DE SPANSKE UNDERDOGS!

Spanien “La Roja”
FIFA ranking (oktober 2022): 7
Træner: Luis Enrique
Anfører: Sergio Busquets
VM meritter/bedste placering: Verdensmester i 2010
Deltaget i VM: 15
Nationens historiske helte: Luis Suarez, Xavi Hernandez, Andres Iniesta, Iker Casillas, Sergio Ramos, Carlos Puyol, David Villa, Ricardo Zamora, Francisco Gento, Raul, Carlos Santillana og Alfredo Di Stefano
Hylde 1 spillere (jfr. liste fra d. 5.7.22) på nuværende hold: –
De 3 vigtigste spillere i nuværende trup: Pedri, Sergio Busquets og Pablo Sarabia
Flest landskampe ALLTIME
Sergio Ramos: 180
Iker Casillas: 167
Sergio Busquets: 139
Flest mål ALLTIME
David Villa: 59
Raul: 44
Fernando Torres: 38
Flest landskampe nuværende trup
Sergio Busquets: 139
Jordi Alba: 88
Koke: 67
Flest mål nuværende trup
Alvaro Morata: 27
Ferran Torres: 13
Jordi Alba og Pablo Sarabia: 9 hver

Spaniens 8 kampe i 2022:
26.3 vs Albanien (hj) 2-1
29.3 vs Island (hj) 5-0
2.6 vs Portugal (hj) 1-1
5.6 vs Tjekkiet (u) 2-2
9.6 vs Schweiz (u) 1-0
12.6 vs Tjekkiet (hj) 2-0
24.9 vs Schweiz (hj) 1-2
27.9 vs Portugal (u) 1-0

Vundne: 5
Uafgjorte: 2
Tabte: 1
Målscorer: 14-7

Målscorere:
Pablo Sarabia: 4
Alvaro Morata: 3
Ferran Torres: 1
Dani Olmo: 1
Yeremy Pino: 1
Gavi: 1
Carlos Soler: 1
Jordi Alba: 1
Inigo Martinez 1

Formationer:
4-3-3: 8

Benyttede spillere i de 8 landskampe (29):
8 kampe: Gavi, Ferran Torres og Pablo Sarabia
7 kampe: Alvaro Morata og Unai Simon
6 kampe: Carlos Soler, Jordi Alba, Dani Olmo, Koke og Sergio Busquets
5 kampe: Pau Torres og Marcos Llorente og Cesar Azpilicueta
4 kampe: Dani Carvajal, Eric Garcia, Marcos Alonso, Rodri, Pedri, Yeremy Pino og Marcos Asensio
3 kampe: –
2 kampe: Hugo Guillamon, Raul De Tomas, Inigo Martinez, Diego Llorente og Nico Williams
1 kamp: David Raya, Aymeric Laporte, Jose Gaya og Borja Iglesias

Ovennævnte 29 spillere er fordelt på 16 klubber:
FC Barcelona: 7 (Garcia, Busquets, Alba, Pedri, Gavi, F Torres og Alonso)
Athletic Bilbao: 3 (Simon, I Martinez og Williams)
Atletico Madrid: 3 (Morata, Koke og M Llorente)
Real Madrid: 2 (Carvajal og Asensio)
Villareal: 2 (P Torres og Pino)
Manchester City: 2 (Rodri og F Torres)
Paris Saint-Germain: 2 (Sarabia og Soler)
Chelsea: 2 (Alonso og Azpilicueta)
Valencia: 2 (Guillamon og Gaya)
Real Betis: 1 (Iglesias)
Juventus: 1 (Morata)
Sporting Lissabon: 1 (Sarabia)
RB Leipzig: 1 (Olmo)
Leeds United: 1 (D Llorente)
Brentford: 1 (Raya)
Rayo Vallecano: 1 (De Tomas)

Bemærk at Morata, Alonso, Sarabia og Soler har repræsenteret 2 forskellige klubber i kalenderåret.

HISTORIEN
Spanien er Europas fjerdestørste nation målt geografisk, og syvende største målt på antal indbyggere, og landets to store klubber FC Barcelona og Real Madrid tilsammen har vundet ikke færre end 19 finaler i Europa Cup for Mesterhold/Champions League turneringen. Hertil skal tillægges et tocifret antal gange, hvor spanske spillere har stået på Ballon dÒr podiet, hvoraf tre er sluttet øverst. Med dette in mente er det faktisk overraskende, eller måske endda chokerende så middelmådigt spanske landshold, generelt har performet i VM slutrunderne, hvor de trods alt har medvirket foreløbig 15 ud af 21 gange, heraf de seneste 9 i træk, dvs. uafbrudt siden VM 78.

30èrne var domineret af Italien på fodboldfronten, mens man i Spanien kæmpede internt i den Spanske Borgerkrig, og 40èrne lagde jo mere eller mindre alt fodbold ned pga. 2 Verdenskrig, så selvom “La Roja” deltog i VM 34, hvor man i al ubemærkethed røg ud i 1/4 finalen, var Spanien ikke just en nation man regnede for ret meget i fodboldmæssig henseende, da de så igen var med i VM 50 som fandt sted i Brasilien. Ikke desto mindre overraskede træner Guillermo Eizaguirres mandskab positivt, og vandt bl.a. den indledende gruppe med maksimum point efter sejre over USA, Chile og England, men i finaleslutspillet (de 4 bedst placerede nationer spillede alle mod alle her), gik holdet ned i en sådan grad, at man faktisk udskød hjemrejsen med et par dage, for at undgå alt for mange ophidsede fans hjemme i Madrid. Det blev til ydmygende nederlag på 1-6 til Brasilien og 1-3 til Sverige og så lunede det ellers flotte 2-2- resultat mod de senere verdensmestre Uruguay, ikke meget i det samlede regnskab!

