DESTROYEREN!

En destroyer er i krigstermer lig med et hurtiggående krigsskib til beskyttelse af større enheder (f.eks. hangarskibe), og placeres typisk foran, eller rundt omkring det (eller dem) som skal beskyttes. Om det er herfra betegnelsen er taget direkte, og benyttet til den type fodboldspiller, som jeg i denne artikel vil gennemgå, er ikke til at vide 100%, men tanken er da bestemt nærliggende, når man ser på hvor på banen den såkaldte “destroyer” placeres. For en “destroyer” i fodbold termer, er nemlig en hårdfør type, der placeres foran det centrale forsvar, og bagved evt. playmakere. “Destroyerens” primære opgave er at beskytte forsvaret, dvs. vedkommende skal pendulere fra side til side, frem- og tilbage, og hele tiden være årvågen, og forsøge at bremse modstanderen, nærmest med alle tænkelige midler. Apropos “alle tænkelige midler”, så er det måske en af hovedårsagene til at vi i nutidens fodbold, sjældnere og sjældnere ser typer, som vi decideret betegner som “destroyere”. Flere dommere, kameraer og fremfor alt VAR teknologien, har medført at fortidens ikke altid regelrette typer, ikke ville have en chance for at udføre deres ikke altid super sympatiske arbejde på banen.

Kigger man udover nutidens fodboldlandskab, kan jeg personligt kun komme i tanker om spillere som Granit Xhaka, William Carvalho, til dels Teun Koopmeiners og Edson Alvarez, når jeg oprigtigt tænker “destroyer” definitionen, og ja så er der ingen i denne kvartet der blot nærmer sig de hårdeste i gamet, hvilket jeg vil vende tilbage til.

I tidligere artikler har jeg skrevet om “trequartistaen”, “registaen” og senest “liberoen”, og i denne artikel er det så en nok så vigtig, men helt sikkert mindre prominent type det handler om, nemlig spillertypen som omtales som “destroyeren”.

Den første “destroyer” man sådan for alvor tænker på, når man tager de historiske briller på, er for manges vedkommende Uruguays benhårde anfører Obdulio Varela, der var hovedmanden bag det sensationelle VM guld, som det lille sydamerikanske land i overværelse af 173.850 tilskuere, sikrede sig qua en 2-1 sejr over værterne og storfavoritterne fra Brasilien. Det var en kamp som alle, måske med undtagelse af befolkningen i Uruguay, havde regnet som nærmest en formalitet. Brasserne stillede med kæmpe stjerner som VM topscoreren Ademir, spilleren som på det tidspunkt var en purung Pele`s helt store idol – Zizinho og superdribleren Jair m.fl., man havde hjemmebanefordel, indtil nu absolut dommertække + at landets store medie O Mundo på dagen for slutkampen, havde udgivet en landsdækkende formiddags avis, hvor forsiden var prydet med det brasilianske landshold, hvor der henover billedet stod “These are the world champions”. I et anfald af raseri, drønede kaptajnen Varela, der bestemt ikke “kun” var en “destroyer”, men mindst ligeså meget en uovertruffen leder på og udenfor banen, ned i den første bedste kiosk, hvor han købte en masse eksemplarer af O Mundo aviserne, som han derefter smed udover gulvet på badeværelset på det hotel, hvor han og de øvrige spillere fra Uruguay boede. Herefter overtissede alle spillerne aviserne + snottede udover forsiden så godt de nu kunne, og hvis ikke der var had i luften, før den episode, så må man nok sige der var det bagefter.

Uruguay vandt jo kampen, som sidenhen er blevet døbt “Maracanaco” som groft oversat betyder “”The Maracanã Smash”, og undervejs formåede den uhyrligt stærkt spillende Varela, at holde både Ademir og Jair totalt nede, og dermed var en legende skabt på en kamp, som aldrig vil blive glemt i fodboldhistorien.

