og præcist, og når han var bedst, var han blandt verdens bedste højre kant spillere, men i nogle kampe forsvandt han totalt ud af kampene, og Herrera måtte bruge en del tid på at få ham til at arbejde for kollektivet, hvilket jo netop var en af “Catenaccio” systemets styrker. Han spillede dog fuld tid i bege europæiske finaler, så helt slem tænker jeg ikke han har været!

Mario Corso (spillede for Inter Milan fra 1957 – 1973 / 413 kampe og 75 mål + 23 landskampe for Italien)
Kom til klubben da han netop var fyldt 16 år, og fik debut i Coppa Italia i den unge alder, hvorefter hypen omkring den dribleglade venstre wing tog til. Folket elskede ham, og i mange sæsoner var han publikums erklærede favorit. Han gik under øgenavnet “Mandrake” eller “Gods left foot”, referende til at han nærmest kunne det hele med sin fantastiske venstre fod. På venstre kanten havde han et formidabelt samarbejde med Facchetti i mere end et årti, og de 2 nærmest jævnaldrende spillere var nærmeste venner udenfor banen.

Joaquin Peiro (spillede for Inter Milan fra 1964 – 1966 / 25 kampe og 8 mål + 12 landskampe for Spanien)
Blev hentet til klubben på opfordring af Luis Suarez, og spillede hele finalen i 1965, men opnåede aldrig for alvor at blive en større succes på holdet, og efter blot 25 kampe blev han solgt videre til AS Roma, hvor han fik noget mere spilletid.

Bruno Bolchi (spillede for Inter Milan fra 1958 – 1963 / 109 kampe og 10 mål + landskampe for Italien)
Central midtbanespiller som var anfører for holdet i sæsonen 61/62, men som både mistede sin plads og bindet da Herrera købte dyrt ind, og i 1963 røg han videre til Hellas Verona. Var i øvrigt den første spiller nogensinde portrætteret af sticker firmaet Panini i 1961.

Horst Szymaniak (spillede for Inter Milan fra 1963 – 1964 / 6 kampe og 0 mål + 43 landskampe for Vesttyskland)
Blev hentet som en stor stjerne, men fik aldrig noget der blot mindede om et gennembrud i klubben, og røg videre til Varese efter blot en enkelt sæson. Tidligere i karrieren var han ellers hjemme i Bundesligaen blevet kåret til en verdensklasse spiller 5 gange i perioden fra 1957 til 1961, og han spillede fremragende for Catania, hvorfra han blev solgt til Inter Milan. For Vesttyskland var han fast mand både under VM 1958 og VM 1962, men det fungerede altså ikke i Milano.

Aurelio Milani (spillede for Inter Milan fra 1963 til 1965 / 29 kampe og 7 mål + 1 landskamp for Italien)
Efter en lang karriere i forskellige italienske klubber, kom han som 29 årig til Inter Milan, hvor han var udset som back up til de offensive profiler, men pga. skader kom han rent faktisk med helt i front i den første af de 2 europæiske finaler, men meget andet end det blev det ikke til, og efter et par sæsoner, røg han videre til Verbania, inden en grim skade satte en stopper for karrieren.

Beniamino Di Giacomo (spillede for Inter Milan fra 1962 – 1964 / 34 kampe og 13 mål + 1 landskamp)
Kom til klubben fra Torino, og formåede faktisk at blive topscorer for holdet i mesterskabssæsonen 62/63, men fadede ud herefter, og blev solgt videre til Mantova.

Gerry Hitchens (spillede for Inter Milan fra 1961 – 1962 / 39 kampe og 17 mål + 7 landskampe for England)
Den ranglede angriber var et stort navn i Aston Villa, da han for 85.000 Pund blev købt af Inter, og man havde enorme forventninger til angriberen, som deltog for England i VM 62. Han var strålende i sæsonen 61/62, hvor han rent faktisk blev klubbens topscorer med 16 mål, men herefter forsvandt han totalt, og han blev solgt videre til Torino. Han var i øvrigt den første engelske spiller repræsenterende en udenlandsk klub, som fik landskampe for England, men det blev hurtigt overstået, da Sir Alf Ramsey valgte at se bort fra ham efter VM 62, hvorfor han af naturlige årsager ikke var med 4 år senere til triumfen.

Angelo Domenghini (spillede for Inter Milan fra 1964 – 1969 / 134 kampe og 50 mål + 33 landskampe for Italien)
En af de bedre italienske angribere man har set, og fast mand for “Gli Azzurri” både under EM 68 triumfen + VM 70. Han blev i øvrigt udtaget til EM 68 ALLSTAR holdet sammen med Mazzola og Facchetti, men helt den samme succes opnåede han aldrig sådan for alvor i sine sæsoner i Inter, hvor han ellers scorede rigeligt med mål. Herrera ønskede han skulle gå dybere i banen, men han var og blev en frontmand, og til sidst måtte de skildes, og Domenghini blev til fansenes store fortrydelse, solgt videre til Cagliari.