De næste to slutrunder i 1954 og 1958 kvalificerede man sig slet ikke til, og i slutrunderne i 1962 og 1966, kom holdet ikke længere end til de indledende 3 kampe (og i bad) i gruppespillet. Apropos VM 62 så forsøgte man ellers her at stille et på papiret “fantasia” hold, med navne som de 3 omnationaliserede Alfredo Di Stefano (oprindelig Argentina), Ferenc Puskas (oprindelig Ungarn), Jose Santamaria (oprindelig Uruguay) + indfødte supernavne som bl.a. Ballon dÒr vinderen 2 år forinden Luis Suarez, Luis Del Sol og spilleren med alle tiders vinder rekord i Europa Cup for Mesterhold/Champions League turneringen (6 x guld) – Francisco Gento. På papiret et ufattelig skræmmende mandskab, men i realiteten var det et miks af gamle udtjente stjerner, småskadede profiler og entertainere, der ikke virkede som om de helt havde den mentalitet der skulle til for at føre nationen til tops. Disse spillere havde nærmest sejret sig selv ihjel på klubplan, og lidt som man i 70èrne så omkring det danske landshold, var det at repræsentere sit land, mere en hyggelig adspredelse fra en stressende hverdag, fremfor noget man egentlig ønskede at udgyde blod, sved og tårer for. På billedet herover ses et spansk landshold fra 1961, hvor man bl.a. i forreste række kan se Barca stjernen Laszlo Kubala, herefter Alfredo Di Stefano og så Luis Suarez og Francisco Gento. På papiret uovervindeligt – i virkeligheden i bedste fald middelmådigt!

Spanien vinder så EM 64, men til VM i England 2 år efter, ryger man igen ud i gruppespillet, og så misser man totalt både VM 70 og VM 74, så først til VM i Argentina i 1978, er landet tilbage, nu under ledelse af målfænomenet fra Barcelona nogle årtier i forvejen, Laszlo Kubala, og på holdet noterer man sig bl.a. navne som Luis Arconada, Carlos Santillana og Quini, men igen bliver det “3 kampe og hjem i bad”, og så kommer en anden tidligere topspiller til, Real Madrid “Muren” Jose Santamaria, der med sin hårde stil, hurtigt får ændret et boldbesiddende hold, til at agere ganske anderledes. Nu bliver Spanien kendt for at spille hårdt, kontant og kynisk, men lige lidt hjælper det – eller jo en anelse faktisk, for denne gang går man trods alt videre til andet gruppespil, men så slutter festen også, reelt før den er begyndt, og endnu engang må Spanien rejse hjem til spot og spe, hos et folk, som vel ikke længere har den store tiltro til deres nationalmandskab, trods det at der fremavles nærmest utallige større spillere, som dog helt i den tidligere ånd, prioriterer klubber fremfor landshold.

VM 86 (holdbillede herover) nu under ledelse af den gamle Real Madrid helt Miguel Munoz, bliver til en 1/4 finale, og 4 år efter i 1990, hvor Ballon dÒr vinderen fra 1960, Luis Suarez styrer holdet, bliver det farvel og tak efter første knockoutrunde. Nu er vi så fremme ved VM 94, og holdet som mange i Spanien betegner som “træner holdet”, kort og godt fordi der blandt truppens spillere, befandt sig navne som Luis Enrique (nuværende træner for netop Spanien), Pep Guardiola (nuværende træner for Manchester City) og Julen Lupetegui (tidligere træner for bl.a. Spanien, Real Madrid og Sevilla m.v.), men også spillere som Zubizaretta og Hierro, altså et mandskab, man med rette kunne forvente sig en hel del af. Ikke desto mindre bliver 1/4 finalen endnu engang endestationen, i øvrigt efter en intens og varm kamp mod Italien, under den brændende sol på Foxboro Stadium i Massachusetts USA, hvor 2 x Baggio (Roberto og Dino) sendte “La Roja” slukørede hjem igen igen!

Der er ingen grund til at bruge meget spalteplads på de efterfølgende slutrunder i 1998 og 2002, hvor det blev farvel efter henholdsvis gruppespillet og endnu engang 1/4 finalen, og det eneste opløftende herfra, er at man i den sidste af de to slutrunder, noterede sig yngre navne som Casillas, Puyol og Xavi, en trio der i den grad skulle vise sig at være med til at sætte nationen på fodboldlandkortet – sådan for alvor kan man vist roligt sige. VM 06 skulle så blive slutrunden hvor et fornyet og friskt spillende spansk mandskab, nu under ledelse af Luis Aragones, og et hold med etablerede verdensnavne som Raul, Xavi og Casillas + unge talenter som Iniesta, Ramos, Torres og Fabregas, alle 4 mellem 19 og 22 år. Spanien var placeret i en på papiret let gruppe med Tunesien, Saudi Arabien og Ukraine, og helt som forventeligt baskede man alle holdene, og var nu klar til første knockoutrunde, hvor naboerne fra Frankrig ventede.

Spanien var nr. 3 på verdensranglisten mens Frankrig var nr. 6, og for at understrege Spaniens niveau og potentiale, vises her deres start 11èr: Iker Casillas (Real Madrid) – Mariano Pernia (Getafe), Sergio Ramos (Real Madrid), Carles Puyol (FC Barcelona), Pablo Ibanez (Atletico Madrid), Mariano Pernia (Getafe) – Xabi Alonso (Liverpool), Xavi Hernandez (FC Barcelona), Cesc Fabregas (Arsenal) – Raul Gonzalez (Real Madrid), David Villa (Valencia), Fernando Torres (Atletico Madrid). Undervejs kom Luis Garcia (Liverpool), Marcos Senna (Villareal) og Joaquin (Real Betis) i kamp, men lige lidt hjalp det, for Zinedine Zidane og CO vandt opgøret 3-1, selvom David Villa på straffespark, havde bragt Spanien i front, og uagtet at det var Spanien der var mest på bolden (61% vs 39%), gjorde “Les Bleus” det man skal, nemlig at score flere mål end modstanderne, og så kunne man i de spanske medier læse nok så meget om boldbesiddelse, begyndende “Tika-taka” og fortjent eller ufortjent – Spanien var endnu engang færdige i VM – faktisk før det rigtigt blev underholdende! Til deres fordel skal det dog bestemt med til historien, at der rent faktisk var noget at bygge på. Hovedparten af spillerne var i en fin fodboldalder, spillet fungerede fint, og kunne man blive mere kyniske både ude på banen + ikke mindst i begge straffesparksfelter, kunne det måske føre til noget interessant!

