AC MILAN – THE IMMORTALS” | FODBOLD

Da den 49 årige mediemogul Silvio Berlusconi overtog Associazione Calcio Milan, eller i daglig tale blot omtalt som AC Milan i februar 1986, vidste hverken han, eller nogen andre for den sags skyld, at de kommende år skulle føre klubben frem til i alt 29 trofæer. Alene i de kommende 10 sæsoner, som denne artikel omhandler, sejrede klubben i 17 turneringer, og undervejs blev de døbt “The Immortals”, ganske simpelt fordi de var noget nær umulige at besejre.

Berlusconi var allerede på daværende tidspunkt en mildt sagt kontroversiel person, og “Il Cavaliere” som han kærligt blev omtalt, skulle bl.a. pga. sin enorme succes med AC Milan, senere hen blive udnævnt til italiensk Premier Minister hele 3 gange. Da han overtog klubben var den på randen af konkurs, og i samme årti, havde klubben været nede og vende i Serie B over 2 gange. Første gang var pga. medvirken i “Totonero” match fixing skandalen, og anden gang var simpelthen fordi man ikke var gode nok. 5 forskellige trænere havde været forbi klubben uden synderlig succes, og aktuelt var det den tidligere mangeårige spillerlegende Nils Liedholm, som for tredje gang stod i spidsen for et relativ middelmådigt mandskab, som op i 85/86 sæsonen var sluttet som nr. 7, og i øvrigt langt fra spillede god fodbold. De var mildt sagt dødkedelige at se på, og klubbens fans skævede misundeligt til de to andre store norditalienske klubber, Juventus og i særdeleshed bysbørnene fra Milano, Internazionale FC.

Historisk set havde Milan levet i skyggen af netop de to klubber, både hvad angik antal mesterskaber (Juventus havde på daværende tidspunkt 22 mesterskaber mens Internazionale havde 12 – hvor AC Milan “kun” havde 10, det seneste vundet tilbage i 78/79). “I Rossoneri” som AC Milan kaldes, havde også med afstand haft langt færre spillere med i Italiens 3 hidtidige VM triumfer, hvor kun Pietro Arcari havde repræsenteret dem tilbage i 1934, mens 1938 triumfen var blottet for AC Milan spillere, og da Italien senest triumferede i 1982, havde man kun haft bænkevarmeren Franco Baresi + Fulvio Collovati med. Til sammenligning havde ærkerivalen Internazionale FC haft hele 13 spillere med i de samme turneringer, heraf 4 spillere ved det seneste VM guld i 1982. Den slags gjorde ondt på selvtilliden, og så hjalp det kun en smule, at AC Milan som den første italienske klub havde sejret i Europa Cup for Mesterholds turneringen. Det var tilbage i 62/63, en triumf der var blevet gentaget i 68/69. Internazionale FC havde dog senere hen kopieret Milans trofæer i samme turnering, mens Juventus indtil videre måtte nøjes med den sejr de vandt et i 84/85. Men Juventus var nu forsvarende italiensk mester, og Milan var til sammenligning en middelmådig klub, med et knapt så imponerende spiller materiale. 6 af truppens spillere var egenavlede (Stroppa, Costacurta, Maldini, Baresi, Galli og Evani), og man havde 2 engelske spillere i form af Ray Wilkins og Mark Hateley.

Den italienske Serie A lå der midt i 80èrne øverst på UEFA`s ranking liste, og da Berlusconi trådte ind af døren første gang, var “Gli Azzurri” forsvarende verdensmestre. Det ændrede sig dog i VM 86, dvs. op til den første sæson under “Il Cavalieries” regime, idet et aldrende italiensk landshold blev sendt ud af turneringen allerede efter første knockoutrunde, hvor holdet tabte 0-2 til Frankrig. Det lykkedes blot at vinde en enkelt kamp (over Sydkorea) undervejs, og lige der, var man i AC Milan måske godt tilfredse med, at kun en total anonym Paolo Rossi, var den eneste der forsvarede klubbens ære. VM topscoren fra 4 år tidligere, blev i øvrigt afhændet op til Berlusconis første sæson, så hans rolle var reelt udspillet.

Penge var noget af de AC Milan i særdeleshed var i bekneb for, og når man som Berlusconi selv trykker dem (ja ok lige friskt nok – men sådan sagde man i spøg/halvt i alvor i Italien), så kunne han i hvert fald hjælpe på netop det område. Og det gjorde han, for nu havde man råd til at købe den særdeles interessante Roberto Donadoni fra Atalanta Bergamo, for det som i dag svarer til 8 millioner Euro + Stefano Borgonovo fra Como samt Giovanni Galli og Daniele Massaro fra Fiorentina + en række mindre interessante/kendte navne. På daværende tidspunkt var det tilladt hver klub at have 2 udenlandske spillere, og som tidligere omtalt, var Milans kvote på det punkt opbrugt med den engelske duo Wilkins og Hateley. Rundt omkring i den stærke liga noterede man sig i øvrigt navne som Diego Maradona og Careca i Napoli, Michael Laudrup og Ian Rush i Juventus, Rudi Völler og Zbigniew Boniek i AS Roma, Preben Elkjær i Hellas Verona, Toninho Cerezo og Hans-Peter Briegel i Sampdoria samt Vincenzo Scifo og Daniel Passarella i Internazionale. De fleste af de italienske VM 82 verdensmestrene var stadig aktive, og unge spændende spillere med italiensk pas, var lige så stille begyndt at “spirre” frem. Hos Milan havde man et par af disse i den 19 årige Paolo Maldini og den 1 år ældre Alessandro Costacurta, mens man andre steder så navne som Roberto Mancini, Gianluca Vialli, Ciro Ferrara og teenageren Roberto Baggio m.fl.

Store sponsorer som bl.a. Opel, Olivetti, Sony, Mars og Barilla m.fl. smed tonsvis af penge i klubberne, og rundt omkring så man de aldrende stadions blive renoveret, eller som hos Bari, som slet og ret kunne åbne deres eget spritnye Stadio San Nicola. San Siro eller Giuseppe Meazza (kært barn har mange navne), som jo blev delt af bysbørnene fra Milano, stod også foran en større renovering, så alt i alt var der stor posivitet omkring landets altoverskyggende hovedinteresse – Calcioen – fodbolden!

AC Milans første sæson under Berlusconi og stadig med Liedholm på sidelinien, var dog i bedste fald middelmådig, for holdet sluttede som nr. 5 i Serie A, og kun efter sejr på 1-0 over Sampdoria, kvalificerede man sig til den uglesete UEFA Cup turnering. Liedholm var færdig i klubben, og herefter havde den tidligere topspiller Fabio Capello, som blev hevet op fra at være træner for klubbens ungdomshold, samt været assistent en kort periode for Liedholm, varetaget tjansen. Berlusconi havde dog set sig alvorlig lun, på den nærmest ligeså ukendte Arrigo Sacchi, som var træner i Parma. Sacchi som aldrig havde haft en aktiv karriere som fodboldspiller, i hvert fald ikke på et nævneværdigt niveau, havde ført Parma til oprykning fra Serie C til Serie B, og herefter næsten i første hug ført dem videre op i Serie A. Endvidere, hvilket nok var hovedårsagen til at Berlusconi kendte til ham, havde han stået i spidsen for det Parma mandskab, der til alles overraskelse havde ekspederet Milan ud af Coppa Italia i den forgangne sæson.