Generelt har de forskellige verdensmestre for manges vedkommende haft stærke “destroyere” på holdet, hvilket illustreres ved Horst Eckel hos Vesttyskland i 1954, Nobbie Stiles for England i 1966, Clodoaldo hos brasserne i 1970, Gabriele Oriali for “Gli Azzuri” i 1982, Sergio Batista for Argentina i 1986, Carlos Dunga for Brasilien i 1994, til dels Didier Deschamps for “Les Bleus” i 1998 og så den velnok seneste vi reelt har set i stående som vinder ovenpå en VM finale, Gennaro Gattuso der var med til at fighte Italien til guldet i 2006. Nogle vil undervejs måske pege på Americo Gallego fra Argentina i 1978 eller måske en Rainer Bonhof fra Vesttysklands succesfulde mandskab i 1974, men ligesom jeg kun anfører Deschamps som til dels, så vil jeg påstå at både Gallego, og nok især Bonhof, var anderledes typer, end egentlige “destroyere”. De var nok mere det man vil betegne som decideret defensive midtbanespillere, som også i deres spil havde mere konstruktive funktioner, så som at føre bolden frem, eller måske endda decideret deltage i spillet andre steder på banen. Ikke dermed sagt at de nævnte “destroyere” ikke også magtede den slags, for det kunne flere af dem bestemt, men deres hovedrolle var at være konkret “destroyer”, og så måtte andre tage sig af det mere konstruktive spil.

En “destroyer” går aldrig af vejen for fysiske dueller, han er løbestærk, fysisk veludrustet, ikke nødvendigvis kæmpe stor, ganske atletisk, har et ganske fint blik for især det defensive spil, evner at koncentrere sig, og nok så vigtigt, men knapt så sympatisk, så er han villig til at gå over stregen ift. gængse regler udelukkende for egen – eller holdets vindings skyld. Det gælder for ham om at vinde for nærmest alt i denne verden, og kræver det en lille eller større svinestreg, helst uden dommeren opdager det, ja så går han ikke af vejen for det. Det er således sjældent at en “destroyer” er den mest elskede spiller på banen. Folket elsker spillere der kan score mål, spillere der kan drible eller målmænd der kan udrette mirakler, men en “destroyer” er ligesom den anonyme fighter på et hold, spillere som træneren hverken kan eller vil undvære, i hvert fald tidligere hen hvor man ikke så så meget.

Herunder opremser jeg 10 “destroyere” som på hver sin måde har defineret deres roller i fodboldhistorien på ypperste plan. Bemærk at rækkefølgen er tilfældig.

Obdulio Varela (Uruguay) – omtalt som “El Negro Jefe” – eller oversat til dansk “Den sorte Chef”, relaterende både til hans hudfarve, men også hans lederegenskaber. Han vandt utallige titler med primært Penarol, og endvidere både VM og Copa America med Uruguay. En benhård type, en kæmpe leder og fysisk skræmmende for de fleste, ikke mindst på en tid, hvor dommerne ikke “så” så meget som man gør det i vore dage.

Gabriele Oriali (Italien) – Internazionale, Fiorentina og Italien, var hans 3 destinationer i en karriere, hvor han med forholdsvis primitive midler (rent spillemæssigt) var med til at vinde både mesterskaber, samt ikke mindst VM guld i 1982, hvor han med sit løbepensum, utrættelige arbejdsraseri og utrolige fysik, sørgede for at spillere som Rossi, Conti og Antognoni kunne udfolde sig offensivt!

Nobby Stiles (England) – den lille hidsige terrier huskes naturligvis primært for hans tid i Manchester United og “The Three Lions”, med hvem han var med til at vinde det meste. I klubregi var han slideren og fighteren bag de offensive stjerner, og for England var han utrættelig når et ofte presset engelsk mandskab, kæmpede og vandt selv umulige kampe på deres vej mod guldet i 1966. Han manglede de fleste fortænder, men havde protese, men denne tog han indimellem ud for at intimidere modstanderne, hvilket ofte lykkedes. Stiles havde ikke de store offensive ambitioner, og som hovedparten af de spillertyper der virkelig benævnes “destroyere”, var teknik og visioner i spillet, bestemt ikke hans stærkeste side. Men han vidste hvad han kunne, og måske endnu vigtigere, hvad han ikke kunne, og da han trak sig tilbage, havde han guldmedaljer både i den fineste europæiske klubturnering, fra England generelt samt for landshold, så han har formentlig været tilfreds nok endda!

Luis Fernandez (Frankrig) – på et landshold hvor alle snakkede om, og elskede Tigana, Giresse og ikke mindst Platini, lå han bag dem alle 3, hvor han foran et i øvrigt glimrende forsvar, nærmest sugede alle bolde til sig, og som en moderne “destroyer” kunne han også deltage i pasningsspillet, dog uden på nogen måde at nærme sig omtalte trios kompetencer. Fernandez spillede 60 landskampe for “Les Bleus”, med hvem han vandt EM 84, og hans primære klubtid var over 8 sæsoner i PSG.