Og ja, herfra kender de fleste vel historien, for i de efterfølgende 3 slutrunder, henholdsvis EM 08, VM 10 og EM 12 kom – så og sejrede et i den periode, nærmest uovervindeligt spansk mandskab. Al modstand blev ryddet til side i en periode, hvor FIFA kårede Spanien som klodens bedste landshold hele 6 år i træk, og hvor kun ekstreme spillere som Messi og CR7, forhindrede Xavi og/eller Iniesta i at blive kronet med Ballon dÒr trofæet. Man foldede “Tika-taka” spillet ud i fuldt flor, og stilen som mange fandt fantastisk og underholdende, mens andre faldt i søvn i deres kampe, var så effektiv som sjældent set i verdensfodbolden. Xavi, Iniesta og Casillas var “kongerne” på et hold der nærmest kunne “gå på vandet”, og de fleste regnede da også med at VM 14 kunne gå hen og slutte i en måske sidste triumf for disse utrolige spillere. Meeen sådan gik det jo langtfra, for allerede efter 3 kampe, var det farvel og ikke tak til ret meget, fra det storslåede VM i Brasilien, hvor pinlige nederlag til Holland og Chile, totalt overskyggede pligtsejren over Australien, og de nu aldrende spillere (Casillas – 33 år, Xavi – 34 år, Alonso – 33 år og Villa – 32 år m.fl.) måtte se i øjnene at “træerne trods alt ikke vokser ind i himmelen”. Den “Gyldne generation” havde udspillet deres rolle, og nye kræfter måtte overtage!

Det foreløbig sidste VM der er blevet afviklet for nu 4 år siden i Rusland, blev ikke det store sus for et spansk hold, uden de helt åbenlyse stjerner. I gruppespillet luskede man sig akkurat videre efter remis mod først Portugal, dernæst en spinkel 1-0 sejr over Iran, og til sidst 2-2 mod Marokko, og så ventede knap 80.000 tilskuere på at værterne fra Rusland skulle vise at man ikke kun var med pga. Putin og/eller værtsskabet. Og ja om man bryder sig om det eller ej, så lykkedes det et upåagtet russisk mandskab, at besejre de spanske favoritter. 1-1 i ordinær spilletid og ingen mål i den forlængede spilletid, sendte de to mandskaber ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence. Et fyldt Luzhniki Stadium i Moskva sitrede af spænding, men hovedparten af tilskuerne kunne ånde lettet op, da deres udvalgte helte kort og godt var bedre til den at sparke fra 11-meter pletten, end spanierne, hvor først Koke og til sidst Iago Aspas, brændte deres forsøg, mens russerne gjorde 100% “rent bord”, og ja, 4 kampe og farvel til Spanien. Kigger man på den 23 mandstrup som daværende træner Fernando Hierro spillede med i Rusland, er som minimum 14 spillere ikke relevant til den kommende trup i Qatar, mens yderligere 6 må anses som tvivlsomme, og det betyder at muligvis kun 3 (Carvajal, Busquets og Koke) er gengangere fra seneste VM, hvilket må være tæt på rekord for samtlige nationer der var med i 2018, og som nu er med igen. Men det vender jeg tilbage til længere nede i artiklen, hvor nutidens trup, spillere og træner dessikeres.

NUTIDEN OG DET TAKTISKE

Det spanske landshold har under Enrique tid som landstræner, reelt kun stillet op i formationen 4-3-3, hvor der altid placeres en udpræget defensiv midtbanespiller, nærmest som en slags hængende 6èr, en position der oftest har været Barcas uopslidelige Busquets rolle. Foran Busquets placeres så to sidestillede 8ère, eller boks til boks spillere, der dog udover “kun” at kunne løbe “solen sort”, tillige er beriget med både playmakerlignende egenskaber + ikke mindst de defensive pligter. Længe har Koke og Marcus Llorente udfyldt pladserne, men efter at først Pedri dukked op under sidste års EM slutrunde, og senest hvor den nykårede “Golden Boy” vinder Gavi, er kommet ekstremt hurtigt frem, vil man formentlig ofte se en ren Barca trekant centralt på banen, selvom det nok vil være “synd” at påstå at Gavi er en boks til boks spiller. Men pga. den unge mands uomtvistelige evner, der er vel nærmest kan betegnes som en blanding mellem Fabregas, Iniesta og Xavi i spillestil, har Enrique rent faktisk valgt at gå på kompromis med sin normale stil. Det kan gå godt pga. den udprægede kreativitet som makkerskabet Gavi/Pedri tilføjer holdet, eller det kan gå grueligt galt, da de indimellem efterlader den efterhånden 34 årige Busquets lovlig alene defensivt, og der er ingen tvivl om at modstanderne til VM har luret den del af taktikken. Det kan derfor tænkes at Enrique vælger den driftsikre men noget mere primitive Koke frem for Gavi, men igen, det afhænger af modstanderen og hvor længe Busquets holder. Alternativt kan Rodri, der det seneste års tid vel har udviklet sig til en nærmest komplet 6èr på absolut topniveau, erstatte Busquets, hvilket giver mere dynamik og fremdrift på midten, men omvendt også gør forsvaret mere sårbart.

Der er ingen tvivl om at midtbanen er holdets positive problem, for her kan Enrique frit vælge mellem op til 6-7 topspillere, hvilket ikke er mange forundt i hans stilling, og bestemt ikke en mulighed han har, når man kigger på truppens øvrige spillere. Hvis vi starter fra keeper posten, så har det i et stykke tid været den i den store offentlighed relativ ukendte Unai Simon, som har vogtet buret, og på backerne kan det blive de rutinerede Alba og Carvajal der spiller. Omkring Alba kan det dog tænkes at Enrique gør som Xavi har prioriteret på klubplan, nemlig at den 19 årige Alejandro Balde, der endnu har sin debut til gode på A niveau landsholdsmæssigt. Balde har spillet et par kampe på U 21 landsholdet som netop venstre back, og ligner helt sikkert fremtidens mand for både klub og landshold, men måske er det for risikabelt og for tidligt at smide ham direkte ind i en start 11èr i en VM slutrunde. Vi får se hvor modig Enrique er, eller om han vælger det sikre kort Alba, der sammen med Busquets er de sidste tilbageværende fra EM triumfen i 2012.