Arrigo Sacchi blev således ansat som klubbens nye træner, i øvrigt med Fabio Capello som CO-træner, hvilket betød at især de italienske medier nærmest gik amok, i det hovedparten af de trænere som stod i spidsen for de italienske klubber, ikke mindst de største af dem, som oftest havde været spillere med en betydelig aktiv karriere bag sig. Hos bysbørnene fra Internazionale FC var det således den i øvrigt mangeårige AC Milan spiler, Giovanni Trapattoni som styrede løjerne, hos Juventus var det Rino Marchesi som stod på sidelinien, mens mans hos Napoli havde Ottavio Bianchi, i øvrigt også tidligere AC Milan spiller, som træner. Selv i upåagtede Udinese Calcio havde man en tidligere topspiller som træner i skikkelse af Europamesteren fra 1968, Giancarlo Di Sisti, og sådan kunne man blive ved. Eller næsten blive ved, for faktisk var der en anden såkaldt “teoritræner” ansat i en Serie A klub. Det var svenskeren Sven-Göran Eriksson som siden sommeren 1984 havde været ansat i hovedstadsklubben AS Roma. Om det var derfor Berlusconi turde ansætte Sacchi, om det var fordi Berlusconi elskede at provokere og chokere sine omgivelser, eller om det slet og ret var fordi han rent faktisk så et stort lys i Sacchi, ved formentlig kun han selv, men det korte det lange var, at den 40 årige tidligere skosælger nu kunne titulere sig cheftræner i selveste AC Milan.

Sacchi som var ført og opvokset i den lille norditalienske by Fusignano, beliggende i regionen Emilia-Romagna, havde fra han var 26-27 år tilbage i 1973, trænet en håndfuld ganske små klubber i regionen, inden han i 1983 blev ansat som ungdomstræner i naboregionens store klub Fiorentina. Han skiftede dog retur til den mindre klub Rimini, inden han overraskende blev hyret af Serie C klubben Parma i 1985. Som beskrevet længere oppe førte han dem op i Serie B, og i hans sidste sæson som træner, var han umådelig tæt på at få dem helt op i Serie A. Som barn og ung, havde han efter eget udsagn været inspireret af især klubber som Budapest Honved og Real Madrid, samt landsholdene fra Brasilien og Holland, og direkte adspurgt af de sensationslystne medier på en af sine første pressekonferencer i AC Milan, udtalte han de nok så berømte ord “I never realised that in order to become a jockey you have to have been a horse first.” De ord røg naturligvis på forsiderne af ikke kun de italienske medier, men over det ganske Europa, for selvom AC Milan måske ikke havde været så afgørende i de senere år, var der ingen tvivl om at klubben stadig var en toneangivende faktor i verdensfodbolden, og ikke mindst efter Berlusconis tiltræden, havde der været enorm opmærksomhed omkring klubben.

Noget af det første Sacchi gjorde som træner, var at udpege de to unge hollændere Ruud Gullit og Marco van Basten, fra henholdsvis PSV Eindhoven og Ajax Amsterdam, som forstærkninger til hans hold. Berlusconi makkede ret, og formedelst det som i dag svarer til omkrig 8 millioner Euro, købte han dem begge fri fra deres respektive klubber. Herudover blev Carlo Ancelotti hentet i AS Roma, Roberto Mussi fra Sacchis tidligere klub Parma, samt Angelo Colombo fra Udinese Calcio. Ud røg en hel del, heriblandt de løntunge englændere Mark Hateley og Ray Wilkins, og nu var Sacchi klar til at indtage både Italien og Europa.

Den første kamp i sæsonen var udekampen på Arena Garibaldi i Pisa, hvor knap 27.000 tilskuere skulle se deres lokale helte mod overmagten fra Milano. Sacchi havde eksperimentere flittigt, lidt for flittigt mente kritikere, i træningskampene op til sæsonstarten, og han valgte at stille sit hold op i en 4-4-2 formation med dobbelt 6ère. Holdet så således ud: Giovanni Galli – Mauro Tassotti, Filipo Galli, Franco Baresi (anf), Roberto Mussi – Daniele Massaro, Mario Bortolazzi, Carlo Ancelotti, Roberto Donadoni – Ruud Gullit, Marco van Basten. Her var det Bortolazzi og Ancelotti der var placeret som dobbelt 6ère, mens Gullit reelt havde en fri rolle, hvor han kunne flakke rundt i alle de offensive områder, og så lå hovedangriberen van Basten naturligvis helt fremme og lurede på chancerne. Med Massaro og Donadoni på kanterne, kom er masser at arbejde med, og begge hollændere scorede da også hvert 1 mål i 3-1 sejren, hvor Donadoni i øvrigt også scorede. Dermed var man kommet godt – men også forventet fra start, og det endda uden kæmpe talentet Maldini, som kæmpede med en mindre skade i foden.

I den næste kamp mod Fiorentina forventede de 75.000 fremmødte tilskuere en relativ overkommelig kamp. Fiorentina var i en opbygningsfase, og Milan var på vej frem mente man, men ikke desto mindre var det gæsterne, der på 1 mål og 1 assist af teenageidolet Roberto Baggio, vandt kampen med 2-0. Til manges overraskelse havde Sacchi valgt at stille op med libero og en midtbanediamant. Liberoen var den relativt uprøvede Walter Bianchi, mens anføreren Baresi var placeret som en form for stopper foran ham. Galli var højre back mens Mussi igen, noget overraskende for den normale højre back, var placeret i venstre side. Tassotti, Costacurta og Colombo var slet ikke med, og Ancelotti der normalt var klart bedst som 8èr, var placeret som dyb 6èr, med ansvaret for at stoppe modstanderne før de mødte forsvaret. Gullit lå på sin frie plads nu i spidsen af diamanten, mens van Basten og den aldrende Virdis lå helt fremme. Både van Basten og Virdis var ikke typer der gik ned i banen og erobrede bolden, og med al respekt for den ellers løbevillige Gullit, så var det heller ikke det som var hans spidskompetence. Resultatet blev at holdet bogstavelig talt “brækkede” midtover, og da dommeren Pietro DÈlia fløjtede kampen af, kunne Baggio og CO jublende løfte armene i vejet.

Op til kampen havde der væres utallige artikler i de 3 landsdækkende fodboldaviser, hvor ikke mindst overskriften “La partita di calcio dei teorici” var fængende. Det man mente med den sætning, var at trænerne for både AC Milan og Fiorentina, aldrig for alvor havde sparket til en bold som aktive, og derfor betragtede man i medierne kampen, som et opgør mellem teoretikerne. Ny mand hos Fiorentina var nemlig tidligere omtalte Sven-Göran Eriksson, der var startet i Firenze klubben, samtidig med at Sacchi havde overtaget tøjlerne i Milan.

I denne match kan man tørt konstatere at svenskeren overvandt Sacchi, og selvom man blot var et par kampe inde i turneringen, begyndte presset allerede at hvilke på den skaldede italiener. Den næste kamp var udekampen mod Cesena, som sluttede 0-0, inden Ascoli blev besejret i kamp nr. 4, som i øvrigt var Paolo Maldinis første kamp i sæsonen. Herefter begyndte det for alvor at køre på “skinner” for Sacchi og hans gæve svende, og resten af sæsonen tabte holdet rent faktisk kun en enkelt kamp. Det var medio december hjemme mod AS Roma, som blev tabt 0-2. Man vandt begge kampe mod bysbørnene fra Internazionale FC, begge kampe mod de forsvarende mestre fra SSC Napoli, samt 1-0 og 0-0 mod Juventus, og da turneringen sluttede i midten af maj 1988, kunne man konstatere at Sacchi havde ført AC Milan frem til klubbens mesterskab nummer 11, og dermed var hans første titel i hus. Anerkendelsen var selvsagt enorm, og Berlusconi tøvede ikke et sekund med at hælde endnu flere penge i projektet, for hans ultimative drøm var at erobre Europa.