Clodoaldo (Brasilien) – regnes med rette for at være en af historiens stærkeste defensive midtbanespillere, og bestemt med rette, men landsholdskarrieren var uforholdsmæssig kort (5 år), men han var dog med til at vinde VM i 1970. Apropos netop det VM, så var det her en hel verden kunne se ham og Gerson styre den ellers jubeloptimistiske brasilianske opstilling. Alle ville frem på banen, men mens Gerson lå som en “regista”, var Clodoaldo lagt helt nede foran forsvaret, hvor han pløjede alt og alle ned, der blot overvejede at løbe mod Leaos (målmand) mål. Han var bestemt ikke ueffen med bolden på fødderne, men i modsætning til 99,9% af de brasilianske spillere, kunne han koncentrere sig defensivt, og derfor var han en af holdets absolutte nøglespillere i denne slutrunde som blev hans eneste.

Gennaro Gattuso (Italien) – 13 sæsoner med nærmest lutter succes i AC Milan + VM 2006 triumfen med “Gli Azzurri” vidner om en karriere som få har oplevet. Især hans formidable samarbejde med “registaen” Andrea Pirlo begge steder, er det man husker den dag i dag, og dem som bemærkede den lille tætte Gattuso, erindrer nok at manden aldrig gik af vejen for en benhård tackling, fysiske dueller og små svinestreger, ganske som hovedparten af de øvrige omtalte “destroyere”. Det lå dybt i hans sind, og han vindermentalitet var udover det normale har mange sidenhen fortalt.

Romeo Benetti (Italien) – en benhård “knuser”, som havde sin storhedstid i Juventus og AC Milan, mens han i landsholdsregi var med til at opnå 4 pladser til både VM (1978) og EM (1980). Blev i klubregi mere benyttet som en decideret defensiv midtbane, der havde tilladelse til at gå med frem, mens han i hovedparten af sine 55 landskampe, primært blev benyttet som en vaskeægte “destroyer”, en rolle han i den grad mestrede.

Carlos Dunga (Brasilien) – kaptajnen da “Selecao” vandt VM i 1994, og i mange år en benhård og yderst stabil spiller for sit land, hvor han nåede tæt på 100 landskampe, oftest i rollen som holdets anfører og leder. En sand indpisker der ikke gik af vejen for knaldhårde tacklinger, og den ekstremt offensive stil som brasserne indimellem imponerede alt og alle med, kunne kun “tillades” fordi bl.a. Dunga lå længere nede i banen og ryddede op.

Luis Monti (Argentina og Italien) – var med til at tabe VM finalen med sit fødeland Argentina i 1930, men efter hans klub- og nationalitets skifte til Juventus og Italien, var han en af grundstenene på det italienske mandskab der vandt VM i 1934. Han var i starten af sin karriere benhård og en nærmest perfekt “destroyer” – hurtig, fysisk utrolig velbygget ligesom han var nærmest frygtløs. Han fik rent faktisk bygget en del på sit spil i løbet af karrieren, og de sidste år af tiden i Juventus, var han bedre med bolden end man havde kendt ham for.

Victor Munoz (Spanien) – den sidste “destroyer” jeg vil give en særlig omtale, er den lille iltre Munoz, som især i sin tid i Barcelona, men også under EM 84 for Spanien, fik demonstreret hvor stærk og effektiv han var, når han vel og mærke fik lov (eller rettere når dommerne ikke så hans små svinestreger). Effektiv og hårdhudet hele vejen igennem.

Man kunne også have nævnt spillere som bl.a. Roy Keane, Horst Eckel (blev dog nævnt øverst oppe), Didier Deschamps, Marc van Bommel, Nigel de Jong, Antonio Rattin, Nestor Goncalves, Mauro Silva, Javier Mascherano, Diego Simeone og/eller Paul Ince, men nu udvalgte jeg de 10 spillere, som jeg mente der skulle et særligt fokus på, og for så vidt angår hovedparten af de øvrige, så udfyldte de fleste af dem faktisk også andre roller, end udelukkende “destroyer” rollen, så derfor fravalget.

Tak fordi du læste med, og ja lige pludselig på genlæs 😉

KBH (DK) 06.10.23

Torben Aakjær