Holdet spiller med typiske kontraløb til wingerne, som oftest er bevægelige, hurtige og tekniske typer, og især den 30 årige Sarabia på højre kanten, er med til at holdets rytme i gang, og er vel den der typemæssigt minder mest om Luis Enrique som aktiv, hvorfor det nok heller ikke er så underligt at Sarabia i sin korte landsholdskarriere, har været en af de oftest benyttede på holdet, hvor han i øvrigt blev holdets topscorer i de 8 kampe der er spillet her i 2022. Med ham og formentlig Torres på kanterne, er der masser af muligheder for indlæg til den mere stationære Morata, der som type bevæger sig omkring feltet og inde i det. Både Torres og Sarabia opfylder Enriques krav, som bl.a. går ud på at de indimellem skal synke dybt, og give plads til overlap af backerne. Begge er habile i defensiven, og kan i hvert fald holde skansen til de “rigtige” kommer med retur.

Selvom 4-3-3 er den markant hyppigst benyttede formation, har man set tidspunkter, hvor den defensive midtbanemand er trukket ned i det centrale forsvar, og backerne skubbet længere ud og frem, samtidig med at de to 8ère bremser hurtigere på banen. Det bliver så til 3-4-3, som er ideelt overfor modstandere der presser centralt, og/eller i kampe hvor holdet er under pres. Man polstrer så den centrale del af banen, og giver omvendt mere frirum til backerne. Man vil dog næppe se holdet starte kampe i den formation, da Enrique simpelthen vurderer at det er for defensivt et udgangspunkt + at han mister kontrollen over midtbanen, hvilket sjældent er hensigtsmæssigt.

Holdets største svagheder er, at man ganske simpelt ikke råder over angribere på højeste niveau. Med al respekt for Morata, Iglesias, Ferran Torres eller hvem der nu placeres på spidsen, så er de virkelig langt fra fordums stjerner som Fernando Torres, David Villa og Raul Gonzalez, og netop mål kan blive et problem for “La Roja”, i det de simpelthen ikke scorer ret mange af dem. 15 mål i 8 kampe her i 2022, hvoraf de 5 var mod et svagt islandsk hold, illustrerer problemet tydeligt, og ikke så få i Spanien er kritiske overfor holdets spillestil, som ikke helt “lugter” af det man så fra 2008 – 2012, men på den anden side, det er også “store sko” at skulle leve op til, for dengang rådede man over et af historiens bedste landshold, og rådede over individuelle spillere på ypperste niveau, også historisk. Man har i Gavi, Pedri, Balde og de andre unge spillere, potentielt kommende verdensstjerner, men endnu er de altså “kun” potentielle fremtidige topspillere, for som enhver ved med minimum af forstand på fodbold, så kan der ske meget for spillere i 18-20 års alderen – både negativt men heldigvis også positivt, så det er muligvis ikke i dette VM dette hold kulminerer, men måske nærmere til EM om 2 år, eller måske endnu mere sandsynligt til VM 26!

Luis Enrique (52 år og ansat som spansk landstræner fra 19.11.19 og var også kort ansat fra juli 2018 til marts 2019)
Som vi ser det med andre VM trænere som bl.a. Deschamps, Song, Stojkovic, Southgate og Flick m.fl., har Enrique også selv en større aktiv karriere bag sig, og med knap 400 kampe alene i La Liga for Real Madrid og FC Barcelona, deltagelse i 3 VM og 1 EM slutrunder for Spanien, er der ingen tvivl om at atletisk byggede spanier ved hvad der kræves af spillerne. Han gik over i trænerfaget i 2008, hvor han overtog Barcelonas B hold, dengang kaldt Barcelona Atletic. Pep Guardiola rykkede op til klubbens bedste mandskab, og i de kommende 3 sæsoner havde Enrique ansvaret for de muligvis kommende Barca stjerner. Her arbejdede han med navne som Busquets, Roberto, Thiago, Bartra og Pedro m.fl., så man må sige at han som minimum kender Busquets og Thiago indgående i den den trup, han nu står i spidsen for, hvor de 2 forventes at blive blandt de 26 udvalgte. I sommeren 2011 fik han så et tilbud, som han ikke mente han kunne sige nej til. Det var AS Roma der ønskede ham som træner, og selvom Enrique som spiller aldrig havde været i nærheden af Serie A, sprang han ud i det med krum hals, og stod nu i spidsen for kapaciteter som bla. Francesco Totti og Danielle De Rossi, ja og også for en ung Simon Kjær, og forventningerne til den unge smarte træner var enorm i den italienske hovedstad, men det vil være synd at sige at det hele gik op i en positiv højere enhed. Sprogproblemer, forskellige mentalt opslidende opgør med især “Kongen” Totti og uvenskab med den iltre italienske presse, gjorde opholdet overophedet, og i maj 2012 valgte Enrique simpelthen at sige sin stilling op. Roma var sluttet på 7 pladsen, uden for de europæiske placeringer, og stemningen var hadsk omkring Enrique, der personligt havde begået den bommert (skrev den italienske presse og mente den magtfulde Curva Sud på stadion!) at pege på Ivan De La Pena som sin assistent. Problemet med den “Pequeno Buddha” (“Lille Buddha”) var at han fra 1998 til 2002 havde spillet for Roms anden store klub, SS Lazio, og selvom det blot blev til 15 kampe for holdet, var og er det ikke noget de fanatiske AS Roma tilhængere ønskede at glemme, så allerede her var Enrique og hans “lille hjælper” bagud på point nærmest fra start.

Efter det turbulente år i Italien, fortsatte han træner karrieren i Celta Vigo. Stadig skuffet over aldrig at have fået tilbuddet om at rykke videre fra Barca B til A holdet, sådan som hans forgænger for B holdet, Pep Guardiola gjorde, ville han vise sin tidligere arbejdsgiver at de havde taget grueligt fejl. Den relativ lille spanske klub blev hurtigt omdøbt til “Galiciens Barcelona”, både fordi Enrique indlemmede 3 tidligere Barca drenge i skikkelse af Rafinha, Nolito og Fontas, men også fordi holdet rent faktisk forsøgte at spille ala`Barcelona, og sæsonen sluttede med en for klubben, fornem 9 plads, efter at man sæsonen forinden havde kæmpet direkte mod nedrykning. Folket og medierne elskede deres træner. Men akkurat som man så i Roma, valgte Enrique endnu engang at stoppe efter blot een`sæson, efter sigende fordi han savnede sin familie, der var blevet boende i Barcelona, men mellem linierne tydede meget på at han muligvis kunne blive den kommende træner for FC Barcelona.