Op til sæsonen 88/89 blev der rent faktisk kun investeret i en tredje hollænder, nemlig den alsidige midtbanespiller Frank Rijkaard, der med fordel også kunne benyttes i det centrale forsvar. Herudover hev man det unge talent Demetrio Albertini op fra ungdomsafdelingen, og ud røg periferi spillere som bl.a. Bortolazzi og Borghi, ligesom Massaro blev udlejet til AS Roma. Truppen var på samme tid rutineret med spillere som Virdis (32), Galli (31), Ancelotti (30), Baresi (29) og Tassotti (29) som de ældste, og med Donadoni (25), Costacurta (23), Gullit (26) og van Basten (24) midt i det hele, samt de helt unge Maldini (21) og Albertini (17). Gennemsnitsalderen i truppen var 23,5, hvilket gjorde den til Serie A`s fjerde yngste, så udover at fremtiden var på plads, var der masser af ambitioner, energi og først og fremmest niveau. De 3 hollændere havde i sommerens EM op til den nye sæson, erobret Europamesterskabet med Holland, og i Ballon dÒr afstemningen senere samme år, sluttede de slet og ret som nr. 1, 2 og 3 i afstemningen, hvilket var første gang i historien, at 3 spillere fra samme klub præsterede dette.

Selve sæsonen 88/89 er rent Serie A mæssigt ellers ikke specielt interessant, for holdet sluttede som nr. 3 i en sæson hvor Internazionale FC vandt mesterskabet foran SSC Napoli, og Marco van Basten blev nr. 2 på topscorerlisten med 19 mål, det samme som Careca fra Napoli, og 3 mål efter Aldo Serena fra mesterholdet. Men selvom denne placering selvsagt ikke var optimal for et forsvarende mesterhold, så var alt fokus, heldigvis for Sacchi, på præstationerne ude i Europa, hvor holdet kværnede al modstand til side i Europa Cuppen for Mesterhold. Vitosha Sofia, Røde Stjerne Beograd og Werder Bremen blev overvundet, inden Real Madrid ventede i semifinalerne. Den kongelige spanske klub under ledelse af hollandske Leo Beenhakker, havde et stærkt hold – som altid, hvor profilerne var Emilio Butragueno, Michel, Gallego og Gordillo. Det var et homogent mandskab, som var yderst svære at besejre, og Sacchi og CO var udemærket klar over, at disse semifinaler langt fra ville blive en walk over. Omvendt var det også den helt store mulighed – på den helt store scene, at få vist alle at man her i AC Milan havde fået skabt et storhold, der på sigt ville får 60èrnes superhold til at blegne. Mange talte stadig om 60èrnes fantastiske mandskab, hvor trænerlegenden Nereo Rocco førte klubben frem til den ultimative succes i Europa Cuppen både i 1963 og 1969, med sejre over Johan Cruyffs Ajax og Eusebios Benfica. Her hed stjernerne Altafini, Cesare Maldini, gulddrengen Rivera, Trapattoni, Hamrin og Schnellinger m.fl., og alt hvad nyere hold, spillere og trænere for den sags skyld bedrev, blev holdt op i mod 60èr drengene. Det vidste Berlusconi, det vidste Sacchi og det vidste spillerne naturligvis, og derfor var succes ude i Europa nærmest altafgørende.

Den første kamp mod Real Madrid på Santiago Bernabeu sluttede 1-1, på mål af van Basten knap 15 minutter før slutfløjtet, og alt var således åbent før returmatchen på San Siro et par uger efter. Det var et sydende menneskehav der ventede spillerne, da de denne april aften trådte ind på stadion. Knap 75.000 forventningsfulde tilskuere var klar til at sende heltene hele vejen til finalen i Barcelona, og selvom kampen startede i et nervøst tempo, må man efterfølgende konstatere at Sacchis udvalgte, var mere end klar. På scoringer af Ancelotti, Rijkaard, Gullit, van Basten og til sidst Donadoni, pryglede man sine spandske modstandere med hele 5-0, og omverdens øjne begyndte nu at hvile på dette super spændende mandskab, der nu var klar til finalen i maj på Camp Nou.

Modstanderen i finalen var overraskende nok det rumænske mandskak Steaua Bukarest, som godt nok havde vundet turneringen nogle år forinden i 1986, hvor de efter straffesparks konkurrence besejrede FC Barcelona, men med al respekt for rumænsk fodbold generelt, havde ikke mange forventet at se denne klub helt fremme i en finale igen. Men her var de ikke desto mindre, om end der ikke var meget tilbage fra vinderholdet 3 år tidligere. Træneren hed ikke længere Emerich Jenei, men derimod Anghel Iordanescu, som da de vandt, havde været en af spillerne (blev indskiftet), og kun Bumbescu, Lacatus og Balint var tilbage ude på banen. Omvendt havde man nu spilleren der skulle vise sig at blive Rumæniens uden sammenligning største spiller nogensinde, playmakeren Gheorghe Hagi, på holdet, så set udefra var man måske ligefrem forstærket.

Alt det var “I Rossoneri” dog mere eller mindre ligeglade om, for man kendte sine egne styrker, og vidste at man på gode dage burde kunne overvinde noget nær alle andre hold, og det skulle i den grad vise sig at være rigtigt. Sacchi valgte at stille op i en 4-4-2 formation, som så således ud:

Undervejs i kampen kom Pietro Virdis og Filippo Galli ind for henholdsvis Gullit og Costacurta.

Kampen blev vundet med sikre 4-0 på mål 2 mål hver af henholdsvis van Basten og Gullit, og med al respekt for modstanderne, så kunne cifrene have været langt slemmere, for Milan spillede intet mindre end fantastisk denne maj aften, hvor noget nær alt gik op i en højere enhed, og da den tyske dommer Karl-Heinz Tritschler fløjtede for sidste gang, brød jublen ud blandt de 97.000 fremmødte tilskuere, hvoraf hovedparten formentlig var italienere, eller i hvert fald hold med det italienske hold.

3 år inde i regeringsperioden havde Berlusconi formået at skabe et hold, der officielt kunne titulere sig Europas bedste klubhold, og som Ballon dÒr kåringerne tydeligt indikerede, så havde han i den grad ramt rigtigt for så vidt angik de dyre hollandske indkøb, og op til den nye sæson, nøjes man med at købe den unge angriber Marco Simone, og ellers reelt holde truppen intakt. Truppen var velfungerende trods de mange stjerner, og ambitioner og sult stadig intakt i allerhøjeste grad. Alle i omkring klubben var målrettede og ivrige efter at overgå 60èrnes helte, og medierne døbte dem hurtigt “The immortals” – de uovervindelige, hvilket var tæt på sandheden da dette Milan hold var på toppen!

89/90 sæsonen blev bestemt ikke dårligere, og selvom det endnu engang ikke blev til et mesterskab (denne gang sluttede man dog som nr. 2), høstede holdet igen succes i Europa Cuppen, hvor HJK Helsinki, Real Madrid, Mechelen og Bayern München blev overvundet, inden SL Benfica ventede i finalen, som blev afviklet på Praterstadion i Wien. Her mødte knap 50.000 tilskuere frem, i det som jo var en gentagelse af finalekampen tilbage i 1963. Forskellen på dengang og nu, var at man i den første kamp vandt 2-1, mens denne finale kun bød på det ene mål, som Rijkaard scorede med omkring 20 minutter tilbage af opgøret. Indtil målet, havdet det været en relativ lige kamp, hvor Milan dog pga. deres presspil, oftest var spilstyrende, og selvom Benficas spillere anført af svenske Jonas Thern og den dribleglade Antonio Pachecho, var pågående, var det umuligt at trænke forbi Milans formidable og senere hen så berømmede 4-back kæde, som forståeligt blev omtalt som “The fantastic four”.