Og det blev ganske rigtigt den catalanske storklub, der ansatte Luis Enrique, som dermed fik sit drømmejob, og i de kommende sæsoner vandt han og klubben alt hvad der vel er at vinde. Ikke mindst i 2015, hvor han fortjent blev kåret til “Verdens bedste træner” af IFFHS, gik alt op i en højere enhed, og klubben vandt både mesterskabet, pokalen, Champions League, Super Cuppen og VM for klubhold, og Enrique blev berømmet for sin måde at ændre Barcas spilsystem, uden at ødelægge den overordnede filosofi. Holdet spillede nu mere direkte end man havde gjort tidligere, og når resultaterne mildt sagt kom i hus, var alle glade.

Alt får dog en ende, således også denne ansættelse, og endnu engang var det Enrique selv, der foranledigede sit stop, hvor han med disse ord indgav sin afsked: “At the beginning of the third season, I had already asked the club to start looking for a replacement. In a selfish way, I didn’t have any more energy to give. I also thought that with this group of players, who were so special,it would have been the easiest thing for me to renew. I mean, it would have been the easiest thing in the world. To sign a huge contract, being in my home, with the best players in the world… it could hardly be better.”
Og han fortsatte:
“But if I`m being honest, I think that players sometimes need a new face who will tell them things differently. I think there comes at time when the message you send, if there is a message, expires. And you need to send at message.”

Her er det primære hold vurderet ud fra en 4-3-3 opstilling, og med karaktergivningen på 1 – 10, med 10 som utvetydig verdensklasse!

Unai Simon (Atletic Bilbao) – 25 år / 27 lk
Karakter: 7
Man kan ikke decideret sig at Bilbao keeperen har afløst legenden over dem alle, når man taler om spanske målmænd, Iker Casillas. Den mangeårige Real Madrid keeper vogtede buret fast for “La Roja” i 16 år, og stoppede efter 167 landskampe i 2016, hvorefter der har været en håndfuld mere eller mindre valide afløsere, inden Simon her overtog posten for et par år siden. Længe så det ellers ud til at David De Gea ville blive den nye store spanske målmand, men utallige fejl på klub og landshold, banede vejen for andre og yngre, inden Enrique besluttede sig for den stabile Simon.

Bilbao keeperen, der er vokset op i klubbens ungdomsafdeling, var med til at vinde både U 19 og U 21 EM i henholdsvis 2015 og 2019, hvor han dog begge gange agerede back up for den primære målmand, den 1 år ældre Antonio Sivera, der repræsenterede først Valencia og sidenhen Alaves, men som siden ikke rigtig har fået gang i karrieren, og bl.a. endnu ikke opnået A landskampe. Simon var således en noget sen starter på posten, men den 190 cm. høje og velbyggede målmand, er langsomt men sikkert vokset op som en yderst stabil type, der sjældent begår fejl, hvilket flere af konkurrenterne (vi kender alle De Gea og Kepa..!) er lidt for “dygtige” til. Han er ikke nogen refleks keeper, men til gengæld er han moden i sine beslutninger, vogter det lille felt godt, er ikke bange for nærkampe og er især stærk en mod en, hvor han virkelig har en af sine spidskompetencer. Alt i alt en solid men dog ikke prangende målmand for Spanien!

Alternativer:
David Raya (Brentford) – 26 år / 1 lk
Robert Sanchez (Brighton) – 25 år / 1 lk
Arnau Tenas (FC Barcelona B) – 22 år / 0 lk
David De Gea (Manchester United) – 32 år / 45 lk
Pau Lopez (Olympique de Marseille) – 27 år / 2 lk
Kepa Arrizabalaga (Chelsea) – 28 år / 11 lk
Alex Remiro (Real Sociedad) – 27 år / 0 lk
David Soria (FC Getafe) 29 år / 0 lk
Sergio Asenjo (Real Valladolid) – 33 år / 1 lk
Sergio Rico (Paris Saint-Germain) – 29 år / 1 lk
Alvaro Fernandez (Espanyol) – 24 år / 1 lk
Vicente Guaita (Crystal Palace) – 35 år / 0 lk
Antonio Adan (Sporting Lissabon) – 35 år / 0 lk
Julen Agirrezabala (Atletic Bilbao) – 21 år / 0 lk

Historiske helte på denne plads: Ricardo Zamora, Jose Angel Iribar, Luis Arconada, Andoni Zubizaretta og Iker Casillas

Dani Carvajal
Karakter: 7
Den løbevillige Real Madrid spiller, har været plaget af flere skader i karrieren, og på mange måder virker det som om hans potentiale aldrig sådan for alvor, er blevet forløst. Han har både defensive og offensive styrker, er pålidelig, i besiddelse af en fin teknik, og er kropsstærk og acceptabel i hovedspillet. En enorm erfaring fra mange nationale og internationale kampe vægter givetvis højt, for han synes relativ sikker på holdet, hvor han da også sjældent spiller en dårlig kamp. Det er nok en af de pladser i truppen, hvor konkurrencen er mindst, illustreret ved at de primære bejlere til pladsen begge er +30 år.