AC Milan stillede op i samme 4-4-2 formation som i finalen året forinden, og der var kun ændret på en enkelt spiller i start 11èren, hvor Alberigo Evani erstattede Roberto Donadoni.

Holdet så således ud:

Undervejs i kampen kom Daniele Massaro ind for Ancelotti, og Filippo Galli erstattede Colombo efter henholdsvis 75 og 90 min.

Sæsonen efter troede de fleste at nu ville det nærmest uovervindelige Milan mandskab sikre sig “hattrick” i Europa Cuppen, for hvem i alverden skulle dog kunne besejre et så frygtindgydende hold, hvor både start 11èren og bredden var helt i top. Det har klubben og træner Sacchi formentlig også vurderet, for kun den ukendte keeper Sebastiano Rossi og Giovanne Elber blev købt ind som nogenlunde profiler, og dermed kunne sæsonen 90/91 tage sin begyndelse.

Det blev dog langtfra den store succes sæson, og ganske usædvanligt måtte det stjernespækkede mandskab gå en helt sæson igennem, uden at vinde noget som helst. Man sluttede som nr. 2 i Serie A, røg ud i semifinalen i Coppa Italia, samt i kvartfinalen i Europa Cuppen, og dermed måtte Sacchi forlade sit drømmejob, hvilket ikke så få begræd.

Ny mand på posten blev Fabio Capello, som udpegede trioen Zvonimir Boban, Diego Fuser samt den mangeårige Internazionale angriber Aldo Serena som nye folk til truppen, og med 6 point ned til Juventus, sluttede sæsonen med at AC Milan igen var øverst på tronen – i hvert fald i italiensk fodbold, hvor Marco van Basten bombede løs hele sæsonen, og sluttede som turneringens topscorer med 25 mål. Alt var igen (næsten) idyl i den super ambitiøse klub, men man ville naturligvis gerne tilbage på den europæiske trone, men det var tydeligt at truppen efterhånden trængte til alvorlig fornyelse. Flere af spillerne var godt oppe i alderen, herunder de 33 årige Aldo Serena, Franco Baresi og Mauro Tassotti, ligesom også Rijkaard, Gullit, Massaro og Evani havde rundet de 30 år. For at friske det hele lidt op blev super franskmanden Jean-Pierre Papin indkøbt. Den vævre franskmand havde i 90/91 sæsonen ført OL Marseille frem til finalen i Europa Cuppen, hvor det dog blev til nederlag, og han havde senere i 1991 modtaget Ballon dÒr trofæet. En sådan superstjerne var naturligvis dyr, men nødvendig, for van Basten og Gullit kæmpede begge med skader, og derfor smed man det som svarer til 12 millioner Euro på bordet, en milgt sagt ekstrem stor sum penge dengang. Også det italienske vidunderbarn Gianluigi Lentini blev købt dyrt, ligesom dribleren fra Balkan, Dejan Savicevic blev hentet. En voldsomt stærk trio, som dog også skulle vise sig at være med til at føre holdet frem til endnu et mesterskab, men man tabte dog finalen i Europa Cuppen mod Papins gamle klub OL Marseille, som bl.a. havde Deshamps, Völler og Desailly med på holdet, og især sidstnævnte fik Berlusconi et godt øje til. Papin kom først på banen efter 58 minutter mod sin gamle klub, og skuffelsen over at tabe netop den finale, må have været enorm, ikke kun for Milan, men i allerhøjeste grad for ham tænker man.

Så er vi nået frem til sæsonen 93/94, hvor Brian Laudrup, Christian Panucci og føromtalte Marcel Desailly (vinter vinduet) blev hentet, og det var samtidig et farvel (og mange tak) til Rijkaard, Evani, Gullit og Serena. Holdet trængte til mere fornyelse mente Capello, og det havde han i den grad ret i, for sæsonen endte som en af klubbens allerbedste historisk set, skulle det vise sig. Mesterskabet kom i hus med 3 point ned til Juventus, og i det som nu hed Champions League, gik holdet hele vejen igen, til trods for at nøglespillere som bl.a. Baresi og Costacurta ikke kunne spille finalen. I stedet rykkede Maldini ind i det centrale forsvar med Filippo Galli, mens den unge Panucci, der primært var højre back, blev placeret i venstre forsvars side. Hverken Papin eller den igennem hele sæsonen skadede van Basten var med i finalen, hvor angrebet mod FC Barcelona i stedet blev en hængende angriber i Savicevic samt den arbejdssomme Massaro. På papiret var det langt fra et lige så frygtindgydende mandskab som de hold der havde vundet i 88/89 og 89/90, men det var et homogent hold, der kunne sprudle på det rigtige tidspunkter, og omvendt var uhyrligt defensivt stærke, selv uden generalen over dem alle Franco Baresi.

Holdet i finalen mod FC Barcelona så således ud:

Tassotti på højre backen havde nu rundet de 35 år, og var holdet anfører, mens muskelbundtet Desailly lå som en nærmest uovervindelig “blok” på den centrale midtbane, selvom han primært spillede i det centrale forsvar for Frankrig. Han var formentlig banens bedste spiller, og scorede et enkelt mål, mens Massao med 2 og Savicevic scorede de restrende i den massive 4-0 sejr, der i den grad satte en stopper for Cruyff og FC Barcelonas epoke, både i spansk- men også europæisk fodbold, hvor de senest havde vundet netop denne turnering i 1992.

Dermed var AC Milan oppe på 5 triumfer i turneringen, hvilket på dette tidspunkt kun blev overgået af Real Madrid, som havde sejret 6 gange. Liverpool stod noteret for 4 pokaler, mens Ajax og Bayern München hver havde 3 af slagsen.

Den næstsidste sæson i denne 10 års epoke, blev ikke den mest minderige, og det var en sæson hvor man solgte Papin, Elber og Fernando De Napoli, ligesom en nærmest ubrugt Brian Laudrup fik en fri transfer. Der skulle nu ryddes op i en kæmpe trup, og Capello fik aldrig helt styr på truppen, som slet ikke fungerede som tidligere set. Holdet endte nærmest skandaløst som nr. 4, med hele 13 point op til mesterholdet Juventus, og selvom man nåede frem til endnu en finale i Champions League, måtte man her se sig besejret af et ungdommeligt og friskt spillende Ajax mandskab. Hele 5 af de 11 startende som Capello sendte på banen i finalen mod Ajax, havde rundet de 30 år, og på mange måder virkede det som om de simpelthen var “mætte af dage”, eller i hvert fald mætte af triumfer og kampe!

Holdet fik sig dog hevet op til en sidste triumf i epoken, da de sæsonen efter vandt endnu et mesterskab, i en sæson hvor man havde hentet friske kræfter i Roberto Baggio, George Weah, Massimo Ambrosini, Paulo Futre og den helt unge Patrick Vieira, mens omvendt Massaro, Stroppa og legenden van Basten havde forladt klubben. Sidstnævnte havde reelt ikke spillet i nogle år, og sluttede rent faktisk karrieren her, blot 29 år gammel, men med imponerende 3 Ballon dÒr trofæer i bagagen. Hans ankler var simpelthen ikke egnede til fodbold på højeste plan, og en hel verden græd med hans karriere stop, for i en historie med mange store angribere som bl.a. Gerd Müller, Alfredo Di Stefano og Paolo Rossi m.fl., så var Marco van Basten i sandhed en af de navne, man med rette kunne omtale i samme åndedrag!

Og dermed nåede vi til vejs ende i en utrolig epoke, hvor en kæmpe klub erobrede hele Europa i lange perioder, og undervejs spillede og præsterede noget af det bedste og mest effektive fodbold, som der til dato er set. Flere af historiens bedste spillere, som bl.a. Baresi, Maldini og van Basten m.fl., blev megastjerner pga. deres karriere i klubben, og trænerne Sacchi og Capello blev på samme måde berømte, beundrede og respekterede, ud fra det som de her havde præsteret med AC Milan.

De 10 sæsoner fra 86/87 – 95/96 ser således ud i overskrifter:

86/87 – Nr. 5 i Serie A
Træner: Nils Liedholm + Fabio Capello
Topscorer i Serie A: Paolo Virdis (17 mål)
Ballon dÒr nr. 1: Ruud Gullit
Spektakulære indkøb: Roberto Donadoni og Daniele Massaro

87/88 – Mester
Træner: Arrigo Sacchi
Ballon dÒr nr. 1: Marco van Basten, nr. 2: Ruud Gullit, nr 3: Frank Rijkaard
Spektakulære indkøb: Ruud Gullit, Marco van Basten, Angelo Colombo og Carlo Ancelotti

88/89 – Europa Cup for Mesterhold + Europæisk Super Cup
Træner: Arrigo Sacchi
Topscorer i Europa Cup for Mesterhold: Marco van Basten (10 mål)
Ballon dÒr nr. 1: Marco van Basten, nr. 2: Franco Baresi, nr. 3: Frank Rijkaard
Spektakulære indkøb: Frank Rijkaard
Særlige spillere fra egen ungdomsafdeling: Demetrio Albertinis

89/90 – Europa Cup for Mesterhold + Europæisk Super Cup
Nr. 2 i Serie A
Træner: Arrigo Sacchi
Topscorer i Serie A: Marco van Basten (19 mål)
Spektakulære indkøb: Marco Simone

90/91 – Nr. 2 i Serie A
Træner Arrigo Sacchi
Spektakulære indkøb: Sebastiano Rossi, Massimo Taibi og Giovane Elber

91/92 – Mester
Træner: Fabio Capello
Topscorer i Serie A: Marco van Basten (19 mål)
Ballon dÒr nr. 1: Marco van Basten
Spektakulære indkøb: Zvonimir Boban, Diego Fuser og Aldo Serena

92/93 – Mester
Træner: Fabio Capello
Tabte finalen i Champions League (0-1 til OL Marseille)
Spektakulære indkøb: Jean-Pierre Papin, Stevano Eranio, Fernando De Napoli, Gianluigi Lentini og Dejan Savicevic

93/94 – Mester + Champions League + Europæisk Super Cup
Træner: Fabio Capello
Ballon dÒr nr. 3: Paolo Maldini
Spektakulære indkøb: Brian Laudrup, Christian Panucci og Marcel Desailly
Særlige spillere fra egen ungdomsafdeling: Francesco Coco

94/95 – Nr. 4 i Serie A
Træner: Fabio Capello
Tabte finalen i Champions League (0-1 til Ajax Amsterdam)
Spektakulære indkøb: Florin Raducioiu, Paolo Di Canio, Ruud Gullit (igen) og Giovanni
Særlige spillere fra egen ungdomsafdeling: Christian Brocchi og Massimo Oddo

95/96 – Mester
Træner: Fabio Capello
Spektakulære indkøb: Roberto Baggio, George Weah, Massimo Ambrosini, Patrick Vieira og Paulo Futre

Herudover vandt holdet 4 italienske Super Cups.

Forskellige små og store ting fra de 10 sæsoner:
– Egenavlede primære spillere (11): Franco Baresi, Alessandro Costacurta, Paolo Maldini, Filippo Galli, Giovanni Stroppa, Alberigo Evani, Sergio Porrini, Gianluca Pessotto (ikke spilletid i AC Milan men stor karriere i Juventus), Demetrio Albertini, Francesco Coco og Massimo Oddo.
– Udenlandske spillere (14): Ray Wilkins, Mark Hateley, Marco van Basten, Ruud Gullit, Frank Rijkaard, Dejan Savicevic, Zvonimir Boban, Jean-Pierre Papin, Marcel Desailly, Brian Laudrup, Florin Raducioiu, Patrick Vieira, Paulo Futre og George Weah
– Benyttede spillede i de 5 CL finaler: 26

Til slut en gennemgang af perioden primære spillere, i tilfældig rækkefølge.

Giovanni Galli (spillede i AC Milan fra 1986 – 1990 / 98 kampe + 19 landskampe for Italien)
Var førstekeeper i den periode han var i klubben, og var her med til at vinde 2 Europa Cup for Mesterholds trofæer, VM for klubhold samt en enkelt Serie A titel. Var herudover med i VM 82 truppen, så han kan kalde sig verdensmester, selvom han aldrig fik spilletid på holdet, hvor Dino Zoff var den altoverskyggende målmandsfigur.

Franchino (Franco) Baresi (spillede i AC Milan fra 1977 – 1997 / 532 kampe / 16 mål + 81 landskampe for Italien)
En af historiens bedste centrale forsvarsspillere, og i sine år måske endda den bedste! Spillede både libero og sweeper i sine mange sæsoner i klubben, hvor han var et “homemade” produkt fra egen ungdomsafdeling. Elegant, suverænt overblik og en gentleman på banen, der dog godt kunne lave en lille sviner når det var nødvendigt – han var jo trods alt italiener! Verdensmester fra 1982 akkurat som Galli, og ligesom målmanden fik ej heller Baresi spilletid, men dog medalje. I Milan vandt han noget nær alt der var værd at vinde, herunder 6 mesterskaber, 3 trofæer i Europa Cup for Mesterholdsturneringen/Champions League, 3 VM for klubhold + han blev nr. 2 i Ballon dÒr afstemningen i 1989. Besynderligt nok blev han topscorer i Coppa Italia sæsonen 89/90 (4 mål), men det lykkedes aldrig for ham at vinde den turnering. Med Italien opnåede han både guld (beskrevet), sølv (1994) og bronze (1990). En enestående repræsentant for både Milan, Italien og fodbolden generelt, og da han gik på pension efter 20 sæsoner i “I Rosseneris” tjeneste, blev hans rygnummer 6 pensioneret, ligesom for at understrege hans status.

Alessandro Costacurta (spillede i AC Milan fra 1986 – 2007 / 458 kampe / 3 mål + 59 landskampe for Italien)
“Billy” som var hans kælenavn det meste af karrieren, var en hård men også elegant central forsvarsspiller, der var en fast bestanddel af “The fantastic four” – dvs. den ekstra ordinært stærke 4-back kæde for holdet, som igennem mange sæsoner fejrede masser af triumfer. Han var ligesom Baresi, et produkt af egen ungdomsafdeling, men blev dog ikke en “one club player”, da han sluttede karrieren af med et lukrativt “eventyr” på en enkelt sæson i Monza fra 1986 – 1987.

Filippo Galli (spillede i AC Milan fra 1982 – 1996 / 217 kampe / 3 mål)
Endnu et “homemade” produkt, og en spiller der var med til at vinde masser af titler, men som dog primært var back up i forsvaret for Baresi, Costacurta eller Maldini. Trofast og stabil, og altid en spiller som trænere og medspillere kunne regne med, men “uheldig” at være med i netop den periode, hvor nogle af historiens stærkeste forsvarsspillere var i klubben, for han var bestemt ikke en dårlig spiller.