Alternativer:
Cesar Azpilicueta (Chelsea) – 33 år / 30 lk / 0 mål
Pedro Porro (Sporting Lissabon) – 23 år / 1 lk / 0 mål
Hector Bellerin (FC Barcelona) – 27 år / 4 lk / 0 mål
Alvaro Odriozola (Real Madrid) – 26 år / 4 lk / 1 mål
Jesus Navas (FC Sevilla) – 37 år / 46 lk / 5 mål
Nacho Vidal (CA Osasuna) – 27 år / 0 lk / 0 mål
Pol Lirola (FC Elche) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Andoni Gorosabel (Real Sociedad) – 0 lk / 0 mål
Arnau Martinez (FC Girona) – 19 år / 0 lk / 0 mål
Sergi Roberto (FC Barcelona) – 30 år / 11 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Feliciano Rivilla, Carles Puyol og Michel Salgado

Aymeric Laporte (Manchester City) – 28 år / 15 lk / 1 mål
Karakter: 8
Stor og stærk, relativ hurtig og med et godt blik for spillet – ja og så forrygende i hovedspillet, er vel de mest markante superlativer man kan klæbe på City spilleren, der først sent i karrieren kom omkring det spanske landshold, selvom han som yngre spillede over 50 ungdoms landskampe for sit fødeland Frankrig. Som bekendt er netop Frankrig nærmest “mættet” med topspillere til det centrale forsvar, så der var aldrig for alvor bud efter Laporte, der i 2021 så tog den endelige beslutning om at repræsentere det land, hvori han har spillet fodbold siden han som 6 årig kom til Atletic Bilbao fra den lille franske klub Bayonne tilbage i 2010. Efter i flere år at have været en stor profil for Bilbao i La Liga, skiftede han i 2018 til Manchester City, hvor han sidenhen har rundet de 100 kampe i Premier League, og for længst er blevet en af de bedste på sin plads i verdens stærkeste liga.

Alternativer:
Hugo Guillamon (Valencia) – 22 år / 3 lk / 1 mål
Diego Llorente (Leeds United) – 29 år / 10 lk / 0 mål
Eric Garcia (FC Barcelona) – 21 år / 18 lk / 0 mål
Inigo Martinez (Atletic Bilbao) – 31 år / 15 lk / 1 mål
Aritz Elustonso (Real Sociedad) – 28 år / 0 lk / 0 mål
Mario Hermoso (Atletico Madrid) – 27 år / 5 lk / 0 mål
Igor Zubeldia (Real Sociedad) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Jorge Cunca (FC Villareal) – 23 år / 0 lk / 0 mål
Nacho Fernandez (Real Madrid) – 32 år / 22 lk / 1 mål
Sergio Ramos (Paris Saint-Germain) – 36 år / 180 lk / 23 mål
Oscar Mingueza (Celta Vigo) – 23 år / 1 lk / 0 mål
Marc Bartra (Trabzonspor) – 31 år / 14 lk / 1 mål
Gerard Pique (FC Barcelona) – 35 år / 102 lk / 5 mål

Historiske helte på denne plads: Fernando Hierro, Sergio Ramos, Gerard Pique og Jose Alexanko

Pau Torres (FC Villareal) – 25 år / 21 lk / 1 mål
Karakter: 7
Præcis som Laporte, er også Torres en relativ høj forsvarsspiller, og også han er faktisk ganske habil i fødderne, hvilket som bekendt langt fra altid er en garanti, når forsvarsspillerne er for høje. Han kæmper med den langt mindre, men mere mobile Eric Garcia om pladsen, men ser ud til at have vundet Enriques gunst, hvilket bl.a. afspejles af 5 ud af 8 mulige landskampe i 2022. Til sammenligning spillede Laporte blot 1, mens førnævnte Garcia medvirkede i 4. Laporte var dog væk pga. skader, ikke niveau. Men nu handler det her ikke om hverken Laporte eller Garcia, men derimod Torres, der i et par efterhånden har været rygtet til større klubber, både i Spanien og Premier League. Især Manchester United har haft kig på ham, men prisskiltet har hidtil afholdt dem fra konkret at byde ind. Skal han tage næste step på niveaustigen, skal han dog nok se at komme videre, med al respekt for Villareal.

Alternativer:
Se under Laporte

Historiske helte på denne plads: Se under Laporte

Jordi Alba (FC Barcelona) – 33 år / 86 lk / 9 mål
Karakter: 6
Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at den lille kvikke back var i verdensklasse, men det seneste års tid, er det godt nok gået tilbage for ham, og reelt har han vel i skrivende stund mistet pladsen på klubholdet til den 14 år yngre Alejandro Balde, der kan blive en “joker” i Enriques trup, og ja måske helt ind i start 11èren. Til Albas fordel må man dog sige, at erfaringen er uvurderlig, og han har stadig speed i fødderne, ligesom han ved hvordan man skal sende en bold ind i feltet. Defensivt halter han dog lidt for ofte, og det ligner den sidste slutrunde for Europamesteren fra 2012.

Alternativer:
Marc Cucurella (Chelsea) – 24 år / 1 lk / 0 mål
Jose Gaya (Valencia) – 27 år / 18 lk / 3 mål
Alejandro Balde (FC Barcelona) – 19 år / 0 lk / 0 mål
Marcos Alonso (FC Barcelona) – 31 år / 9 lk / 0 mål
Serio Reguilon (Atletico Madrid) – 25 år / 6 lk / 0 mål
Alejandro Grimaldo (SL Benfica) – 27 år / 0 lk / 0 mål
Alex Moreno (Betis Sevilla) – 29 år / 0 lk / 0 mål
Juan Bernat (Paris Saint-Germain) – 29 år / 11 lk / 1 mål
Alberto Moreno (FC Villareal) – 30 år / 4 lk / 0 mål
Javi Galan (Celta Vigo) – 28 år / 0 lk / 0 mål
Alfonso Pedraza (FC Villareal) – 26 år / 0 lk / 0 mål
Jonny Otto (Wolverhampton) – 28 år / 3 lk / 0 mål
Angelino (TSG Hoffenheim) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Sergio Gomez (Manchester City) – 22 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Jose Camacho, Rafael Gordillo og Sergi

Sergio Busquets (FC Barcelona) – 34 år / 139 lk / 2 mål
Karakter: 7
Eneste tilbageværende verdensmester fra 2012 (med mindre Sergio Ramos og/eller Gerard Pique) sniger sig med på et yderligt mandat, og historisk en af de bedste defensive midtbanespillere overhovedet. Er en atypisk Barca spiller, hvor man normalt er vant til mere lavstammede typer med et ganske anderledes tyngdepunkt. Busquets flagrer rundt med sin høje tynde krop, de lange tynde ben, og det altid opmærksomme ansigt, og nærmest “støvsuger” den defensive midtbane for al modstand, og er bestemt ikke bange for at gå til stregen, og indimellem krydse den streg, hvilket er nødvendigt i international topbold. Desværre for ham og det spanske landshold, er han ikke længere den Busquets, der var det tredje “hjul” i verdensklasse trioen (de andre var som bekendt Xavi og Iniesta), der vandt alt hvad der var værd at vinde med klub og land. Han er blevet langsommere, helt naturligt, og det er som om teknikken indimellem svigter ham, hvilket ofte er noget af det store spillere har svært ved at forstå, eller måske mere acceptere. Det forventes dog at han indtager rollen som midtbanestyrmanden for “La Roja”, og med 6 ud af 8 kampe hidtil i året for landsholdet, illustreres det at Enrique tror på ham, trods enorm konkurrence fra spillere som nok især Rodri og Koke. Det er dog ikke utænkeligt at både Rodri og/eller Koke spiller samtidig med Busquets, men det afhænger helt af Gavi/Pedris form og niveau, samt hvem modstanderen er vil jeg tro.

Alternativer:
Koke (Atletico Madrid) – 30 år / 67 lk / 0 mål
Rodri (Manchester City) – 26 år / 34 lk / 1 mål
Martin Zubimendi (Real Sociedad) – 23 år / 1 lk / 0 mål
Marc Roca (Leeds United) – 26 år / 0 lk / 0 mål
Oriol Romeu (FC Girona) – 31 år / 2 lk / 0 mål
Asier Illaramendi (Real Sociedad) – 32 år / 3 lk / 1 mål
Antonio Blanco (FC Cadiz) – 22 år / 1 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Luis Del Sol, Richardo Gallego, Xavi Hernandez, Pep Guardiola og Xabi Alonso

Pedri (FC Barcelona) – 20 år / 14 lk / 0 mål
Der vel efterhånden ikke det positive der ikke er skrevet om denne multifunktionelle midtbanespiller, der kan placeres alle steder på midtbanen, og også med fordel på fløjen. Han dækker et enormt areal løbemæssigt, og trods sin unge alder, begår han yderst sjældent fejl. Det er lidt som et flashback til f.eks. Martin Peters fra det engelske VM 66 landshold, som spillede samme plads, og også var en af de yngste på det daværende engelske landshold. Peters blev også hurtigt udråbt som en spiller der var forud for sin tid, og det samme prædikat kan man placere på Pedri, der fortjent modtog det “Gyldne Boy” trofæ sidste år. Han er i skrivende stund stadig 19 år, men runder 20 år omkring slutrunden, og der bør ikke herske tvivl om hans startplads på holdet, hvor Enrique da også hurtigt har gjort plads til ham.

Alternativer:
Marcos Llorente (Atletico Madrid) – 27 år / 17 lk / 0 mål
Marco Asensio (Real Madrid) – 26 år / 29 lk / 1 mål
Carlos Soler (Paris Saint-Germain) – 25 år / 11 lk / 3 mål
Dani Olmo (RB Leipzig) – 24 år / 24 lk / 4 mål
Thiago Alcantara (Liverpool) – 31 år / 46 lk / 4 mål
Mikel Merino (Real Sociedad) – 26 år / 11 lk / 0 mål
Gonzalo Villar (US Sampdoria) – 24 år / 1 lk / 0 mål
David Silva (Real Sociedad) – 36 år / 125 lk / 37 mål
Pablo Fornais (West Ham United) – 26 år / 6 lk / 1 mål
Brais Mendez (Real Sociedad) – 25 år / 4 lk / 1 mål
Fabian Ruiz (Paris Saint-Germain) – 26 år / 15 lk / 1 mål
Luis Alberto (SS Lazio) – 30 år / 1 lk / 0 mål
Sergio Canales (Betis Sevilla) – 31 år / 10 lk / 1 mål
Denis Suarez (Celta Vigo) – 28 år / 1 lk / 0 mål
Isco (FC Sevilla) – 30 år / 38 lk / 12 mål
Rigui Puig (Los Angeles) – 23 år / 0 lk / 0 mål
Carles Alena (FC Getafe) – 24 år / 0 lk / 0 mål
Martin Zubimendi (Real Sociedad) – 23 år / 1 lk / 0 mål
Saul Niguez (Atletico Madrid) – 28 år / 19 lk / 3 mål
Nico Gonzalez (Valencia) – 20 år / 0 lk / 0 mål
Oihan Sancet (Atletic Bilbao) – 22 år / 0 lk / 0 mål
Braham Diaz (AC Milan) – 23 år / 1 lk / 0 mål
Iker Muniain (Atletic Bilbao) – 29 år / 2 lk / 0 mål
Fran Beltran (Celta Vigo) – 23 år / 1 lk / 0 mål
Dani Ceballos (Real Madrid) – 26 år / 11 lk / 1 mål

Historiske helte på denne plads: Luis Suarez, Pirri, Jose Mari Bakero, Michel, Andres Iniesta, David Silva og Juan Asensi

Gavi (FC Barcelona) – 18 år / 12 lk / 1 mål
Karakter: 8
Muligvis det største talent der er kommet ud af Barcelonas berømmede akademi, siden Andres Iniesta, og en spiller der har et potentiale der nærmest er umuligt at præcisere. Fortjent modtager af “Golden Boy” trofæet her i 2022, og en spiller der komplementerer Pedri nærmest perfekt. Er en mere rolig type end Pedri, mere boldsikker og som type mere fodboldintelligent. Mangler måske lidt speed og fysik, men omvendt var Xavi heller ikke just en Schwarzenegger type, og formåede trods sin klejne størrelse, at styre et af historiens bedste klub- og sideløbende landshold der nogensinde er set. Gavi forventes at være en del af den ideelle start 11èr, selvom det muligvis kan tænkes at Koke eller Rodi sættes ind som “muskler” foran eller sammen med Busquets. Uanset hvad bliver det yderst interessant at se den lille spanier i sin første slutrunde sådan for alvor!

Alternativer:
Se under Pedri

Historiske helte på denne plads: Se under Pedri

Pablo Sarabia (Paris Saint-Germain) – 30 år / 24 lk / 9 mål
Karakter: 7
En efterhånden sjælden type i topfodbold, i det han først kom med omkring A landsholdet i slut 20èrne, og nærmest med rekordfart, har udviklet sig til en af “La Rojas” faste støtter, illustreret ved at han medvirkede i samtlige 8 kampe tidligere i år, og endvidere er den spanske spiller der har scoret flest mål i kalenderåret 2022! Han kan spille både højre wing og på den offensive midtbane, og er bestemt ikke bare en luksus offensiv spiller, men en som Enrique ved går med ned i banen og samler bolden op.