Rudi Dil “Ruud” Gullit (spillede i AC Milan fra 1987 – 1994 / 125 kampe / 38 mål + 66 landskampe for Holland)
1/3 af den fantastiske hollandske trio der i en række år, var med til at føre klubben helt frem i forreste front. Ballon dÒr vinder fra 1987, og i mange år blandt verdens bedste spillere. Han var utrolig stærk i Milan årene, og blandt de absolutte førerhunde på holdet, hvor han med sin glidende løbestil, der kunne minde om den som Kaka mange år efter demonstrerede i samme klub. Han var målfarlig, pågående, hurtig, fysisk utrolig stærk og så var han et arbejdsdyr der bare kunne løbe konstant. Europamester med Holland i 1988.

Paolo Maldini (spillede i AC Milan fra 1984 – 2009 / 647 kampe / 29 mål + 126 landskampe for Italien)
Historiens stærkeste venstre back vil jeg personligt udpege ham som, og en helt ufattelig type spiller og personlighed, der i 25 sæsoner var med på ypperste plan. 8 finaler i Europa Cup for Mesterhold/Champions League blev det til, hvoraf 5 blev vundet, og han var endvidere med til at vinde 7 mesterskaber, 1 Coppa Italia og 3 VM for klubhold titler. Blev stemt ind som nr. 3 i Ballon dÒr i 1994 og 2003, og var uheldig ved at være stoppet for “Gli Azzurri” i 2006, for ellers havde han formentlig kunne kalde sig verdensmester, hvilket ville have været en passende “kroning” af denne utrolige spiller. Hans 3 tal blev efter karrieren pensioneret i klubben. I alt spillede han 902 kampe for Milan i alle turneringer, hvilket er all time rekord.

Roberto Mussi (spillede i AC Milan fra 1987 – 1989 / 30 kampe / 0 mål + 11 landskampe for Italien)
En stille eksistens på holdet, og ikke en spiller man udefra erindrer specielt som Milan spiller, men han var dog med til at vinde mesterskabet i 87/88 samt Europa Cuppen for Mesterhold sæsonen efter, så helt trofæløs gik han da ikke fra klubben.

Mauro Tassotti (spillede i AC Milan fra 1980 – 1997 / 429 kampe / 8 mål + 7 landskampe for Italien)
En benhård højre back, som i 17 sæsoner var en fast bestanddel af “The fantastic four”, hvor han som den eneste ikke var et homemade produkt, i det han var vokset op i Lazio, hvorfra han kom til Milan.

Roberto Donadoni (spillede i AC Milan fra 1986 – 1996 + 1997 – 1999 / 285 kampe / 18 mål + 63 landskampe for Italien)
En dynamisk og dribleglad wing, der var med til at høste masser af triumfer i klubben, hvor han var over 2 omgange. Var et produkt af Atalantas berømmede ungdomsarbejde, og det var da også der han startede karrieren, inden turen gik til Milan.

Angelo Columbo (spillede i AC Milan fra 1987 – 1990 / 77 kampe / 7 mål)
En slidstærk spiller, der var med i nogle enkelte sæsoner, hvorunder han var med til at vinde en række fine ting med klubben, herunder 2 Europa Cup for Mesterholds finaler, hvor han ved med i start 11èren i dem begge.

Carlo Ancelotti (spillede i AC Milan fra 1987 – 1992 / 112 kampe / 10 mål + 36 landskampe for Italien)
Den i dag så berømmede træner, sluttede en flot karriere af i AC Milan, efter flere år i Parma og Roma, hvor han bl.a. vandt Serie A med hovedstadsklubben. Han var med til at vinde 2 Europa Cup for Mesterholds trofæer i Milan, og var i alle sine sæsoner i klubben, et værdifuldt medlem af spillertruppen. En stærk og bevægelig 8èr, der både kunne lave det hårde arbejde, men bestemt også havde teknik til at drible og lave de rigtige pasninger på det rigtige tidspunkt.

Demetrio Albertini (spillede i AC Milan fra 1988 – 2002 / 293 kampe / 21 mål + 79 landskampe for Italien)
Endnu et hjemmelavet produkt, og en spiller der i mange år var særdeles dominerende på den defensive midtbane, hvor han lidt som en Andrea Pirlo, både kunne tackle, men primært stod for de konstruktive pasninger, og hans overblik var særdeles veludviklet. En af få italienske spillere der også spillede i spansk fodbold, hvor han var forbi både Atletico Madrid og til sidst FC Barcelona.

Alberigo Evani (spillede i AC Milan fra 1980 – 1993 / 296 kampe / 14 mål + 15 landskampe for Italien)
Manden med det markante kæbeparti, var en fin repræsentant for klubben i 13 sæsoner, hvorunder han vandt utallige trofæer, og han var med for “Gli Azzurris” hold, der opnåede sølv til VM 94. Evani var en alsidig midtbanespiller, som akkurat som mange andre i den tid, var “homemade” i klubben.

Patrick Vieira (spillede i AC Milan fra 1995 – 1996 / 2 kampe + 107 landskampe for Frankrig)
Det vil være synd og direkte løgn, at påstå at den ranglede franskmand havde nogen større andel i Milans triumfer, for den blot 19 årige Vieira var kun kort forbi den italienske klub, inden karrieren for alvor tog fart i Arsenal. Står dog noteret for mesterskabet i sæsonen 95/96, så lidt fik han da med fra sit ophold i modebyen i det nordlige Italien.

Marcel Desailly (spillede i AC Milan fra 1993 – 1998 / 137 kampe / 5 mål + 116 landskampe for Frankrig)
Verdens- og Europamester med Frankrig akkurat som ovenfor omtalte Vieira, men ham her havde dog betydeligt mere andel i den succes, som Milan oplevede i 90èrne, hvor muskelbundtet var med til at vinde bla. Champions League finalen i 93/94. Var en alsidig, bomstærk og løbevillig type, som primært spillede i det centrale forsvar for “Les Bleus”, men som i Milan tiden ofte blev benyttet på den defensive midtbane, lidt som man før ham så det omkring Frank Rijkaard.

Zvonimir Boban (spillede i AC Milan fra 1991 – 2001 / 178 kampe / 21 mål + 7 landskampe for Jugoslavien og 49 landskampe for Kroatien)
En karismatisk type, både på og udenfor banen, og i sine bedste år, en af verdens bedste midtbanespillere, med et fantatisk touch og blik for spillet. Han styrede midtbanen med ro og elegance, men kunne bestemt også gå til “vaflerne” såfremt det blev nødvendigt. I sine 9 sæsoner i klubben var han med til at vinde virkelig mange titler, herunder 4 mesterskaber på Champions League.

Brian Laudrup (spillede i AC Milan fra 1993 – 1994 / 9 kampe / 1 mål + 82 landskampe for Danmark)
En af få spillere i denne klub i nyere tid, men også en af dem med mindst succes. Den ellers dribleglade og stærke spiller, falmede totalt under sit lejeophold i klubben, illustreret ved beskedne 9 kampe i mesterskabs sæsonen, og han spillede 6 kampe i Champions League den sæson de vandt, så et par store titler på CVèt, som han dog næppe ser tilbage på med stolthed. Det var som om den enorme klub nærmest opslugte ham, og da han sluttede i klubben, har det formentlig været med et lettelsens suk (fra begge sider af).