Alternativer:
Yeremy Pino (FC Villareal) – 20 år / 6 kampe / 1 mål
Adama Traore (Wolverhampton) – 26 år / 8 kampe / 0 mål
Sergi Canos (Brentford) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Suso (FC Sevilla) – 28 år / 5 lk / 0 mål
Hugo Novea (RB Leipzig) – 19 år / 0 lk / 0 mål
Pedro (SS Lazio) – 35 år / 65 lk / 17 mål

Historiske helte på denne plads: Amancio, Luis Enrique og Joaquin

Alvaro Morata (Atletico Madrid) – 30 år / 57 lk / 27 mål
Karakter: 7
Man føler efterhånden den 30 årige angriber har været med i en evighed, og den 189 cm. høje og bomstærke spanier, har da også været med på højeste plan siden 2010, og har siden repræsenteret kæmpe klubber som Real Madrid, Chelsea, Juventus og er aktuelt i Atletico Madrid. I sine lidt over 300 liga kampe for denne kvartet, har han scoret i over 1/3 af kampene, og aktuelt er han med 6 mål i EM turneringer, den mest scorende spanske spiller i denne turnering nogensinde. Med 27 mål i 57 landskampe, heriblandt 3 mål i sine foreløbige 7 kampe i indeværende kalenderår, understreger han den kvalitet han indeholder, også selvom der løbende har været mange kritikere ift. hans niveau. Sandheden er da også at han ikke nogensinde har været på niveau med sit lands legender på positionen, men den høje angriber, som tidligere i sin karriere ofte blev sammenlignet med Fernando Morientes i spillestil, har trods alt gjort det lidt mere end hæderligt, hvilket de nøgterne facts jo beskriver. Når det positive og negative er sagt om ham, så må man set udefra konstatere at det bestemt ikke er Spaniens stærkeste område, men trods alt en type man altid bør holde øje med, for ellers slår han til ud af ingenting, hvilket har været et af hans specialer i nu mange sæsoner, både på klub og landshold.

Alternativer:
Paco Alcacer (Sharjah FC) – 29 år / 19 lk / 12 mål
Rafa Mir (FC Sevilla) – 25 år / 6 lk / 3 mål
Gerard Moreno (FC Villareal) – 30 år / 17 lk / 5 mål
Rodrigo (Leeds United) – 31 år / 27 lk / 8 mål
Raul de Tomas (Rayo Vallecano) – 28 år / 4 lk / 0 mål
Borja Iglesias (Real Betis) – 29 år / 1 lk / 0 mål
Nico Williams (Atletic Bilbao) – 20 år / 2 lk / 0 mål
Hugo Duro (Valencia) – 23 år / 0 lk / 0 mål
Borja Mayorel (FC Getafe) – 25 år / 0 lk / 0 mål
Iago Aspas (Celta Vigo) – 35 år / 18 lk / 6 mål
Diego Costa (Wolverhampton) – 34 år / 24 lk / 10 mål

Historiske helte på denne plads: Alfredo Di Stefano, Carlos Santillana, Emilio Butragueno, Fernando Torres, David Villa og Raul Gonzalez

Ferran Torres (FC Barcelona) – 22 år / 30 lk / 13 mål
Karakter: 7
Den nu forhenværende Manchester City spiller, er ligesom ikke helt kommet i gang, og kommet op på det niveau, han indimellem viste han besad i sin engelske klub. Den megen uro i Barcelona, som købte ham som decideret ønskespiller, kan naturligvis have spillet ind, men uanset hvad, så holder Luis Enrique fast i den hurtige og teknisk dygtige spiller, der også kan krydse ind, og være decideret frontangriber. Han er en udfordrende type, hvis største konkurrent på klubholdet, den endnu yngre Ansu Fati, rent faktisk også er den hårdeste konkurrent for “La Roja”, Han spillede samtlige 8 landskampe tidligere i år, og scorede et enkelt mål, og meget skal gå galt for ham, hvis han ikke i det mindste starter inde på det spanske hold der starter til VM.

Alternativer: 
Ansu Fati (FC Barcelona) – 19 år / 4 lk / 1 mål
Samu Castillejo (Valencia) – 27 år / 0 lk / 0 mål
Mikel Oyarzabal (Real Sociedad) – 25 år / 21 lk / 6 mål
Juanmi (Betis Sevilla) – 29 år / 1 lk / 0 mål
Bryan Gil (Tottenham Hotspur) – 21 år / 4 lk / 0 mål
Ander Barrenetxea (Real Sociedad) – 20 år / 0 lk / 0 mål

Historiske helte på denne plads: Francisco Gento

MIT BUD PÅ DEN ENDELIGE 26 MANDS TRUP
Såfremt alle er fit for fight (Mikel Oyarzabal er definitivt ikke med pga. en korsbåndsskade), tipper jeg disse spillere i Enriques trup:
Målmænd: Simon, Sanchez og Arrizabalaga
Højre backs: Carvajal og Azpilicueta
Venstre backs: Alba og Balde
Centrale forsvarere: P Torres, Laporte, Garcia og Guillamon
Defensive/centrale midtbanespillere: Busquets, Gavi, Rodri, Pedri, Soler, Olmo, Koke og M Llorente
Højre wings: Sarabia og Pino
Venstre wings: F Torres og Fati
Angribere: Morata, Williams og De Tomas

DERFOR VINDER SPANIEN VM
– Har flere af klodens største talenter med
– Fungerer som et homogent kollektiv
– Stærk midtbane uanset besætning, både defensivt og offensivt

DERFOR VINDER ARGENTINA IKKE VM
– Ingen målmand på højt internationalt niveau
– Ingen angriber på højt internationalt niveau
– Backer ikke stærke nok

HVAD JEG TILTROR DEM
Det er langtfra det stærkeste spanske landshold jeg har set frem mod en VM slutrunde, og selvom især midtbanebesætningen er noget af det mest interessante overhovedet, så mangler der generel kvalitet set udover resten af holdet, alt imens truppen simpelthen ikke virker stærk nok. Jeg tiltror dem i bedste fald en plads i 1/4 finalen!

Torben Aakjær