Raymond “Ray” Wilkins (spillede i AC Milan fra 1984 – 1987 / 73 kampe / 2 mål + 84 landskampe for England)
Opnåede ikke at vinde noget med Milan i de 3 sæsoner han var der, og han huskes karriere mæssigt helt sikkert mere for sine mange år i først Chelsea og dernæst Manchester United. Var en slidstærk defensivt orienteret midtbanespiller, der overraskende skiftede succes ud i engelsk fodbold med nogle år i først Milan og dernæst PSG, inden han returnerede til øen han kendte – hvor han havde nogle fine sæsoner i Glasgow Rangers og så videre i forskellige engelske klubber.

Mark Hateley (spillede i AC Milan fra 1984 – 1987 / 66 kampe / 17 mål + 32 landskampe for England)
Den langlemmede angriber var der i samme periode som landsmanden Wilkins, hvilket vil sige før det sådan for alvor begyndte at blive rigtigt sjovt. Vandt titler i fransk og skotsk fodbold, men aldrig i italiensk, og vil næppe blive husket for andet end sin mindre pæne frisure – kort hår foran og langt bagi!

Gianluca Sordo (spillede i AC Milan fra 1994 – 1996 / 12 kampe / 0 mål)
En mindre betydningsfuld spiller, som var i klubben et par sæsoner, hvor han primært var reserve.

Marco van Basten (spillede i AC Milan fra 1988 – 1995 / 147 kampe / 91 mål + 58 landskampe for Holland)
Uden at overdrive var denne letbenede elegantier en af historiens bedste angribere, understreget ved hans 3 Ballon dÒr kåringer + hans karriere generelt, som desværre blev hæmmet og til sidst skæmmet af alt for mange skader, ikke mindst pga. hans skrøbelige ankler. I Milan tiden var han dog med i bl.a. 2 sejrrige Europa Cup for Mesterholds finaler, og han vandt endvidere 3 mesterskabet, blev topscorer i Serie A i 89/90 og 91/92 + vandt VM for klubhold et par gange + det løse. Han var så flyvende at se på, når han nærmest “fløj” henover græsset, og kynismen foran mål er ikke set bedre hverken før eller sidenhen.

Massimo Ambrosini (spillede i AC Milan fra 1995 – 2013 / 344 kampe / 29 mål + 35 landskampe for Italien)
En gennemført slidstærk midtbanespiller, der kom til klubben som 18–årig, og et par år efter og tiden ud, var en fast bestanddel af holdet. Kun skader forhindrede ham i at rinde 400 kampe i Serie A, hvor han tørnede ud i Milan trøjen i 17 sæsoner, og bl.a. var med til vinde 4 mesterskaber og 2 Champions League trofæer. Han var også med omkring “Gli Azzurri” da holdet opnåede sølv til EM i 2000.

Francisco Coco (spillede i AC Milan fra 1995 – 2002 / 56 kampe / 2 mål + 17 landskampe for Italien)
Voksede op i ungdoms systemet i klubben, men blev aldrig den helt store succes, og efter nogle sæsoner, blev han sendt videre til forskellige lejemål, herunder i Torino og FC Barcelona, inden han endte i Internazionale FC, som også lejede ham ud i perioder. En løbevillig og energisk forsvarsspiller, som primært blev benyttet som venstre back, hvor man i klubben i starten rent faktisk anså ham som en værdif afløser for Maldini, men så langt rakte talentet dog aldrig. Var med til at vinde mesterskabet i 95/96 og 98/99.

Jean-Pierre Papin (spillede i AC Milan fra 1992 – 1994 / 40 kampe / 18 mål + 54 landskampe for Frankrig)
Kom til klubben som en vaskeægte verdensstjerne, og den stjerne var bestemt ikke blevet mindre, da han sæsonen op til sit skifte til Milan, vandt Ballon dÒr trofæet – overraskende mente mange, men ikke desto mindre var det hvad han gjorde. I sine 2 sæsoner i Italien, spillede han langt mindre end man nok havde troet og håbet, illustreret ved at det blev til 20 kampe og 13 mål i den første sæson, og blot 16 kampe og 5 mål i sin anden og sidste sæson. Han kunne dog tage en hel del trofæer med i bagagen, da han drog videre til Bayern München, herunder et par mesterskaber + det Champions League trofæ, som han missede i OL Marseille. Som type var han en aggressiv angriber med et enormt antrit, han arbejdede ikke alverden, men var fænomonal til at placere sig det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Aldo Serena (spillede i AC Milan fra 1982 – 1983 + 1991 + 1993 / 30 kampe / 8 mål + 24 landskampe for Italien)
Angriberen voksede op i Montebelluna nær Venedig, og kom til Internazionale FC som 18 årig, og det er da også primært hos bysbørnene at Serena skabte en fin karriere, men han var i 2 omgange forbi “I Rossoneri”, først på lån, og derefter sluttede han karrieren med 2 sæsoner i klubben. Han vandt mesterskaber med både Internazionale, AC Milan og Juventus, og var med på det italienske landshold, som opnåede sølv i 2000.

Franklin “Frank” Rijkaard (spillede i AC Milan fra 1988 – 1993 / 142 kampe / 16 mål + 73 landskampe for Holland)
En af de berømte 3 hollændere, som i den grad var med til at sætte deres positive præg på Milan i slut 80èrne/start 90èrne. Han var muligvis den der gjorde mindst væsen af sig af de 3, men hans betydning for både Milan og “Orange”. Opnåede 3`de pladser i Ballon dÒr afstemningerne både i 1988 og 1989, og blev udråbt til Serie A`s bedste spiller + udenlandske spiller i 1992. Dækkede både det centrale forsvar + den defensive midtbane, hvor han primært dækkede det sidste område i sine sæsoner i Milan.

Gianluigi Lentini (spillede i AC Milan fra 1992 – 1996 / 60 kampe / 13 mål + 13 landskampe for Italien)
Han voksede op i Torino FC`s ungdomsafdeling, og blev som ganske ung kaldt “New Gigi Maroni” referende til en tidligere særdeles populær spiller i samme klub. Maroni som hed Luigi til fornavn, spillede for Torino FC fra 1964 frem til hans alt for tidlige død i 1967, da han blev ramt af en motorcyklist da han skulle passere en vej. Maroni var kendt for en nærmest overnaturlig teknik, speed og flair, og det var præcis sådan Torinos fans så denne nye unge Lentini, der var med til vinde Serie B 2 gange med klubben + føre dem helt frem til UEFA Cup finalen, som dog blev tabt på reglen om udebanemål til Ajax Amsterdam (2-2 og 0-0). Her var han holdets store profil sammen med Vincenzo Scifo og Walter Casagrande, og Torino FC opnåede også en placering som nr. 3 i Serie A, hvilket fik alle større klubber til at kigge nærmere på holdet, herunder ikke mindst den letbenede og langhårede Lentini. Juventus troede faktisk at de havde sikret Lentini, men AC Milan kom “indenom” og lagde det nærmest ufatteligt stort beløb pålydende 18,5 milliarder Lire (svarer til 14 millioner Euro) på bordet, og så kunne Torino, der var plaget af økonomiske problemer, ikke sige nej. Derved var Lentini som 23 årig verdens dyreste spiller, og i det hysteriske Italien blev han skreget op som en anden Meazza eller Rossi, hvis ikke værre. Lentini kunne dog bestemt spille fodbold, og i sin første sæson for “I Rossoneri” blev han en vigtig spiller under Capello, og han og holdet vandt Scudettoen, og nåede finalen i Champions League. Sæsonen efter fik han guldmedaljen i Champions League, men det var ikke meget han spillede i den sæson, da han undervejs kørte gal i høj fart i sin Porsche 911. Han var tidligere på dagen punkteret på Autostrada A 21, og fik dækket skiftet. Det reservedæk der nu sad på var ikke beregnet til højere fart en 80 km/t, men man vurderede at han havde kørt et godt stykke over de 200 km/t da dækket sprang, og bilen blev totalskadet, og efterfølgende brød i brand. Her var Lentini gudskelov reddet ud af køretøjet, og i dagene derefter lå han i kunstigt koma. Han havde brud på flere steder i kroppen + en grim skade i den ene øjesokkel, og selvom han kom igennem en længere genoptræningsplan, som umiddelbart forløb perfekt, blev han aldrig for alvor den spiller han havde været. Antrittet og vendingerne manglede, og langsomt men sikkert gled han ud af holdet, inden han i 1996 blev solgt til Atalanta Bergamo. Efter en enkelt middelmådig sæson der, røg han retur til barndomsklubben, men karrieren kørte kun en vej – ned, og det blev ikke rigtigt til mere på banen for det tidligere stortalent, som sluttede så sent som i 2012, efter i 11 år at have rodet rundt i mindre italienske klubber, udelukkende for at tjene lidt mønt.

Som et kuriosum kan det nævnes at han ifb. med biluheldet var på vej fra Genoa til Torino, for her at besøge hans elskerinde Rita Bonaccorso, der i parentes bemærket var gift med Salvatore Schillaci, der som fodboldkendere ved, var med på det italienske landshold, som opnåede bronze til VM i 1990. Her blev Schillaci både VM topscorer, udtaget til turneringens “ALLSTAR” hold, kåret som bedste spiller (foran Diego Maradona og Lothar Matthäus), og senere samme år nr. 2 i Ballon dÒr kåringen (efter Lothar Matthäus), så Schillaci var bestemt ikke “hvem som helst” kan man vist roligt konstatere!

Marco Simone (spillede i AC Milan fra 1989 – 1997 + 2001 – 2002 / 177 kampe / 50 mål + 4 landskampe for Italien)
En lille væver angriber, der af to omgange var forbi AC Milan, med hvem han vandt 4 mesterskaber + et par Champions League trofæer. Han var fast mand i sæsonerne fra 1993 – 1996, og var en angriber man altid vidste gav sig 100%. Hans bedste sæson var klart 94/95 sæsonen, hvor han scorede hele 17 mål i 30 kampe i Serie A. Havde en forunderlig karriere alle de “fine” steder, ligesom han opsøgte det, hvilket han rent faktisk har bekræftet efter karrieren. Como, hvor han havde et dejligt hus ned til Como søen, PSG – ja Paris, Monaco (behøves ingen yderligere intro), Nice og Milano siger det hele, men han var alligevel andet end “bare” en luksusspiller.

Dejan Savicevic (spillede i AC Milan fra 1992 – 1998 / 97 kampe / 35 mål + 56 landskampe for FR Jugoslavien)
Væver, driblestærk og særdeles kvik i små områder, og i sine bedste år en vaskeægte verdensklasse offensivspiller, der desværre fik alt for lidt kampe under sin tid i Milan, men han var dog med i Champions League finalen mod FC Barcelona, hvor han kvitterede med et mål lige efter pausen. Sluttede som nr. 2 i Ballon dÒr kåringen i 1991, dvs. lige før han kom til Milan, hvilket primært skyldtes han fantastiske indsats i Røde Stjernes sensationelle triumf i Champions League i sæsonen 90/91, hvor de gik hele vejen, og i finalen besejrede OL Marseille.

Sebastiano Rossi (spillede i AC Milan fra 1990 – 2002 / 240 kampe)
Tårnhøj keeper der utroligt nok aldrig opnåede udtagelse til “Gli Azzurri”, men som i 10 af sine 12 sæsoner i klubben, var en sikker sidste skanse, som oftest var pålidelig. Han var med til at vinde hele 5 mesterskaber + en enkelt Champions League, og var generelt blandt Serie A`s bedste keepere i mange sæsoner.

Stefano Nava (spillede i AC Milan fra 1990 – 1991 + 1992 – 1995 / 21 kampe / 1 mål)
“Homemade” produkt, som vikarierede for stjernerne i sine sæsoner i klubben, og bl.a. fik spilletid i Champions League finalen i 93/94, hvor han 6 minutter før tid afløste Paolo Maldini. Var i klubben af et par omgange, og var ganske pålidelig, men manglede lige det sidste for sådan for alvor at bryde igennem.

Pietro Paolo Virdis (spillede i AC Milan fra 1984 – 1989 / 135 kampe / 53 mål)
Cagliari, Juventus; Lecce og Udinese Calcio var klubberne denne høje angriber tørnede ud for, udover de 5 sæsoner hvor han spillede i Milan, hvor han bl.a. blev Serie A topscorer i den ellers for klubben lidet succesfulde 86/87 sæson. Han havde ikke den mest udsøgte teknik, men havde en forunderlig evne som en Schillaci eller senere hen Luca Toni, til at være det rigtige sted på vigtige tidspunkter, og han scorede over 50 mål alene i Serie A i sin tid i klubben, hvilket bestemt ikke er til at kimse af. Kom på banen i 88/89 finalen i Europa Cup for Mesterhold, hvor han med lidt over 1/2 time igen, afløste Ruud Gullit.

Fernando De Napoli (spillede i AC Milan fra 1992 – 1996 / 9 kampe / 0 mål + 54 landskampe for Italien)
Kom til AC Milan som 28 årig i 1992, hvor han var på toppen af sin karriere, efter flere meget flotte sæsoner i Napoli, med hvem han sammen med Diego Maradona og CO, høstede store triumfer. Det blev aldrig til det helt store i Milan tiden, hvor han kun sporadisk fik spilletid i sine 2 sæsoner, men han fik da et par mesterskabs medaljer + det løse.

Daniele Massaro (spillede i AC Milan fra 1986 – 1995 / 209 kampe / 51 mål + 15 landskampe for Italien)
Den store angriber blev verdensmester i 1982 og opnåede sølv i 1994 (han var en af de italienske spillere der fatalt brændte i straffesparks konkurrencen mod Brasilien) med Italien, og med over 200 kampe for en af historiens stærkeste klubhold AC Milan i den periode, kan der ikke herske tvivl om hvilket niveau han havde. Han scorede i kamp 1/4 af sine Serie A kampe for klubben, hvor han i sine 8 sæsoner, var med til at vinde 4 Serie A titler, 2 Champions League/Europa Cup for Mesterholds trofæer og 2 klub VM titler, ligesom han i 1994 modtog “Guerin dÒro” som bevis på at han var den bedste spiller i Serie A.

Christian Panucci (spillede i AC Milan fra 1993 – 1996 / 89 kampe / 9 mål + 57 landskampe for Italien)
Kom til Milan fra barndomsklubben Genoa, og senere i karrieren optrådte han for klubber som Chelsea, Real Madrid, Monaco, Parma, Roma og Internazionale. Han var en stærk højre back, som dog ikke helt slog igennem i klubben, men dog kunne han kalde sig både italiensk og europæisk klubmester inden han drog videre. I 1994 og 1996 var han en del af – og til sidst anfører for det ekstremt stærke italienske U 21 landshold, som begge gange vandt EM. Her var han bl.a. på hold med spillere som Buffon, Inzaghi, Totti, Cannavaro, Nesta og Vieri m.fl.

Og dermed nåede jeg til vejs ende i denne fortælling om det fantastiske AC Milan hold som op igennem 80èrne – 90èrne i lange perioder, formentlig var verdens bedste klubhold, og på sine hold, havde flere af verdens bedste spillere.